I går blev de første fem flyttekasser fyldt og straks ligner mit hjem et bombekrater. Et tårn med fem flyttekasser er pr. definition grimt!
Jeg har ikke tøj nok i forhold til bøger. Det skyldes, at man jo ikke må lægge for mange bøger i en kasse, men skal fylde op med noget let. Det var bare fire hylder med ganske få bøger, og så er halvdelen af klædeskabet tømt. Jeg tør slet ikke tænke på, hvad der vil ske, når jeg skal i gang med de egentlige reoler. Men det afspejler mine prioriteringer godt; tøj er uinteressant og et nødvendigt onde, men bøger er dejlige.
Tilbragte i øvrigt aftenen – ved siden af tårnet – med at sætte en masse links til dejlige gamle billeder ind i slægtsforskningsprogrammet Legacy. Jeg har fået tilsendt nye billeder af min tipoldefar Ole Christensen (født i 1858, død i 1917) fra en anden af hans efterkommere, og endnu en gang tænker jeg, at billeder skaber liv (også) til vores forfædre. Billederne vidner om en svunden tid, hvor verden så helt anderledes ud, end den vi kender.
Ole Christensen havde en bror ved navn Nicolai, der var fyrbøder på Hørvebanen i Ods Herred. Jeg har fået billeder fra dengang vinter var vinter, og banearbejderne gravede et helt lokomotiv fri af snemasserne. Fantastisk at billederne er bevarede, og at der er generationer der har gjort sig den umage at gemme.
Kom også over billeder fra 1970′erne; verden må have været gullig dengang, for de har alle sammen et underligt gulligt skær – eller også er det bare omgivelsernes påvirkning gennem årene.
Vores digitale billeder i dag vil ikke komme til at tage skade, og i teorien vil vores efterkommere kunne sidde om 200 år, og se knivskarpe billeder af os. Det eneste, der kan hindre det, er at billeder i dag har en langt mere flygtig karakter, og er hver mands eje. Vi tager en masse billeder, for det er nemt og billigt med vores teknologi, men tænker vi også på at bevare dem for eftertiden?
