4. søndag efter Trinitatis

Støjhelvede!

Nu skal vi altså have indrettet det våbenhus, så støjende børn med forældre kan trække derud! Jeg er så træt af at få ødelagt den ene gudstjeneste efter den anden af støjende børn, eller rettere af forældre til støjende børn, der ikke kan fatte, at deres afkom ødelægger gudstjenesten for alle os, der faktisk gerne vil høre, hvad der foregår.

Netop Inge-Hanne Broströms prædikenen til i dag havde jeg glædet mig til at høre, for hvad kunne der ikke ligge i “Kan en blind lede en blind? Vil de ikke begge falde i grøften?”

Hendes prædiken handlede om selvindsigt, og hvad der sker, når man vover – eller måske ikke netop ikke vover – at se ind i sig selv. Vi vil gerne gøre andre glade, vi vil gerne hjælpe, vi vil gerne være der for hinanden. Men kender vi ikke os selv er det svært at råde. Så leder den blinde den blinde.

Eller sagt med andre ord, vi vil gerne gøre andre glade – gøre det der forventes af os og med et mere negativt ord, vi vil please. Vi vil gerne have et godt forhold til vores omgivelser. Desværre resulterer vores hang til at please og tilfredsstille andre ofte i, at vi glemmer at være tro mod os selv – at være sanddru.

Jeg kommer til at tænke på nogle ord fra en Liva Weel-vise med tekst af Kai Normann Andersen “Jeg vil gi’ dig alt det dejligste, der findes og gætte dine ønsker dagen lang, …” Den strofe har jeg aldrig brudt mig om, for hvis man gætter på hinandens ønsker, er man i gang med at gøre livet til en quiz, og det pokkers ene liv, vi er tilmålt, har da krav på mere og bedre end det! Skulle jeg nogensinde havne i en nær relation, nægter jeg at gætte dine ønsker dagen lang – vil du noget, må du formulere dig klart og utvetydigt. Det andet er på forhånd dømt til at gå galt.

Og hvorfor kender så få sig selv? Formentlig fordi det kræver mod at være den, man er. Det er til tider svært at se kendsgerningerne i øjnene. Det er let at se splinten i sin broders øjne, men vanskeligt at se bjælken i sit eget.

Vi må kigge indad og handle. Åbner vi ikke øjnene og ser, men lader det ene lag i sindet lægge sig oven på det andet, handler livet med os.

Dette kender jeg lige præcis godt! Kodeordet er for mig “handle”. Der kan være ting i livet, det er meget vanskeligt at handle på/efter, men gør man det ikke, har man frasagt sig magten over eget liv.

For ca. 1 år siden handlede jeg på et gammelt problem, der havde naget mig i årevis – jeg havde kigget indad længe, kendte problemet, årsagerne, virkningen – retorikken var på plads – men jeg manglede at handle, for jeg var magtesløs. Jeg var magtesløs overfor mit dopamincenter, der raslede med stortrommerne ved 18-tiden hver dag. Men det vidste jeg ikke – jeg så i stedet ned på mig selv. Jeg måtte have “mit stof”.

Jeg forsvandt næsten fra jordens overflade i fem uger, jeg tog ophold på Svanegården i Korsør, og det var første skridt på vejen til en ny tilværelse, som jeg har magten over. Jeg er bare blevet “ædru alkoholiker” og det har jeg det fremragende med.

Også menneskene omkring os lider, hvis vi ikke handler – ja, i virkeligheden lider vi måske mest selv.

Nemlig! Det ikke-handlende subjekt lider, martres og slides op af indre konflikter. Det er slemt, når andre lider, men egen lidelse mærker man dog mest. “Handling giver forvandling” sagde vi engang i en helt anden sammenhæng – men jeg må sige, at sætningen på mange plan, giver mening. Mere herom en anden dag.

