Brændt af, elværktøj og venner

Jeg har en dejlig topbetjent lille Whirlpool vaskemaskine 2½ år gl. Den skal sælges, for jeg får for 1. gang i mit 43-årige liv et køkken med plads til indbygget vaskemaskine. Det er jo i sig selv helt fantastisk. Hvordan sælger man noget? Alle taler om Den Blå Avis på nettet. Så det prøvede jeg.

En “dame” i Borup ved Roskilde ringede, og ville meget gerne købe den, og bad mig forsikre hende om, at jeg ikke solgte den til andre, før hun fik løn fredag. Hun ville arrangere afhentning med 3 * 34 fredag eller lørdag. Som konsekvens heraf slettede jeg selvfølgelig min annonce på nettet.

Fredag skete der ikke noget, lørdag ved 15:00 tiden ringede jeg til hende. “Jamen hun havde da købt en anden, for transporten blev for dyr”, og så smed hun røret på. Det kunne hun da for pokker have meddelt – hvad er det for en metalitet? Er et ord ikke et ord mere? Den slags mennesker er på min “aversionsliste”.

Har sendt kvindemennesket en SMS med mit kontonummer, bedt hende indbetale annoncens pris og underskrevet mig Cand.Jur., hvilket jeg ellers kun sjældent gør. Det kommer der nu nok ikke meget ud af.

Så hvis du vil købe lidt hårde hvidevarer af højeste kvalitet og i fineste stand, er jeg gået over i hvidevarebranchen for en kort stund.

En ny verden åbner sig på mange måder:

Jeg har købt mit første stykke elektriske værktøj: En “husmor skrue- og boremaskine” – og mener endda at være i stand til at betjene den. Det bliver sjovt. Den kan ikke bore i mur, men pyt, det kan jeg heller ikke. Huskede endda at købe unbracco-bits, da Ikeas Ivar reoler har 100 unbracco-skruer (mindst).

Når der for alvor skal bores, kommer Gert fra Rødovre og Leif helt fra Herning. Hvad skulle jeg gøre uden vennerne? Det vælter ind med tilbud om hjælp. Hvor er det dejligt. Tak alle sammen.

Jeg håber, jeg kan gøre noget andet for jer en dag.

Kundepleje og pranger-kultur

På mit job arbejder jeg meget sammen med et par meget unge konsulenter. Hvor er jeg imponeret af dem; nu må man aldrig skære alle over én kam, men alligevel gælder nedenstående måske for mange unge?

Min erfaring er: de er super professionelle, ordholdende, dygtige, ihærdige og ved noget om kundepleje. Af samme grund har jeg også valgt et par unge til at male min nye lejlighed.

Det modsatte: prøver at indhente tilbud på el-arbejde. Ringer til et velrenommeret firma på Christianshavn. Præsenterer mig og fortæller, at “jeg ønsker tilbud på el-arbejde i forbindelse med flytning”. Svar: “Jamen vi har meget lang leveringstid, ca. tre uger.” Replik: “Det gør ikke noget, for jeg er i god tid. Opgaven er xxx, hvad vil det ca. tage af tid og koste?” Duplik: “Det vil vi overhovedet ikke sige noget om, men timeprisen er 500 kr. + moms.” “Ja, men hvordan skulle jeg som kunde have en idé om, hvorvidt den slags erfaringsmæssigt tager 2, 20 eller 50 timer?” Jeg troede, de var fagmændene!

Der køber jeg aldrig så meget som en 40W pære!

Har en aversion mod pranger-kulturen, der er omsiggribende. Jeg prøver at sælge mit meget velholdte, men 8 år gamle, Electrolux-køleskab via Den Blå Avis på Internettet. Har gjort mig umage med annoncen, der kostede 200,00 kr. at oprette, der er billeder, alder og pris er angivet. Har skrevet datoen for, hvornår jeg ikke længere selv skal bruge det. En potentiel køber ringer; hun vil have det anden dag og vil give det halve, fordi det er otte år gammelt.

Jamen kan hun ikke læse?

Projektledelse

Siden 1997 har jeg i mit arbejdsliv været projektleder for organisations- og IT-udviklingsprojekter. Nu leder jeg projekt for mig selv: Projekt flytning. Da jeg som udgangspunkt hader at flytte, prøver jeg at planlægge en struktureret flytning, som måske vil bevirke, at jeg kan hade det mindre.

