Skabs B-menneske

“Hvorfor skal vi alle sammen arbejde på samme tid og efter samme mønster, som vi gjorde i industrisamfundet, når innovationssamfundet ikke kræver det? og når en fjerdedel af befolkningen har en døgnrytme, der ikke passer til det?” Kilde: B-samfundet.

Når jeg får en god idé, og får lyst til at føre den ud i livet eller bare at begynde at planlægge den, behøver jeg ikke kigge på uret; klokken er nemlig 22:00!

Hele mit liv har jeg passet mig ind i A-rytmen (endda overdrevet) ved at stå op kl. 06, møde før 08 osv., men min naturlige rytme, som jeg kender den fra ferier, er at stå op kl. 10 og gå i seng kl.02. Kl. 22 kommer de skarpe idéer, det gode design, de kraftfulde visuelle udtryk mv. Jeg glæder mig allerede til at gå på pension, for til den tid vil jeg gå i seng kl 02 hver nat; sidde oppe foran min pc og nyde den natlige stilhed, og nyde at jeg har ret til at gå i seng, når min døgnrytme tilsiger det.

Når jeg nu har presset mig ind i A-rytmen er resultatet, at jeg stort set hver nat nat sover for lidt, for det er så hyggeligt at liiiiiige gøre et eller andet færdig efter kl. 22.

I aften er en undtagelse; i morgen har jeg en feriedag, så jeg må altså gerne sidde og hygge mig med at lave en julekalender (Julens slægtskalender) med 24 låger, som du kære læser måske har lyst til at følge i december.

Morgendagen: Ikea uden skrigende unger, uden børnefamilier, faktisk forhåbentlig kundefri bortset fra mig

Overtrækssko mv.

Merete mener, det er udstyr som dette, der skal anvendes under besøg hos mig i fremtiden. Hvis hun har ret (og det har hun tit), så har jeg allerede fundet et sted på nettet, hvor det kan købes engros til en billig penge

Jeg er klar

Jeg er faktisk klar til at rykke fra Vanløse til Hvidovre, ja det vil sige, der skal lige pakkes og den slags småting, men mentalt er jeg klar.

Det er en sjov proces, hvor man langsomt – men sikkert – forvandler sit hjem til et sted, man ikke længere kan bo og parallelt hermed forvandler en tom, let grim og beskidt (nærmest sundhedsskadelig) lejlighed til en drømmebolig, hvor der er tænkt på allehånde detaljer, og sikkert glemt lige så meget.

I den forgangne uge var jeg en eftermiddag ude med lysskinner og spots, der skal op i lofterne. Eftermiddagslyset ind i stuerne fra torvet med de falmende kastanjetræer betog mig endnu engang, mens jeg gik i gang med at skrabe lidt maling af nogle ruder og små malingstænk af de flotte gulve. Den lejlighed har simpelthen en fantastisk atmosfære i sig selv. Det må være den karma, jeg så den første gang, jeg var ude at se den, og det hele var fyldt med rod og flyttekasser og væggene var grønne og citronmånegule.

Jeg har også prøvet at være der en aften, hvor der nærmest var buldermørkt, og alligevel var der rart. Det er da mærkeligt, at man kan føle sig så godt tilpas et sted, hvor der er helt tomt, bortset fra en gulvspand, en Ajax og en fejekost. Jeg ender nok med at bo der så længe, at jeg skal bæres ud derfra. Og selv om jeg bare bliver der så længe som i Vanløse, så er jeg 61! Det er en underlig tanke.

Gulvet fik sin første vask med en særlig laksæbe til en formue (men kun det bedste er godt nok) og det står så flot, så flot “i al sin glans nu stråler træet”, passer meget godt her, selv om det hører til et helt andet sted.

• I fredags kørte vi nogle skrøbelige ting derud – flyttefirmaer har godt nok en forsikring, men alligevel…
• Senest i dag er der rengøring af køkken og bad for den tidligere lejers regning
• I morgen og de efterfølgende to dage kommer de fra Nyt-Skab og monterer skabet og den tilhørende hylde over arbejdspladsen
• Onsdag har jeg taget en feriedag og skal i Ikea for at købe en ny seng
• Gardinerne bør være på trapperne
• Så kan lysskinner og spots sættes op
• Der skal en radiator op i arbejdsværelset
• Og til sidst en ordentlig/endelig rengøring
• Så er det blevet til et sted, man kan flytte ind. Forvandlingsprocessen er tilendebragt!