Jeg har faktisk længe haft lyst at skrive om emnet alkohol, men har holdt mig tilbage for ikke at såre eller støde nogen, men forskellige sammenhænge og situationer har overbevist mig om, at tavsheden er den største dræber i dette spil. Så længe man er tavs, er man med til at opretholde tabuet om denne sygdom, og lige så længe tror andre, de er ene med deres problem. Vi har vel alle billedet af en alkoholiker, som ham den uvaskede fyr, der sover på bænken, er hjemløs, og tager bad her tredie uge? Men at det kan ske for pæne og ordentlige mennesker med topskat og pensionsordninger, det forestiller vi os vel egentlig ikke? Så længe vi opretholder tabuet, så længe er vi med til ikke at hjælpe andre med at få et frit liv.

Jeg bliver aldrig en Synnøve Søe, jeg bliver aldrig privat i det offentlige rum, men jeg har intet problem med at være personlig på en – forhåbentlig – sober måde. Bønnen herunder kaldes sindsro-bønnen; den er kendt i AA-regi, og har intet med Hvidovre Kirke eller 4. søndag efter Trinitatis at gøre – jeg synes blot, den er en passende afslutning på denne post

Gud

Giv mig sindsro til at acceptere de ting, jeg ikke kan ændre,

Mod til at ændre de ting jeg kan -

og visdom til at se forskellen.

God søndag!

Julen 2009

Af og til må man gøre noget…

Jeg har gjort noget vanvittigt: Bestilt min julerejse! Det bliver Vietnam, det bliver trekking, det bliver kajak og det bliver mountainbike. Farvel til nisserne, favel til sjip-sjap-våde-grå København. Du kan se turbeskrivelsen her og her er en lille video som forsmag.

Jeg holder af julen og traditionerne i forbindelse med højtiden, men på en eller anden måde er mit liv skruet sådan sammen, at jeg ikke har nogen at fejre den med; altså må jeg gøre noget.

I julen 2008 tog jeg på højskole, men det var et flop – og det skal det bare ikke være i år. Det orker jeg ikke.

Mit pas er heller ikke blevet slidt ordentligt i en del år efterhånden Har haft rejst en del rundt i verden alene med min rygsæk, og det har været fint, men jeg er blevet træt af altid at skulle være min egen dynamo på rejserne.

Faktisk er jeg slet ikke typen på en grupperejse; hader at stå på et gadehjørne i en gruppe på syv og skulle bestemme, om man nu skal ligeud eller til højre eller hvad med noget så radikalt som til venstre?; eller sidde i en bus og “nu skal vi alle sammen ud og se…” Næh tak!

I 2002 var jeg på Kilimanjaro og rundt i Tanzania med Topas og fandt ud af, at de, der rejser med Topas, er samme typer som mig – og turen var bestemt en succes. Om et par uger går turen til Høje Atlas med Topas og altså den 22. december til Nordvietnam.

Var i Vietnam i 1997 med rygsækken, men det var uden kajak, uden bjergvandring og uden mountainbike, for det er noget bøvlet at få det arrangeret selv. Her har Topas på forhånd valgt de fedeste ruter, lejet cyklerne, organiseret båden og kajakkerne, så tilbage er at nyde det og opleve det 24 timer i døgnet. Jeg glæder mig allerede til jul – og så skal jeg vist lige have sparet nogle penge sammen til hele halløjet.

Hvilket luxusliv: Jeg er i gang med at læse Lonely Planet Morocco og i gang med at se frem til den rejse, og har så bestilt den næste tur. Det kan virke vildt og overdrevet, men hvad bruger andre mennesker ikke penge på? Tøj, sko, biler, realkreditlån og samtalekøkkener for friværdien. Jeg kører ret konsekvent på cykel, drikke ikke, har et minimalt tøjbudget, bor til leje og har kun en beskeden gæld i form af et lån, jeg optog, da jeg skulle flytte. Jeg vil hellere have nogle oplevelser og få min verden til at bllive større.

“Signe” af Lars Johansson

Jeg kan stadig læse…

En gudbenådet sommer, hvor det er dejligt at finde en solfyldt eller skyggefuld plads med en bog, er befordrende for min genfundne interesse: at læse en bog. En ven har altid ment, at jeg er ekstremt god til at koncentrere mig, og han har måske nok ret; på mindre end én uge har jeg slugt 593 sider “Signe” af Lars Johansson.