I Microsoft Project (men det kunne også være sket i word og Excel) er projektet oprettet sammen med alle elementerne: fx bestille maler, bestille elektriker, kontakte vicevært, hente nøgle, bestille flytning og kasser, sælge én vaskemaskine, købe en anden vaskemaskine osv.

Project kan integrere med Excel, og giver et overblik over dels rækkefølgen opgaverne bør udføres, dels budgettet; og det kan opdateres, når der kommer nye oplysninger (læs: bliver nok dyrere) Indtil videre er det hele til min store overrakelse sjovt.

Der bliver overlap på min. to måneder, for der er tre måneders opsigelse på Vanløse-boligen. Det betyder, at jeg er i god tid, hvilket atter bevirker, at jeg kan få håndværkere, flyttefolk osv., når det er påkrævet.

Jeg er vist en OK projektleder… på arbejdet har jeg ikke selv glædet mig over resultaterne på samme måde, for det er job, og arbejdsgiver skal bare have leveret varen for lønnen, men her er det mig, der får glæden og resultatet.

Eet er planlægning, et andet er udførelse. Gad vide om det også kommer til at virke? Kommer håndværkerne mon, når de skal? Passer priserne eller går jeg fallit? Alt sammen meget spændende.

Du slipper ikke for at høre nærmere…

Det er en realitet

Der kom lige en mail:

“Du er blevet tildelt den bolig, du tidligere har accepteret et tilbud på”.

Så har jeg ikke planlagt og drømt forgæves.

Min exit som maler

Sidst jeg malede noget er vel ni år siden, hvor det gik ud over to reoler. De er nogenlunde pæne. Tænkte at jeg måske var blevet bedre med tiden, sådan bare ved et mirakel, og med tiden og med det grå hår, og så begyndte jeg på fire hylder, skaden ville da være til at overse, hvis det nu gik galt.

De hylder er simpelthen blevet så grimme, at de højst kan bruges i kælderen, og får jeg ikke lejligheden, bliver jeg nødt til at købe nogle nye her til! Jeg har brugt oceaner af tid, ødelagt en t-shirt, alt roder og køkkenet måtte gøres ekstra rent. Rullen og rullebakken er smidt ud sammen med maling og grunder.

Nu har jeg mine læsere som vidner. Hvis jeg atter engang skulle få den vanvittige idé at male noget igen, så bind venligst mine hænder på ryggen, og hold fast i min portemonnæ hos farvehandleren. Heldigvis kan jeg selv le ad det!

Respekten for min ven, der har malet en hel lejlighed på mere end 100 kvm, er vokset til uanede højder i dagens løb. Man burde kunne male ved at højreklikke! Jeg glæder mig over, at hver gang jeg sender opgaver til min PhotoShop-lærer er hans eneste kommentar “Perfekt”. Der er altid noget man er god til, man skal bare finde ud, hvad det er…

Sikke en lørdag.

Ikea – en lørdag

Mine håndværksmæssige evner rækker omtrent til at samle nogle kassetter til opbevaring af kirkebøger og CD-rommer, og skifte de 20 år gamle tidsskriftholdere ud med nogle tidssvarende. Ikea har nogle pæne kassetter, der passer perfekt i bredde og højde til dels kirkebøger, dels CD-rommer.

Som sagt så gjort: Jeg har været i Ikea af alle steder en lørdag formiddag. En gruopvækkende oplevelse at være der og at komme gennem kassen: par der skændes, unger der skriger, folk der ikke kan styre deres gigantiske indkøbsvogne med to sofaer på. Rædsomt – det er lige før jeg lover mig selv, at det aldrig vil gentage sig, men jeg ved godt, det ikke holder. Måske skal man bare finde en anden dag end lørdag med familien Danmark.

Ikea var et stop på vejen hjem fra Hørsholm, hvor jeg har set på mulighederne for skabe. Milde himmel hvor er det lækkert. Skulle jeg få lejligheden, er det de skabe, der skal ind. Jeg fandt også nogle gardiner – hvid flagdug med tynd blå streg i. Så passer de til gulvtæppet, der fremover vil blive et frimærke…

Dagen startede 05:50 med vækkeur, for så kunne jeg lige nå at give to hylder noget hvid maling, så kunne de tørre under udflugten. I går fik de grunder, så der ikke er mere træ tilbage. Maling og pensler kostede 4oo kr., måske kunne jeg lige så godt have købt fire nye hylder. For at male fire hylder roder alt. En 2V er god at sidde ved computeren i. Så snart man gør andet, roder det hele.

