Stegemüllers vindue mod verden

Køle Møller as’ Vanløse-afdeling lukker snart

tirsdag, oktober 9, 2007 · 3 Kommentarer

Det er lykkedes at sælge køleskab og komfur. Nu er der kun vaskemaskinen tilbage, inden jeg kan lukke Vanløse-afdeling af Køle Møller. Komfuret skal til to ældre menneskers kolonihave – og de er blevet glade for at få et nyt komfur på 15 år til 200 kr. Det kan jeg godt forstå!

Det er svært at sælge brugte hårde hvidevarer. Eller man kan måske godt sælge dem, men det er til noget, der ligner symbolske beløb.

I den nye lejlighed (ja den ender med at blive som ny, skønt den er fra 50′erne) er der nu lavet el-arbejde, og så er det for alvor slut med ‘lednings-helvedet’ til IT-arbejdspladsen. Jeg har simpelthen få lavet tre stik, der kan forsyne el-slæderne, og der er 12 cm mellem stikkene i hvilke kabelbakkerne skal anbringes. Ufatteligt med alle de stik man har nu om dage – og hvorfor skal der en transformator til halvdelen af dem, og hvorfor kan den i det mindste ikke udformes anderledes end som en stor sort klods?

I min Vanløse-lejlighed har beboerne siden 1930′erne, hvor ejendommen er fra, klaret sig med en stikkontakt i den ene stue! Jeg har fået lavet nogle ekstra med tiden, men rigtig godt er det aldrig blevet trods alle anstrengelser.

I tidligere tider havde man en mærkelig vane med at placere både stikkontakter og radiatorer midt på væggene, som om det var pyntegenstande. Irriterende for det ikke rigtig til at ændre på.

Der er sørme også bestilt gardiner. Hvor er det svært at vælge; jeg håber, jeg har valgt rigtigt, for det kan ikke gøres om. Men jeg plejer at have en sikker smag – det er bare ufattelig svært at forestille sig den lille prøve spredt ud på adskillige kvadratmeter og så i øvrigt placeret lodret.

De bliver hvide med et lille vævet kvadrat på 5 * 5 mm. Og så lige med et par sorte læderstole og det store blå u-ægte persiske tæppe i nærheden. Jeg skulle mene, at det kan blive pænt.

Efter en mildest talt irriterende dag på arbejdet, kastede jeg mig over de gamle billeder igen (godt jeg har en pc!). Det er muligt, jeg vil forsøge mig med en serie i sort/hvid serie i et andet rum. Af en eller anden grund er det sværere. Herunder har du et bud på tre generationer (min farfar (efter megen reparation), min far og resten giver vist sig selv. Kan det gå mon an? eller bliver det for meget, at jeg også selv er med? Pointen er bare, at vi ligner hinanden en del.

Tre generationer Stegemüller

Kategorier: Flytning · Foto · Slægt
Tagged: , ,