Scenen er 2. verdenskrigs slutning. Signe Gondrup forlader Silkeborg og rejser med en troppetransport gennem Tyskland for at møde sin elskede Felix i Prag. De får en lille smule tid sammen, men da det er en roman om krig og kærlighed, får de to mennesker mere tid adskilte end sammen.

Romanen er fiktion baseret på en sand historie. For os, der ikke har oplevet 2. verdenskrig, vil den altid være “spændende”, og dette være skrevet uden ønsket om at forklejne nogens følelser! Jeg tilhører formentlig den sidste generation, der har haft forældre, der har oplevet krigen. Min far var i modstandsbevægelsen og min mor kunne huske lydene den 9. april 1940 om morgenen og morfars runderinger om aftenen i et privat vagtværn.

Hovedpersonen Signe, der efter krigen dømmes for et forhold af “angiveri” i Danmark i 1943 (skampletten i dansk retshistorie – lovgivning med tilbagevirkende kraft – fornægter sig heller ikke her) , forelsker sig hovedkuls i den tyske fabriksleder Felix, ønsker at leve sig liv med ham, får barn med en amerikansk officer, sidder interneret to gange i Tyskland, kaldes Ami-Hure og gennemgår alskens lidelser. Sådan er kærlighed fristes man til at sige, men mindre kan vel også gøre det.

I Danmark ville vi vel have kaldt hende felt-madras og klippet håret af hende i de glade maj-dage ‘45 – men i bogen er hun en ung, forelsket og handlekraftig kvinde. Spændende for en gangs skyld at se det hele beskrevet fra den anden side; lidt som når man engang i mellem ser en film om Vietnam-krigen beskrevet af vinderne – normalt beskrives den krig jo af taberne. Alle mennesker har følelser – Lars Johansson kan beskrive dem. Det fremgår af epilogen, at der også er en film “Den tyske hemmelighed”, som er baseret på bogen. Den må jeg vist se at finde på DVD.

Køb evt. bogen som paperback fra Gyldendal for 79,95 kr. og find et skyggefuldt træ at sidde under, alt i mens luften over dig står stille i bladhanget – og nyd den!

Vi, de druknede

Jubii – jeg kan læse…

På ca. en uge har jeg slugt Carsten Jensens storværk “Vi, de druknede”; de 687 tætskrevne sider er slugt i et hæsblæsende og nydende tempo, og jeg kan stadig smage saltvandet og høre skumsprøjtet.

Bogen går fra krig til krig, startende med et slag ved Eckernförde i treårskrigen mod tysken i 1848 og sluttende om aftenen den 4. maj 1945, omhandlende fire generationer af sømænd fra Marstal. Man følger deres angst, sorg, opvækst, kærlighed, brutalitet og vrede. Man følger de kvinder, der bliver hjemme i Marstal, når mænd og drenge er på havet.

Bogen er tildels bygget på virkelige hændelser på basis af arkivstudier, og den fungerer! De forskellige epoker bindes sammen af en gennemgående slægt og af bysladderen repræsenteret af et kollektivt og ubekendt “vi”.

Bogen kan ikke sådan lige gengives, og den er allerede anmeldt og beskrevet på kryds og tværs siden udgivelsen i 2006 (jeg er altid bagud) – prøv bare at søge med Google. Endnu bedre: læs den selv i sommerferien.

Efter denne mursten ved jeg atter, at jeg kan læse og hengive mig til det skrevne ord. En fantastisk fornemmelse, der har været borte så længe – begravet i §§, php-koder og kirkebøger. Tak til Carsten Jensen!

Bravo DR

Af og til rammer de plet!

Jeg ved ikke, om det var tilsigtet – men det var flot!

I aftes sendte “det rigtige fjernsyn” = DR1 kl. 20:00 det 3. afsnit af BBC-serien “Den fantastiske planet”, som jeg følger hver eneste søndag.

I går var det fra Serengetti i Tanzania, hvor jeg tilfældigvis selv har været. Man fulgte en løvefamilies kamp for livet gennem et år og samspillet med gnuer, impalaer, gazeller, krokodiller mv.