Skulle jeg ikke få lejligheden, har jeg da fået nogle tidsskriftskassetter, fire hvide hylder, og fået smidt de gamle betalingsoversigter, tandlægekvitteringer og lønsedler ud.

Flyttetanker

Milde himmel hvor den måske forestående flytning optager mine tanker. Hvis jeg ikke får den lejlighed, vil det nærmest blive en lidt tom fornemmelse. Ansøgningsfristen udløber på fredag, og så får jeg sikkert svar på mandag.

Har brugt aftenen på at surfe rundt på nettet og se på lysskinner og lamper til loftet, walk in closets, spiseborde, vaskemaskiner og hvad ved jeg. For sådan en som mig, der hade at gå i butikker er det ídeelt at kunne planlægge det hele hjemmefra. Jeg ville aldrig orke at gå fysisk ind i alle de butikker og sammenligne priser, men hjemme ved pc’en er det sjovt. Nogle sider har også en service, hvor man kan se andre kunders vurderinger af fx en håndværkers service. Det er web2, når det er bedst – tænk at kunne undgå Københavns værste handyman bare ved at støvsuge Internettet.

I det 3. værelse ville det fantastisk at få et gigantisk skab bygget præcis til mine behov og til det rum. Så behøvede jeg ikke andre skabe overhovedet – alt kunne gå derind. Har fundet et meget flot et på en hjemmeside, men prisen er også flot! På den anden side så ville det være en investering for resten af livet, og alle opbevaringsbehov er derefter løst for altid. Måske skulle jeg virkelig gøre det?

Jeg hader loftlamper, men elsker godt lys, så løsningen bliver lysskinner med glasspots. Det kan blive rigtig flot. Og tænk man kan sidde hjemme i Vanløse og handle i Nørre Åby på. Hvordan levede vi mon dengang før Internettet? Husker stadig mig slev stå i ca. 1996 og sige til Peter Munck “Det der Internet – en global opslagstavle, næh, det bliver vist ikke til noget.”

Langt de fleste af de ting, jeg har her, skal med, så det eneste jeg er nødt til at købe er faktisk et nyt spisebord og en sofa. Det bliver mit livs første sofa. Lidt grotesk at jeg skulle blive 43 før jeg kunne få en sofa.

Og den alvorlige del af festen er noteret i et regneark. Det løber godt nok hurtigt op! Indskud 30.00, maler 20.000, gardiner x kr osv. Mine hænder er så elendigt skruet på, at jeg aldrig ville tænke på at male selv, og at male en hel lejlighed er en kæmpe opgave, så jeg ville aldrig spørge nogen om hjælp til det. Jeg har fået to uafhængige tilbud, der begge siger 20.000. Det er godt nok mange penge, men det ville være et tåbeligt sted at spare.

Nå – men jeg mangler bare at vide, om lejligheden bliver min fra den 1-10-2007 (!) for jeg har planlagt resten incl. en uges ferie

Glad – en gang lommefilosofi

For det meste går man bare rundt og lever, uden at tage stilling til, hvordan det nu er at være i live. Og sådan skal det nok også være. Jeg har det nu lidt anderledes. Mit lille mantra er “Life is an offer you can’t refuse”.

Slægtsforskningen med kirkebøgernes optegnelser om dåb, konfirmation, vielse og død, og det at jeg er medejer og medstifter af initiativet Dansk KirkegårdsIndex, som er en ressource til slægts- og lokalhistorikere, hvor jeg ind i mellem tager billeder af alle gravsten på en kirkegård og efterfølgende indtaster teksten fra stenene i en database, gør at jeg er opmærksom på, at “Livet er jo dagene”, og at rækken af dage ikke er uendelig, selv om de fleste af os lever sådan.

Vi tror, vi er udødelige, indtil det modsatte er bevist. Men det er en fejlslutning. Måske burde jeg ikke tænke sådan, men det gør jeg altså, for det er ofte bevist, at jeg har ret

Når man har erkendt – og ved – at vi ikke er her evigt, er det om at optimere den periode, vi er her. Det kan gøres i det store og i det små. For mig har det ikke materialiseret sig i det store, men jeg er opmærksom på, at kan jeg vælge, gør jeg kun det, jeg har lyst til. Et ex er at lade være med at lade som om, jeg er udadvendt, når jeg overhovedet ikke er det. Måske er lykke bare at leve i overensstemmelse med den, man nu er? Kunsten kan så være, at finde ud af, hvem man er.

