Engang for ikke så længe siden, var jeg workaholic med stort W. Selv om jeg egentlig ikke ville arbejde som en gal, havde jeg fået bragt mig i en situation, hvor jeg ikke kunne slippe ud af det. Jeg var nærmest blevet afhængig.
Da jeg startede i Udenrigsministeriet besluttede jeg mig for, at min præstationskraft skulle forblive en hemmelighed 
Det er lykkedes, og det er dejligt. Jeg føler mig overbevist om, at jeg er en langt bedre medarbejder, når jeg arbejder 37 timer om ugen end 70. Det har selvfølgelig holdt hårdt at bevare en normal arbejdsuge i en organisation, hvor rigtig mange arbejder rigtig meget. Så jeg er faktisk også lidt stolt af, at det er lykkedes mig at holde fast i mine 37 ugentlige timer.
Mine aktuelle opgaver er brugersupport for vores 2.700 brugere af en applikation til tidsregistrering. Brugersupport er en dejlig opgave, for den er apolitisk og løsningsorienteret. Enten virker applikationen, som den skal eller også gør den ikke. Virker den ikke, må vi jo se at bringe den til det. Ikke så meget snak – det er lige mig!
Alligevel har jeg vovet øjet og søgt nye udfordringer internt. Vores Webteam mangler en webredaktør, så jeg har knastet en ansøgning sammen til dem. Jeg elsker jo at kode, at lave hjemmesider og at lave billedbehandling. Alle disse elementer er i stillingsopslaget. Vurderet ud fra det mener jeg selv, at jeg har 95 pct. af de ønskede kompetencer.
Hele mit arbejdsliv har jeg gået efter det, jeg syntes, så spændende ud, og det er det, der er mit drive og det er det, der giver mig energi. Jeg ved, at når jeg begynder at kede mig med opgaverne, skal jeg gå efter noget nyt, hvor entusiasmen kan komme igen.
Jeg er lidt spændt på, hvad der kan komme ud af det.