For en uge siden handlede det bla. om laksen, der vandrer op mod strømmen i egne, hvor det regner, når bjørnene er meget meget sultne, og uden føde ville dø…

Økosystemet er så viseligt indrettet, at laksen skal op ad strømmen og op ad floden for at gyde på det tidspunkt, hvor den brune bjørn stort set er udhungret. For at laksen kan komme til at svømme, må der falde regn. Og så kommer regntiden! Det er ubegribeligt, at naturen har kunnet indrette sig sådan – at evolutionen har gjort det muligt. Der var fantastiske scener, hvor bjørnene sad på klippefremspring i floden og stort set bare skulle åbne munden og så kom den rå laks flyvende ind i munden på dem. Laksen skal for at komme op-strøms springe så højt, at det ville svare til, at et menneske uden videre skulle springe over en fire-etagers bygning.

Serien rummer fremragende billeder. I går så man fx græsset gro!

Jeg havde netop siddet og tænkt over – og glædet mig over – de fantastiske økosystemer, der muliggør arternes sameksistens, og de evolutionære processer, der vel bare har taget ca. 6 mia. år og så kom 21Søndag (TVA om søndagen) med den grelle modsætning!

Statoils oliesand-udvinding ødelægger Canadas landskaber, får indianerne langs en flod til at mene, at de har fået kræft af at bo så tæt på stedet, hvor sandet vaskes for at udvinde olien. Logikken er, at når der ikke er langt fra de kunstigt skabte søer til den naturlige flod, må disse to systemer gå i forbindelse med hinanden. Der var billeder af fisk med to munde og sære pletter!

I jagten på den sidste olie er verdenshavenes reservoirer ikke længere tilstrækkelige. Nu går man løs på jorden, for at vi umættelige forbrugere til stadighed kan få dækket vores behov for plasticposer, elektricitet og andre behageligheder. At udvinde olie af sand er 10 – 15 gange så CO2-belastende som at udvinde det på konventionel vis fra havbunden! Det er måske derfor klimatopmødet i København til december 2009 kaldes COP15?

Nu er de jo næppe onde menensker hos norske Statoil – næh, de driver en forretning, og i denne forretning har bla. Danske Bank og Nordea (min bank!) købt aktier for pensionspenge. Jeg har lyst til at ringe ned i banken og sikre mig, at det ikke er mine pensionspenge, de har købt Statoil-aktier for.

De to udsendelser i direkte forlængelse af hinanden var fantastisk TV – og jeg nægter at tro på, det var et tilfælde! Først ser man, hvad naturen kan, hvilke kredsløb, der kan holdes i spil i et fintmasket system – og dernæst ser man, hvordan det hele kan splittes ad på ingen tid med ukendte langsigtede konsekvenser.

Det er på tide, at stoppe op – og hvem kan stoppe bedre op end du og jeg?

To år

Stegemüllers vindue mod verden fylder år

“Stegemüllers vindue mod verden” har fødselsdag.

To år er det blevet til. To år med 316 poster, 799 kommentarer, 4 sider, 40 kategorier og 278 “tags”. Årh ja – og ikke at forglemme 1.239 spam-kommentarer, men dem tager Akismet sig heldigvis af.

Tak til alle jer, der giver jer tid til at kommentere enten fast eller bare lige kommer forbi med en kommentar. Det er kommentarerne, der giver bloggen liv. Det er sådan, man som blogger ved, I er med derude i verden.

Da jeg startede bloggen, kunne jeg simpelthen ikke finde på en beskrivelse, hvorfor det blev til “En blog om alt mellem himmel og jord” og det er det også, og at der er kommet rigtig mange poster i kategorien “Kirke” er faktisk bare en tilfældighed.

Man kan spørge sig selv og Google, hvorfor man blogger. Jeg fandt en god lille artikel her (jeg har tilsat lidt kommaer mv.):

Hvordan skriver man?
Spørgsmålet er nok mere, hvordan man bliver ved med at skrive. De første par uger er det en underlig fornemmelse bare det at sende sine ord ud i så offentligt et rum. Men man vænner sig til det og kommer til det punkt, hvor man enten har indarbejdet skriverutiner eller er gået i stå.