Nu har jeg svagt antydet det nogle gange, men hvis det skal siges tydeligt, vil jeg sige, at jeg glæder mig som en vanvittig. Det er, som da man var barn, og hele december vidste, at i skabet stod et elektrisk Lego-tog samt en hel lille stationsby og ventede. Og det ville bare ikke blive juleaften…

For lidt tøj

I går blev de første fem flyttekasser fyldt og straks ligner mit hjem et bombekrater. Et tårn med fem flyttekasser er pr. definition grimt!

Jeg har ikke tøj nok i forhold til bøger. Det skyldes, at man jo ikke må lægge for mange bøger i en kasse, men skal fylde op med noget let. Det var bare fire hylder med ganske få bøger, og så er halvdelen af klædeskabet tømt. Jeg tør slet ikke tænke på, hvad der vil ske, når jeg skal i gang med de egentlige reoler. Men det afspejler mine prioriteringer godt; tøj er uinteressant og et nødvendigt onde, men bøger er dejlige.

Tilbragte i øvrigt aftenen – ved siden af tårnet – med at sætte en masse links til dejlige gamle billeder ind i slægtsforskningsprogrammet Legacy. Jeg har fået tilsendt nye billeder af min tipoldefar Ole Christensen (født i 1858, død i 1917) fra en anden af hans efterkommere, og endnu en gang tænker jeg, at billeder skaber liv (også) til vores forfædre. Billederne vidner om en svunden tid, hvor verden så helt anderledes ud, end den vi kender.

Ole Christensen havde en bror ved navn Nicolai, der var fyrbøder på Hørvebanen i Ods Herred. Jeg har fået billeder fra dengang vinter var vinter, og banearbejderne gravede et helt lokomotiv fri af snemasserne. Fantastisk at billederne er bevarede, og at der er generationer der har gjort sig den umage at gemme.

Kom også over billeder fra 1970′erne; verden må have været gullig dengang, for de har alle sammen et underligt gulligt skær – eller også er det bare omgivelsernes påvirkning gennem årene.

Vores digitale billeder i dag vil ikke komme til at tage skade, og i teorien vil vores efterkommere kunne sidde om 200 år, og se knivskarpe billeder af os. Det eneste, der kan hindre det, er at billeder i dag har en langt mere flygtig karakter, og er hver mands eje. Vi tager en masse billeder, for det er nemt og billigt med vores teknologi, men tænker vi også på at bevare dem for eftertiden?

Måske nye udfordringer

Engang for ikke så længe siden, var jeg workaholic med stort W. Selv om jeg egentlig ikke ville arbejde som en gal, havde jeg fået bragt mig i en situation, hvor jeg ikke kunne slippe ud af det. Jeg var nærmest blevet afhængig.

Da jeg startede i Udenrigsministeriet besluttede jeg mig for, at min præstationskraft skulle forblive en hemmelighed Det er lykkedes, og det er dejligt. Jeg føler mig overbevist om, at jeg er en langt bedre medarbejder, når jeg arbejder 37 timer om ugen end 70. Det har selvfølgelig holdt hårdt at bevare en normal arbejdsuge i en organisation, hvor rigtig mange arbejder rigtig meget. Så jeg er faktisk også lidt stolt af, at det er lykkedes mig at holde fast i mine 37 ugentlige timer.

Mine aktuelle opgaver er brugersupport for vores 2.700 brugere af en applikation til tidsregistrering. Brugersupport er en dejlig opgave, for den er apolitisk og løsningsorienteret. Enten virker applikationen, som den skal eller også gør den ikke. Virker den ikke, må vi jo se at bringe den til det. Ikke så meget snak – det er lige mig!

Alligevel har jeg vovet øjet og søgt nye udfordringer internt. Vores Webteam mangler en webredaktør, så jeg har knastet en ansøgning sammen til dem. Jeg elsker jo at kode, at lave hjemmesider og at lave billedbehandling. Alle disse elementer er i stillingsopslaget. Vurderet ud fra det mener jeg selv, at jeg har 95 pct. af de ønskede kompetencer.

Hele mit arbejdsliv har jeg gået efter det, jeg syntes, så spændende ud, og det er det, der er mit drive og det er det, der giver mig energi. Jeg ved, at når jeg begynder at kede mig med opgaverne, skal jeg gå efter noget nyt, hvor entusiasmen kan komme igen.

Jeg er lidt spændt på, hvad der kan komme ud af det.

