Viceværter

En af mine aversioner er Viceværter – eller i hvert fald dem der er der, hvor jeg bor. Gutterne er så mænd flinke nok, det er mere det job de udfører.

For mig at se, er en vicevært en fyr, der ikke kan tåle at se noget grønt vokse op. Fluks der kommer en uplanlagt vækst, kommer viceværten og fjerner den. Jamen hvorfor nu det? Det er da dejligt med en hyld, der vokser op ved et vindue.

Og hvorfor skal græsset partout slås to gange om ugen, så alle de små bellis får kappet hovedet af igen? Næh, de skulle hellere springe en græsslåning over og så få fjernet alger, på det (engang) hvide stakit, der blev sat op ved containerne, og som faktisk var pænt, da det blev lavet med fancy lamper og alting, men som nu ligner jeg ved ikke hvad, fordi det vender mod nord og aldrig ser solen. Hvis man ikke vedligeholder tingene, forfalder de da.

Hvis de nu sprang endnu en græsslåning over kunne der også blive tid til at fjerne alger og duelort i kælderskakten, så man ikke hver morgen skulle balancere med sin cykel gennem alt det…

Vi har lige fået støbt nye trappesten ved indgangsdørene. Bevares det er pænt og nydeligt, men igen undrer jeg mig over prioritereringen eller manglen på samme, for de gamle trappesten var da helt i orden.

Glæd dig til næsten brok-blog, den kommer til at handle om folk, der ikke kan sortere deres affald.

Vi var pionerer

Der er en periode af mit arbejdsliv, jeg ofte tænker tilbage på med et lille sug i maven. Vi var en håndfuld, der på stort set samme tidspunkt blev ansat i en lille statslige institution i vækst. Vi var håndplukkede rundt omkring fra, og der var meget, vi ikke vidste – men der var én ting, vi ville, og det var at være med til at sætte præg på institutionen og dens planlagte vækst – en vækst der skulle vise at blive langt større, end vi nogensinde havde drømt om.

Vi var nok en flok særlinge, men vi havde respekt for hinandens kompetencer. Det var længe før nogen af os havde været på lederkurser, og egl. ledede vi også bare os selv og hinanden, for vi havde lysten og viljen til at lære det, vi ikke kunne på forhånd og til at skabe de ultimative løsninger. Vi stillede os ikke tilfreds med at lave tingene halvt, hvis de kunne laves helt. Jeg savner det lille sted, og mest af alt savner jeg den helt særlige stemning vi i fællesskab skabte der.

Jeg var der som ung budgetkonsulent, og havde fx ikke erfaring med at administrere lokalløn. Min ven var der som ung regnskabsleder, og han var heller ikke helt skarp til det. Men vi skulle jo kunne det, og vi havde sådan set kun hinanden at lære af – og hvad gjorde vi så? Vi lukkede os inde på et kontor en hel eftermiddag med cirkulærer, vejledninger og regneark – og lavede eksempler. Og da vi kom ud havde vi lært det – og jeg skal hilse og sige, at vi aldrig har glemt det igen.

Da jeg gjorde en af de andre opmærksom på det forleden, sagde han “Vi var jo pionerer”, og det er rigtigt. En pioner afdækker nyt og ukendt land, og det gjorde vi sandt for dyden. Vi knoklede men syntes, det var vores sted, og det var os, der lagde grundstenene.

Jeg har tit tænkt tilbage på det som en af de bedste perioder i mit arbejdsliv, og føler mig ret overbevist om, at det var pionerånden, der var forskellen til alle de andre steder, jeg senere har været ansat. det at bygge noget varigt sammen med de andre var unikt.

Uden at formulere det så konkret, havde vi “fælles mål og fælles ansvar”, og hu hej hvor det motiverede. Senere har vi så været på lederkurser og lært at det hedder sådan, og at det er meget motiverende. Hæ hæ – det vidste vi da godt, for vi havde selv erfaret det.