For at skrive en blog, er det først og fremmest vigtigt at have noget på hjerte – det skal ikke nødvendigvis være en politisk dagsorden eller noget, som man ved en masse om, så bloggen bliver en slags videndeling. Det kan sagents være mere diffust. At bruge den til at øve sig i at formidle til et større og relativt ukendt publikum, at skrive om små og store ting i hverdagen så venner og familie, der bor langt væk, kan følge med. Og så er det vigtigt, at man synes, det er sjovt – for som blog-publicist får man et ansvar overfor sine læsere.

Jeg kan virkelig følge den citerede blogger i det med ansvaret overfor læserne; men det er ikke alene ansvarsfølelse; det er også ønsket om, at når I nu er kommet hele den lang vej gennem internettet og har rejst gennem adskillige bloglande, så vil jeg jo gerne have, at I bliver hængende, eller i hvert fald bare kigger ind igen en dag.

Indrømmet – til tider mangler inspirationen, og så er her stille for en tid. For ikke at svigte læserne har jeg til tider prøvet alligevel at mane en post frem af ingenting. Det går bare ikke. Jeg kan ikke skrive uden at være inspireret, uden at have et eller andet jeg brænder for – eller imod. Jeg er så heldig, at jeg har læsere, der skriver og “rykker”, hvis her har været stille for længe

Her er ganske vist ikke så mange “brok-poster” for det skal ikke ende som en “brok-blog”, men vrede, galde og irritation er ellers gode at skrive på. Jeg tror, at posterne om “Aversioner” og “Sprog” bærer lidt præg af min ubændige undren over danskernes manglende evne til at behandle sproget, og de poster er der lidt bid i.

Kontinuiteten prøver jeg at bevare i posterne om “Kirke”, hvor jeg med hverdagsord forsøger at beskrive mit møde med kirke og tro. Der er næppe for alvor gået en missionær tabt i mig, men et lille bitte sted kunne jeg ønske mig, at mange flere mennesker havde lyst og mod til at bruge kirkens palet af tilbud. Skulle der alligevel være gået en missionær tabt i mig, håber jeg at blive spist af en kannibal…

Bevarelsen af kontinuiteten kan ses på statistikken. Den peaker hver eneste søndag med ca. 100-120 læsere. Mon ikke de fleste bloggere holder øje med statistikken? Man skriver jo, fordi man selv synes, man har et budskab, og hvorfor gøre sig ulejlighed med at skrive, hvis man ingen læsere har? Jeg er rigtig tilfreds med jer læsere – for I er så dejligt trofaste. Tak for det!

Selma Lagerlöf: Jerusalem

En sjælden læseoplevelse

Mit litterære niveau indskrænker sig efterhånden primært til svenske krimier (Mankell, Marklund, Läckberg mv.), for der er noget skønt over den genre. Action, spænding, gode personkarakteristikker, politisk underfundighed osv.

En aften var der bare ikke flere af den slags i reolen, og jeg stod og kiggede lidt efter ulæste bøger; blikket faldt på “Jerusalem” af Selma Lagerlöf, som blev købt tilbage i april 2007 1997 – og hvor jeg i første omgang gav op efter 47 sider.

Selma Lagerlöf var den første kvindelige forfatter, der modtog Nobels Litteraturpris, og “Jerusalem” regnes for at være et af de værker, der i særlig grad motiverede prisen.

Bille August filmatiserede bogen i 1996, men jeg faldt vist i søvn til den…

Den handler om en religiøs vækkelse i Dalarna i slutningen af 1800-tallet – og det var dette, der fik mig i gang med bogen. Jeg har altid undret mig over vækkelser, dogmatisme, det ortodokse, demagogi mv. På den anden side er kirke og tro kommet til at fylde i mit liv – og hvad var så forskellen?

Bogen er allerede glimrende beskrevet af Anne Munk og til denne beskrivelse af handlingen, kan jeg intet føje.