Dejlige mænd ♂

Jeg er temmelig ligeglad med en stor del af det, der optager resten af verden, herunder forskellen på mænd og kvinder; jeg finder det ganske enkelt uinteressant.

Når kvinder siger “Sådan er mænd”, eller siger “mænd er frygtelige, når de er syge” har jeg som regel kun det svar, at jeg ikke kan forstå, hvorfor de sætter mennesker i bås på grund af deres køn.

De mænd, jeg kender, går først til lægen, når de er ved at dø, så jeg gider ikke høre på det ævl. Det er den rene sexisme, som kvinderne selv har kæmpet bravt og offensivt mod siden 1971.

Men lige disse dage går jeg alligevel og tænker over, at jeg har sådan nogle dejlige mænd i min omgangskreds.

Det er gode, rare, kloge og dybsindige fyre, man kan føre eksistentielle samtaler med, fyre som jeg ved, jeg kan regne med, fyre der har tænkt over livet, og hvad de vil med det. Fyre, der er gode fædre for deres børn, og som er ordentlige ved deres kærester. Vi kommunikerer ganske enkelt på et metaplan, og jeg nyder det. Tak til jer – I er nogle guttermænd!

Og nu kom jeg så også selv til at dele verden op i mænd og kvinder, men tilgiv for denne ene gangs skyld.

Bilfrie søndage

Per Meilstrup har udgivet bogen “Danmarksting”, som er en smuk fotobog om 55 års danske klassikere (1945-2000). De er her alle sammen Kaj Bojesens abe, Lillebror fra “Ingrid og Lillebror”, Arne Jacobsens “Ægget”, Kirks “Lego”, Utzons operahus og mange flere.

1973 er illustreret med en Lovtidende A “Bekendtgørelse om foranstaltninger til begrænsninger af forbruget af brændstof til motorkøretøjer mv. (Søndagstrafik)”. Vi havde bilfrie søndage som en direkte følge af Oktoberkrigen mellem Israel og dets arabiske naboer, og vi kunne slås med sne midt på gaden. Det var herlige søndage dengang i 1973.

Den ledsagende tekst: “Den danske regering iværksatte en kampagne der skulle sørge for at strække olien så langt som muligt. Midlerne var bl.a. at opfordre alle til at sænke stuetemperaturen til 21 grader, at lukke stuerne af og at spare på det varme vand. Fyringsolien blev rationaliseret.”

At “rationalisere” er at gøre noget mere rationelt, fx at “rationalisere en proces”; under den tyske besættelse af Danmark var fx sukkeret rationeret, fordi der skulle spares på det. Når noget kun udleveres i afmålte portioner, taler man om rationer. Så det hedder altså “Fyringsolien blev rationeret” hr. Meilstrup.

I samme afsnit om de bilfrie søndage er der i øvrigt et af de de irriterende s’er, som nogle har det med at sætte ind alle vegne: “Sneboldskamp”, det hedder “Sneboldkamp”. Men det svarer til, at de i Udenrigsministeriet ikke holder “chefmøder”, de holder “chefsmøder”. Jeg fatter ikke, hvad det “s” skal ind der for. Forestiller man sig nu, at mange konsulenter holdt et møde, blev det da vel ikke til konsulentsmøde? Eller mere tydeligt er det måske, hvis man forestiller sig mange håndværkere, der holdt møde, så blev det ikke til “håndværkersmøde”.

Og når vi nu er ved det lille s, så er der alt for mange, der ikke kan finde ud af at bruge et genitív-s korrekt og roder det sammen med det angelsaksiske s. Her hvor jeg bor, er der en vej, der hedder Åløkkevej. På hjørnet ligger en købmand, der på sin facade har sat et skilt med “Åløkkevejen’s købmand”. Det er og bliver forkert. I Danmark hedder det “Åløkkevejens købmand”; prøv at lægge mærke til det, du vil se det alle vegne, ingen kan finde ud det I det danske sprog vil man kun kunne bruge s på den måde, hvis ordet ender på -s, z, eller x, fx Claus’ hund.

Hvis du interesserer dig for sprog, bør du forresten straks melde dig ind i FIDUSO (Folkefronten af Intelligente Danskere til Udvikling af Sproglig Omhu). De har en herlig hjemmeside.