Læreproces

Disse dage ser jeg alt gennem et objektiv, også når kameraet ligger hjemme! Fotokritik.dk er virkelig et formidabelt site, hvor man straks føler sig hjemme. Jeg har selvfølgelig også været så så heldig, at mine først to uploadede fotos blev taget godt i mod.

Man har lov at uploade fem hovedbilleder pr. uge, og hvert af disse kan evt. ledsages af fire ekstra, der evt. er en del af en serie. Forståeligt nok, at der er begrænsninger på antallet af uploads pr. uge. Det er en sjov proces at udvælge egne billeder til upload – det lærer man faktisk også noget af. Man skal jo “spare”, og så bliver man vældig kritisk med det hele.

Jeg har taget billeder i ca. 10 år, men altid kun til mig selv, og jeg har faktisk kun haft én ven at vise dem til. Han er god til at komme med konstruktiv kritik, og ham, synes jeg, har jeg lært meget af. Jeg beundrer hans billeder. Fra de første år husker jeg ham sige “Gå tæt på” hundrede gange – og det har virket. Nu går jeg tæt på det hele, måske også for tæt, men jeg er blevet vild med detailler, som ingen andre ser. Når jeg ser andres billeder, tænker jeg tit på, hvorfor de ikke går hen til motivet – venter de på, at det skal komme til dem? Det er sådan et banalt trick, men det bringer liver og nærvær.

Mit beskedne lille varemærke er, at prøve at lave anderledes billeder, skøre billeder, som ingen andre kunne finde på at lave. Og selv om jeg ved, at det på ingen måde er stor kunst, og selv om jeg ikke er teknisk nær så god som alle andre, så kan jeg alligevel se, at der er nogle, der kan lide motiverne. Det er en glæde.

I aftes vovede jeg at uploade mit billede af smeden Otto Sørensen fra Uhre på Fotokritik.dk; og det blev sørme også taget vel imod. Jeg kan selv godt lide det, fordi det på sin egen facon fortæller en historie om en dygtig håndværker, der kan sit kram.

Ejstrup kirke med skyer

En kollega fortalte mig om www.fotokritik.dk, og efter at have taget mod til mig et par uger, prøvede jeg at uploade “Ejstrup kirke med Skyer”; og tænk, det blev sørme taget vel imod! Måske kender du det: du er i gang med en proces, der er en trænings- og /eller læreproces, du er selv helt godt tilfreds med de foreløbige resultater, og så er det altså bare ikke særlig befordrende for den videre udvikling at få en sønderlemmende kritik. Du kan se det i stor størrelse i mit galleri. Når du klikker på billedet, forstørres det.
Selv har jeg det sådan, at de få gode billeder, jeg selv synes, jeg tager, har jeg et forhold til; måske er det glæden over, at det lykkedes, måske fascinationen af at”tænk jeg så simpelthen dette motiv” eller noget lignende.

“Fotokritik.dk” virker til at være et rigtig rart site, hvor de godt kan huske, at de også selv en gang var begyndere. Jeg har i hvert fald fået blod på tanden og smag for mere fotograferen.

Jeg synes bare, denne sommer mangler godt lys. Gråvejrsdage giver jo ikke de mest interessante lys-effekter. Billeder handler om at fastholde indtyk og give dem et udtryk – og det gøres nu bedst med sollys, eller skulle jeg gå over til gråtoner?

At have en have

Det er en glæde hvert forår at “pakke altanen ud”, tage på planteskolen, tage hjem og plante og så se det hele gro. I år har der ikke været så mange stunder til faktisk at være derude, men vejrguderne har til gengæld gjort, at det hele er mere frodigt end nogensinde før. Billederne er taget ude fra – og faktisk har naboerne mere glæde af mine tallerkensmækkere (også kaldet Blomsterkarse) end jeg selv, men sådan er det jo, når man par tout vil have en hængende have, og man bor på 1. sal.