Jeg kan derimod beskrive min egen oplevelse: Trods en handling, der foregår for lidt mere end 100 år siden, fænger bogen på grund af sine almengyldige karakterbeskrivelser, dens fokus på tanker om tro, om kærlighed og etiske dilemmaer. Til tider virker det som om, personerne glemmer at tænke selv – “de vækkede” stiller ikke spørgsmål ved rejsen til Jerusalem, de gennemgår alskens kvaler i “Den hellige stad”, hvor de ringeagtes, fordi de er anderledes; men de går gennem det hele med oprejst pande, for de skal bare “gå Guds veje”. Den lille fromme menighed mister adskillige medlemmer, men de tager det hele på sig, fordi det nok er Guds vilje med dem! Uha uha – vores Gudsbillede har heldigvis ændret sig.

Bogen har al den tid, der er i verden til at fortælle om sine personer, og til tider kan den være lidt af en sej-trækker; jeg indrømmer gerne, at jeg kun kom halvt gennem et kapitel på 30 sider, hvor to bjerge har en natlig dialog (!). Kapitlet overskred ganske enkelt min abstraktionsevne.

Vækkelsestemaet er umådeligt interessant. En prædikant (Hellgum) rejser rundt i Sverige og får langsomt flere og flere til at tilslutte sig ham – de bliver “Hellguminanere”. Bønnemøderne vil ingen ende tage, og der sker de særeste ting. Set med slægtsforskerøjne bidrager det til en forståelse af, hvad der foregik i hovedet på de af vore forfædre, der i slutningen af 1800-tallet blev baptister, fx. på Vejles vestegn, og på de mange, der blev mormoner og rejste til USA. I bogen “Jerusalem” har Hellgum fundet ud af, at de sædvanlige udlægninger af Biblen har været en fejltagelse; alle som en har de udlagt Biblen forkert, men her kommer Hellgum, og han medbringer de vises sten.

Når man er noget jordbunden, er det vanskeligt at forstå – men ser man sig omkring, er det tydeligt, at det ikke kun er et historisk fænomen. Vækkelserne trives i bedste velgående – dog formentlig i moderniseret form?

1. søndag efter trinitatis

Teologi for lægfolk

Spring ud…

Dagens tekst (Luk. 16, 19-31) har fået mig til at springe ud – i at virkeliggøre en plan, jeg lagde august/september 2008, hvor jeg fandt ud af, at der skulle fyldes noget mere/nyt ind i mit liv. Teksten er sådan en, der får mig til at stejle og tænke, at al det her kristendom er meget mærkeligt. En tekst fyldt med domsforkyndelse, sydende gryder i helvede og sådan… Argh – alt det jeg ikke synes, kirken skal stå for. En af de tekster, der kan skræmme enhver væk og tænke, at kirken ikke har rokket sig en tøddel de seneste 500 år.

Det var Inge-Hanne Broström, der udlagde den med Guds kærlighed som tolkende fortegn og så blev den fin og til at forstå – men selve teksten var altså sådan en omgang nærmest gammeltestamentlig domsforkyndelse, og dét fik mig til at trykke på “Send-knappen” til Teologi for lægfolk 2009/2010, 1.årgang. Jeg vil bare vide noget mere, jeg vil begribe det, jeg vil fatte det, jeg vil kunne sætte det ind i nogle rammer. Nogle mennesker vil have vished – jeg vil have viden – og det håber jeg at få på de tre år kurset samlet set varer. Man binder sig dog kun for et år ad gangen.

Jeg glæder mig allerede til en weekend hver måned at sætte mig ned og få fyldt noget ind i hjernekisten. På arbejdet skal jeg som specialist altid levere, levere, levere… Klart nok, det er derfor de har ansat en halvgammel specialist – men hvor går jeg hen og lader op mentalt? Efteruddannelse og kompetenceudvikling har jeg i årevis selv sørget for i min fritid; det har den klare fordel, at så kan man selv vælge, hvad man vil lære. Og jeg vil altså lære noget teologi for lægfolk!