Guld fra arkivet

Normalt er arkiver nogle jeg søger ind på lørdage i vinterhalvåret, men på siden “Guld fra arkivet” hos Danmarks Radio, ligger en række radioperler lige til at podcaste og høre på pc’en uanset årstiden. Udsendelserne egner sig glimrende til en aften sammen med kirkebøgerne og slægtsforskningsprogrammet Legacy.

Har du savnet samtalens mester Christian Krüger, der var specialist i at interviewe børn, eller forsvarsadvokaten Carl Madsen, der i øvrigt voksede op på Brede sammen med min farfar, fordi Carls far var 1. lærer på den lille skole i det patriarkalske fabrikssamfund, eller montagemesteren Viggo Clausen? Så er de alle og mange flere at finde her.

Det er som at tænde for en svunden tid, hvor radioen var det mest avancerede medie, man kunne tænke sig. Jeg har lige siddet og hørt Viggo Clausens ‘Jeg tilspørger dig’ om unge nygifte, og tror den er fra 50′erne. Skøn udsendelse, hvor der er tid til at lære personerne at kende. Der er godt nok flyttet nogle holdninger siden dengang, hvor de unge mennesker ‘ciklede’ til arbejde.

De unge fortæller blandt andet lidt om boligsituationen i København. Min nye lejlighed er fra 50′erne, og det er en sjov tanke, at de tre værelser dengang sikkert har skullet huse en familie med to børn. Nu skal jeg dele de 79,10000001 kvadratmeter med mig selv. Det er den rene luksus.

Lyd og billede

Ulempen ved at købe god kvalitet er af og til, at det man køber holder ufatteligt længe, og pludselig har man kun gamle ting

Min gode gamle Onkyo CD-afspiller (fra ca. 1990) afgik ved døden for 2-3 år siden, og selv trods med flere genoplivingsforsøg med IPA (IsoPropylAlkohol) blev musikken skåret ud i meget små stykker, så jeg har ikke kunnet høre musik de seneste år. Det har ikke generet voldsomt, for jeg kan lide stilhed, men alligevel er rart en gang imellem selv at kunne bestemme, hvad der skal komme ud af højtalerne.

Lørdag aften surfede jeg lidt på Hi-Fi Klubbens side og fandt en CD-afspiller fra Denon, så nu er der musik igen. Rart – sikke mange gode cd’er jeg har på hylden. Jeg havde helt glemt dem.

Mit tv er en 14″ sort Grundig klods fra før Ruder Konges farfar blev gift, og det har været fint her, hvor der alligevel ikke er mere end tre meter mellem mig og skærmen – og mit tv-behov sniger sig vel op på tre Inspector Morse pr. måned. Tanken om at sætte det TV op i mit nye hjem har dog ikke huet mig, og så gik jeg amok og købte et 23” LCD-tv, som man ikke får ondt i øjnene af at se på – hverken i tændt eller slukket tilstand.

I går er jeg derfor set i TDC… nå nej YouSee… indkøbende en selectorbox. Det skarpe billede er nemlig ekstra udstyr (svarende til at man senere ønsker sig hjulene til en bil i jule- eller fødselsdagsgave!), og fluks er man bundet seks mdr. til fire ekstra kanaler efter eget valg.

Hvorfor kan de ikke bare sælge boxen til den værdi, den nu engang har? Hvis de tror, jeg glemmer at afmelde mig de fire ekstra programmer tager de fejl – jeg har nemlig allerede gjort det; gnæk gnæk.

Tænk dig, man skal vise pas/kørekort for at få lov til at handle dér. Hvornår skal man vise billedlegitimation for at købe en liter mælk?

Selectorbox og abonnementer eller ej, så er det altså et pænt og diskret TV:

Exit brune døre

I morgen har jeg haft nøglen to uger. Der er lavet el, gulve og malet. Ufatteligt hvad man kan få til at ske med lidt planlægning og lidt held.

Nu er det slut med de brune døre, de grønne plamager, de lyslilla vægge og de citronmånegule vægge. Maling gør – hænderne på kyndige – underværker. Jeg var nærmest rørt til tårer, da jeg så, hvor fint der er blevet. Tænk at det er til mig alt sammen! Jeg så det i skæret fra en håndværkerlampe, men glæder mig til at se det i helt almindeligt dagslys, når det er rigtig tørt. Det skal lige have lov at stå og gennemtørre nogle dage, hvor der ikke kommer nogen og roder.

Med hjælp fra Natriumhydroxyd, også kaldet kaustisk soda, kan køkkenvasken nu trække – det går fremad med stormskridt

Det ender med et hjem.