I mange år (mere end 10) havde jeg kun fokus på mit arbejde og min karriere, som bare er meget almindelig; jeg havde ikke tid til at leve. Dengang var jeg ofte utrolig bange for pludselig en dag at være blevet gammel, at vende mig om, og så sige “Jamen det var jo slet ikke sådan, det skulle være”. Der er kun én chance, og den kommer aldrig igen. Søndag den 16. september 2007 kommer aldrig igen. Da jeg fik en hobby, begyndte jeg at prioritere tid til den, hvilket vil sige, tid til mig.

På den måde kan jeg sidde en søndag foran en kirkebog, min pc og med gode gamle Giro 413 i baggrunden og føle mig glad. Bare sådan helt almindelig glad. Det er er da herligt.

Måske skal jeg flytte!

Havde annonceret en post om affaldssorteringsaversionen – den må lige vente!

Har fået et tilbud om lejlighed til en passende pris, som jeg måske kan få, hvis der ikke er nogle andre, der måske også kan få den, der får den i stedet for mig. Underligt at skulle “kæmpe” med fremmede mennesker om sit måske kommende hjem. Men sådan er det jo være single og lejer og ikke kunne ville prioritere at betale 3,1 mill. kr. for en skotøjsæske i stueetagen på Åboulevarden på hjørnet af Blågårdsgade.

Der kom en mail i går med et tilbud og anvisning på, hvordan jeg kunne se den. Tog en vogn derud; fyren, der boede der og hans to børn var lige midt i deres take away, og det hele så ud som det gør, når man snart skal flytte, og nogle af væggene var både grønne og hvide. Men jeg så det ikke – jeg så det som en kommende fed fed lejlighed til Stegemüller.

På 10 min. skal man lige tage stilling til, om man vil sætte sig hjem til computeren og trykke Ja eller Nej på den lille knap, og er man heldig, skal man så leve, grine, græde og elske dér i stedet. Mærkelig proces.

Jeg kan næsten ikke huske, hvordan der virkelig så ud. Jeg trykkede på Ja og håber! Gad vide, hvad jeg har sagt ja til?

Jeg har boet mange mange år i min lille 2V lejlighed, og jeg elsker den og min altan; mit voksenliv er grundlagt her, jeg har grædt, grinet, elsket og levet her, og det bliver jeg måske ved med, hvis der nu er nogle andre, der har bedre anciennitet end mig.

Hader at flytte, hader processen – det gjorde jeg i hvertfald sidst for 17 år siden, egl. ville jeg gerne springe den over, og bare gå i seng her en aften, og vågne op det nye sted næste morgen, når der allerede var blevet hyggeligt. Bare min hænder var skruet bedre på – næh giv mig et tastatur.

Hvor er det dobbelt alt sammen, vil gerne, vil ikke. Men måske er jeg klar til at rykke videre?

Gik lige op på loftet i dag og så på, hvad der er overflødigt, gennemgik et par skabe og skuffer iht. 1-årsreglen (ting jeg ikke har et særligt forhold til, eller ikke er meget dyre og ikke har brugt 1 år er overflødige og skal ud – så får man ikke samlet så meget sammen i en 2V). Jamen jeg er sådan set klar. Det er godt nok underligt.

Samtidig årh nej, hvad nu med altanen, Irma, mit Vanløse. Hvis der ikke er en Irma, får jeg ingen mad… og har jeg råd, det er dyrt at flytte, og hvad nu hvis, og man skal også skifte læge. Sikke en proces, der kan blive sat i proces bare ved at se en 3V (jeg synes nu det er en stor 2V med kammer – 79,1 m2 brutto. Stuerne er “kæmpe”, synes jeg, men jeg kommer jo også fra 53m2. Mit flotte 12 m2 u-ægte tæppe vil vist ligne et frimærke i et hjørne. Hvad vil jeg gerne have af nye ting? Skulle jeg bare få alt nyt og smart og Futon? Nixen bixen – hyggen skal flytte med fra Vanløse, og det skal stadig være minimalisme. Der bliver bare mere plads at lave det på.

Mine københavner-bopæle er få siden 01-08-1980:

1. Nørrebro, Dagmarsgade 5, 4. sal, et lejet værelse ud til baggården med lokum på trappen. 1 år
2. Amager, Hovmålvej 80-13 mit dejlige kollegium 12 m2 + lille bitte køkken. 9 år
3. Vanløse 53 m2. 17 år
4. X-by, 79,1 m2, x år

Spændende og skræmmende.