Tankerne kører naturligvis allerede med spørgsmål som “hvem er de andre?”, “er jeg den yngste?”, “er det en pensionisthøjskole?”, “er de meget klogere end mig – ved de alting på forhånd?” osv. og jeg må da sige, at sporene fra den halve jul på Haslev Udvidede Højskole skræmmer – men dette må bare være anderledes alene vurderet ud fra lærerkræfterne, der alle er fra universitetet.

Af og til føles det godt at gøre noget man har planlagt længe – og tænkt meget over, hvilket minder mig om kendt Peter Plys-citat: “Organisere gør man, før man gør noget – for at det, man gør – ikke skal gå i kludder”. Nu håber jeg så at dette er så tilstrækkeligt organiseret, så det ikke går i kludder!

Stav ord efter staveord

Måske skulle vi gå tilbage til staveord?

I går den 12. juni 2009 kom der en byge, der varede ca. 36 timer, så jeg tog bus og tog til og fra arbejde. Med kollektive transportmidler kan man bare sidde og kigge ud; sådan ganske enkelt lade sig fragte… Så ser man noget andet, end man plejer.

På Ålholmvej Ålekistevej var der et fantastisk skilt over en butik nemlig “Kiosgen” – nu står verden ganske enkelt ikke længere. Så lær dog for pokker at stave til “kiosken”!

Laver man en billedsøgning på Google på “staveord” får man blandt andet billedet herover med teksten “Sig – lyt – skriv”, og måske er det lige præcis problemet? Det er nemlig ikke nok at sige og lytte, for så skriver man naturligvis: “kiosg”; det ville ikke engang være korrekt på norsk.

Jeg syntes, danskerne staver dårligere og dårligere – dette er forkert; det hedder i præsens “Jeg synes, danskerne …” men prøv at lægge mærke til (de fleste ville skrive “ligge”), hvor ofte det anvendes forkert.

Tag en tur på Facebook, når du vil se ubehjælpsomt dansk.

De, der udarbejder diverse smådumme quizzer, burde få nogle til at hjælpe sig med korrekturen. Et par eksempler: En gruppe hedder “Jeg hader langsomme computer”, en quiz hedder “Hvor godt kender du din Danmark?”, et indlæg om nogle kamphunde “.. det nære mig du ikke vil se sandheden i øjene.. du siger at det kun er muskelhunde…”. Her mangler fuldstændig kommaer og den slags småting, og mon ikke også sætningen skulle have startet med “Det nager mig, at…”? Eller hentet et helt andet sted fra “…kommentarer og foreslag omkring dette website…” Man kan have kommentarer “til” noget – ikke hverken “om” eller “omkring” og så hedder det altså “forslag” – Argh…

Vi burde bruge flere staveord

Når du læser på nettet, så prøv at lægge mærke til, hvor vanskeligt skribenterne har ved at formulere sig. Det er rystende, og det er både gamle og unge, der formulerer sig ubehjælpsomt. Internettet er fint og smukt og demokratisk og alle kan ytre sig, og det er dejligt, for det er jo netop formålet.

Mit budskab er, at vi som samfund må udstyre borgere (stor og små) med de rette kompetencer for at blive hørt, for at blive taget seriøst. Hvad nytter det at ytre sig om alskens emner, hvis det ikke er formuleret bare nogenlunde korrekt? Jeg er næppe den eneste, der ikke rigtig gider gætte på, hvad der nok skulle have stået.

Herudover så er det ikke indbygget i de virtuelle medier, at man skal udvise manglende omhu. Man må gerne læse teksten igennem en gang mere, selv om man ikke trykker den i en bog, men lægger den på nettet. Vi kan ikke forestille os en forfatter, der ikke læser korrektur – eller får nogen til at gøre det for sig – inden bogen går i trykken, vel? Men når tekster skal på nettet, så gør de færreste sig den ulejlighed at gøre sig umage. Det hele skal gå så stærkt, at der ikke er tid til kvalitetskontrol. Risikoen er manglende gennemslagskraft uanset hvor godt, indholdsrigt og rigtigt det oprindelige budskab var.

Tøserunden 2009

Focus Cayo

“Vinden er din ven, for vinden gør dig stærk”

Sådan står der i en bog, jeg har om cykeltræning. I givet fald må jeg være ganske enormt stærk efter i går at have kørt 82 km. i modvind.

