Ulempen ved at købe god kvalitet er af og til, at det man køber holder ufatteligt længe, og pludselig har man kun gamle ting 
Min gode gamle Onkyo CD-afspiller (fra ca. 1990) afgik ved døden for 2-3 år siden, og selv trods med flere genoplivingsforsøg med IPA (IsoPropylAlkohol) blev musikken skåret ud i meget små stykker, så jeg har ikke kunnet høre musik de seneste år. Det har ikke generet voldsomt, for jeg kan lide stilhed, men alligevel er rart en gang imellem selv at kunne bestemme, hvad der skal komme ud af højtalerne.
Lørdag aften surfede jeg lidt på Hi-Fi Klubbens side og fandt en CD-afspiller fra Denon, så nu er der musik igen. Rart – sikke mange gode cd’er jeg har på hylden. Jeg havde helt glemt dem.
Mit tv er en 14″ sort Grundig klods fra før Ruder Konges farfar blev gift, og det har været fint her, hvor der alligevel ikke er mere end tre meter mellem mig og skærmen – og mit tv-behov sniger sig vel op på tre Inspector Morse pr. måned. Tanken om at sætte det TV op i mit nye hjem har dog ikke huet mig, og så gik jeg amok og købte et 23” LCD-tv, som man ikke får ondt i øjnene af at se på – hverken i tændt eller slukket tilstand.
I går er jeg derfor set i TDC… nå nej YouSee… indkøbende en selectorbox. Det skarpe billede er nemlig ekstra udstyr (svarende til at man senere ønsker sig hjulene til en bil i jule- eller fødselsdagsgave!), og fluks er man bundet seks mdr. til fire ekstra kanaler efter eget valg.
Hvorfor kan de ikke bare sælge boxen til den værdi, den nu engang har? Hvis de tror, jeg glemmer at afmelde mig de fire ekstra programmer tager de fejl – jeg har nemlig allerede gjort det; gnæk gnæk.
Tænk dig, man skal vise pas/kørekort for at få lov til at handle dér. Hvornår skal man vise billedlegitimation for at købe en liter mælk?
Selectorbox og abonnementer eller ej, så er det altså et pænt og diskret TV:
