Lørdag og søndag kunne jeg næsten ikke sove, fordi tanker kværnede om lejligheden; havde jeg nu mistolket min fornemmelse af mulighederne bag alle den forrige lejers flyttekasser, rod og møg, var lejligheden i virkeligheden hæslig og mange andre emner.
Mandag kl. 12:00 mødtes jeg med byens sødeste og mest fornuftige vicevært og spændingen blev udløst. Jeg havde ikke mistolket noget: det er og bliver en meget smuk lejlighed, når den bliver færdig, når alt er hvidt (også de hæslige brune døre), når dørgreb er udskiftet fra brun plastic til stål, når alle stikkontakter er skiftet, når gulvet har fået tre slibninger og ny lak, når de ulækre er radiatorer er udskiftet med nye og større, når når når…
Jeg har skudt papegøjen og er meget glad. Fatter slet ikke, at alle herlighederne er til mig. Det er fantastisk at få sådan en mulighed, når man er af dem, der aldrig kom på ejer-toget.
Har bestilt alle håndværkere, så de kommer i den rigtige rækkefølge, og nu kan jeg glæde mig til at se resultaterne komme et efter et. Har bestilt Danmarks smukkeste skab, designet til mig og til rummet; glæder mig til at pakke min ting sammen i Vanløse, så det hele kan tages i brug. Flytter den 17-11, så det bliver en meget ‘langsom’ flytning; men til gengæld er der vist styr på tingene (måske endda overdrevet styr på det).
Der hører selvfølgelig et budget til alle herlighederne, og indtil videre ser det sådan ud, at jeg den første tid får en meget tom spisestue, hvor det eneste der er, er et gulvtæppe og et Montanaskab, der ikke skal hænges op, før jeg ved hvor bordet skal stå og så intet andet. Tanken om et indledningsvist tomt rum på 15 kvm. er berusende.
Jeg går ikke på kompromis med kvaliteten, og derfor lever jeg fint nogle måneder uden spisebord, når jeg ved, at årsagen er, at jeg har lavet alle de andre grundlæggende ting kompromisløst.
Køkken, bad, alle paneler, kort sagt alt er så beskidt, at du ikke drømmer om det. Når man lægger en hånd på komfurristen, følger risten stort set med op! Og kig ikke på emhætten, køleskabet lugter, og jeg bar den forrige lejers sidste skraldepose ned! Jeg fatter ikke, hvad folk dog vil være bekendt at flytte fra. Viceværten tilbød mig ret omgående1 times rengøring af køkken og bad for den foregående ejers regning. Jeg sagde pænt til ham, at jeg ikke troede, en time slog til. Det var han helt enig i. Det er meget positivt. I det hele tage var vi enige om alt. Det hjælper formentlig også, når jeg siger, at jeg flytter meget sjældent, og vil gøre lejligheden godt i stand. Så er det nok lidt lettere at få nye radiatorer og nye lampeudtag mv.
Selv gør jeg stadig gammeldags hovedrengøring en gang om året, og det hindrer, at der nogensinde bliver meget beskidt. Jeg må sige, at jeg nu er endnu mere motiveret for at aflevere Vanløse turbo-ren. Ingen skal overtage snavs efter mig. Og der er alligevel heller ikke så meget andet, jeg kan lave endnu, så jeg er gået i gang med den tredobbelte salmiakspiritus. Ganske dejligt.
Og det var mig, der troede, at jeg ville hade processen! Indtil videre er jeg vild med den.