Anledningen var “Tøserunden” anno 2009, som blev afviklet uden regn i 14-17 gr. Celsius, men med masser af modvind. Det var ganske enkelt koldt! Fra Tommestrup – efter 82 km. – vendte det, og vi fik vinden sideværts ind eller ligefrem i ryggen. Det var fantastisk!

Da der manglede 30 km. stod min computer på et gennemsnit på 23,3 km./t. og jeg besluttede at bruge de sidste 30 km. på at få gennemsnittet så højt op som muligt. Det lykkedes dog kun at øge det til 24,1 og det er 0.9 dårlige end sidste år – men jeg var nu alligevel tilfreds, da jeg trillede ind over stregen 5 timer og 5 minutter efter start, kl. 14:45. I alt havde jeg holdt pause i 20 minutter.

Det meste af tiden kørte jeg for mig selv, for jeg har mit evindelige problem: Jeg kan ikke følge med de hurtige, men jeg er hurtigere end de fleste. Så jeg kommer tit til at køre alene. En undtagelse var dog, at jeg lige stødte til departementschefen og en af hendes veninder for en stund. Vi fulgtes fint omkring 20 km., men de ville holde ind ved 1. depot, og det springer jeg altid over. Så jeg kørte videre selv.

Jeg holdt ind ved 2. depot efter 60 km. og nedsvælgede en banan, noget saft og en kop kaffe – alt sammen dejligt, men man når at blive godt kold, og det er sejt at komme i gang igen. De resterende depoter kørte jeg derfor bare forbi. Efter 2. depot prøvede jeg at komme med på et MIM-tog, der kørte særdeles godt anført af en virkelig sej kvinde fra Odense. Men de kørt 28-29 km./t. og jeg måtte træde af på naturens vegne – og så var det tog kørt, og jeg fandt ikke andre undervejs.

Der er smukt på Stevns! Adskillige rapsmarker var på vej til at gulnes og nydeligt nok var der anbragt røde valmuer hist og pist. Et kamera havde gjort underværker, hvis man ikke samtidig skulle skynde sig til Køge

Jeg er virkelig utrolig glad for den cykel, jeg købte sidste år. Den er min stabile makker, den svigter ikke, den triller bare derudad. Gearet blev lige justeret i sidste uge, og den fik en klud fredag aften, en fodpumpe bragte os til 120 PSI, det samme som 10 atmosfærers tryk og så står den stadig i al sin herlighed og med “forhandlerglans” – og det er altså ikke fordi, den ikke bliver brugt.

Det er jo i og for sig ingen sag at køre 112 km. på en carbon-ramme – næh dem jeg har respekt for er dem på “havelågerne” med interessante lyde for hver en omdrejning – tænk at de klarer det. Og alle dem med tre gear og cykelkurv, og de lidt dumsmarte med bare tæer i klip-klapper (du ved de der blå sandaler med en strop ind mellem storetåen og 2. tå) – jeg begriber ikke, hvordan (endsige hvorfor) de gør det.

Selv har jeg brugt dagen i dag på at restituere mig, bare tullet hen i kirken og tilbage, afgivet min stemme, gjort min borgerpligt og også bagt nogle muffins – men jeg er da oppegående. Hvordan klarer de andre den?

Kortet herunder, som er virkelig grimt (fx som hovedregel unde de danske specialtegn), er fra turens officielle hjemmeside. Og der er også mange andre ting, der trænger til at blive strammet op fra arrangørerne side – de kører efterhånden bare på renommeet, fordi de ved, vi møder op under alle omstændigheder og næsten uanset prisen. Der har været fuldstændig kuk i tilmeldinger og startnumre i år; den udleverede tidsmålings-chip manglede halvdelen, og jeg nåede slet ikke at sætte min på, fordi der var gået en ½ time med at stå i kø for at få startnummer og chip udleveret. Ja – og så kunne man hente t-shirten et andet sted… det har de nu nok sparet temmelig mange t-shirts på.

Men hvorom alting er: Jeg skal også med næste år, for det er en god og sund tradition!

Tøserunden 2009