Merete mener, det er udstyr som dette, der skal anvendes under besøg hos mig i fremtiden. Hvis hun har ret (og det har hun tit), så har jeg allerede fundet et sted på nettet, hvor det kan købes engros til en billig penge


Merete mener, det er udstyr som dette, der skal anvendes under besøg hos mig i fremtiden. Hvis hun har ret (og det har hun tit), så har jeg allerede fundet et sted på nettet, hvor det kan købes engros til en billig penge


Jeg er faktisk klar til at rykke fra Vanløse til Hvidovre, ja det vil sige, der skal lige pakkes og den slags småting, men mentalt er jeg klar.
Det er en sjov proces, hvor man langsomt – men sikkert – forvandler sit hjem til et sted, man ikke længere kan bo og parallelt hermed forvandler en tom, let grim og beskidt (nærmest sundhedsskadelig) lejlighed til en drømmebolig, hvor der er tænkt på allehånde detaljer, og sikkert glemt lige så meget.
I den forgangne uge var jeg en eftermiddag ude med lysskinner og spots, der skal op i lofterne. Eftermiddagslyset ind i stuerne fra torvet med de falmende kastanjetræer betog mig endnu engang, mens jeg gik i gang med at skrabe lidt maling af nogle ruder og små malingstænk af de flotte gulve. Den lejlighed har simpelthen en fantastisk atmosfære i sig selv. Det må være den karma, jeg så den første gang, jeg var ude at se den, og det hele var fyldt med rod og flyttekasser og væggene var grønne og citronmånegule.
Jeg har også prøvet at være der en aften, hvor der nærmest var buldermørkt, og alligevel var der rart. Det er da mærkeligt, at man kan føle sig så godt tilpas et sted, hvor der er helt tomt, bortset fra en gulvspand, en Ajax og en fejekost. Jeg ender nok med at bo der så længe, at jeg skal bæres ud derfra. Og selv om jeg bare bliver der så længe som i Vanløse, så er jeg 61! Det er en underlig tanke.
Gulvet fik sin første vask med en særlig laksæbe til en formue (men kun det bedste er godt nok) og det står så flot, så flot “i al sin glans nu stråler træet”, passer meget godt her, selv om det hører til et helt andet sted.
Nu har jeg svagt antydet det nogle gange, men hvis det skal siges tydeligt, vil jeg sige, at jeg glæder mig som en vanvittig. Det er, som da man var barn, og hele december vidste, at i skabet stod et elektrisk Lego-tog samt en hel lille stationsby og ventede. Og det ville bare ikke blive juleaften…