På mailen igen

Så er jeg sørme også kommet på mailen igen. Nu mangler jeg bare at besvare de 55 mails, der ligger og venter. Så hvis du har sendt en mail, er der lys forude. Du skal nok få et svar.

Samlet status: der mangler lys i spisestuen, lidt kabler skal fastgøres (Gert ), misfarvede glaslister skal males og så skal jeg have købt nogle kortere viskestykker så er mit nydelige hjem helt færdigt. Hvor er det dejligt at kunne konkludere dét.

Julekalender

Husk det er fra på lørdag, du kan følge med i “Julens Slægtskalender” på min 1. blog. Velkommen på Decembervej!

Skønne skilte

Der er ca. 6 km. mellem Vanløse og Hvidovre, men kulturforskellen er enorm; det kan man bla. aflæse på skiltene i nærområdet. Jeg gik 250 meter med kameraet og fandt disse her skønne skilte. Det danske sprog må i sandhed være vanskeligt!

1. Papkasser og Lignende Hensættes i Storskræld garagen.

2. Henstilling af affald og lignende – her – er forbudt. Brug containerne i Skrællerummene.

Det berømte apostrof-s som ikke hører til i Danmark. Det hedder “Jahns Låseservice”.

Reperation… og så med jesustyper på Hvidovre Torv lige ved siden af låsesmeden.

Det var alt for nu fra mig, der fortsat kun er ½ på mailen. Det er da til at blive handicappet af – jeg må have en sygeplejske…

Hello world!

Når man lærer fx at lave hjemmesider og vil undersøge, om man har noget, der virker, er den første øvelse fra lærebøgerne altid at skrive “Hello World” (Hej verden). Endelig er jeg på nettet igen – min livsnerve er reetableret; det ville være lettere at undvære komfuret, køleskabet og telefonen på én gang.

Næste skridt er at få den kode, der skal til for at kunne sende udgående mails. Grrrrr, hvorfor leverer TDC dog ikke det hele på én gang? Konklusionen er altså, at hvis du har sendt mig en mail, er det ikke af mangel på høflighed, at du ikke har fået svar – jeg bare ikke sende mails ud af huset, kun modtage mails. Måske på torsdag…

Det er en stor glæde at være her igen. Jeg glæder mig over, at alle ressourcer og tanker ikke længere er fokuseret på at flytte, for nu har det varet længe nok. Luksus at kunne sætte sig ned med en kop kaffe ved computeren. Jeg glæder mig til hverdagen her.

Flytningen er gået så fint! Intet er gået i stykker, og intet er forsvundet. Min mor var overtroisk og sagde, hver gang vi flyttede (og det var ofte), at hvis der ikke var noget, der gik i stykker, var det ikke en lykkelig flytning. Heldigvis er jeg ikke overtroisk.

Vennerne Gert og Leif har hjulpet med det, jeg ikke selv kunne. Dejligt med venner, der har det rette antal tommelfingre. Da Gert stod her den første morgen kl. 09:00 og var glad, fyldt med energi og med alt sit værktøj, virkede det pludselig mindre uoverskueligt.

Den første kasse, jeg åbnede den første aften, rummede “Brande Gårdhistorie. Godt design og smukke ting er dejligt, men det er jo mig, der flytter ind, og en stor del af mit liv er slægt og web, så med de 12 hæfter på plads begyndte jeg langsomt at føle, at dette faktisk er mit hjem.

Her er blevet så pænt; alt er i orden og her er dejligt at være. Jeg har aldrig haft nyhøvlede og nylakerede gulve, flisebadeværelse, en stationær vaskemaskine, det rette antal stikkontakter de rette steder mv. Det er den rene luksus. Jeg sidder dagligt og glæder mig over at have fået “et hjem for voksne”.

Der er lidt billeder fra mit skønne hjem her. Billedet i toppen er min aftenudsigt – den er da ikke så tosset – vel?

Færdig?

Der er kun to formildende omstændigheder ved min gamle bolig i dette øjeblik, og det er to af disse Piet Hein stager, som jeg faldt for Illums Bolighus, da jeg skulle have en knagerække. De hæver niveauet adskillige grader. Mit “Nej tak til reklamer” er taget ned for længst – og det har i sandhed skabt “kunstige” behov; men jeg skulle nu have en knagerække, og denne er den smukkeste.

Gert har lært mig, at “Ting skal være der, men de må ikke kunne ses”. Denne rammer efter min opfattelse plet.

Der må dog straks have et nyt “Nej tak til reklamer” op.

Her har boet en ryger i 17 år, som ikke har malet i 8½ år, fordi det var for uoverskueligt. Selvom jeg er sippet, er her alligevel spindelvæv i hjørner og snavs på paneler. Jeg har selvfølgelig fjernet en hel del, men alligevel. Det ser ud som om her har boet et s…. Gad vide, hvad efterfølgeren tænker? Heldigvis ved jeg ikke, hvem det er, og der kommer professionel rengøring om en uge.

Det er, som om jeg aldrig bliver helt færdig – der mangler hele tiden lidt. Hvor kommer det fra? Skulle have været på arbejde i dag, men tog en flexdag, og det er vist godt, for jeg har arbejdet ihærdigt fra kl. 10:00.

Nu lover jeg, I ikke hører fra mig foreløbig. Pas godt på Cyberspace så længe.

Polyfilla og Joomla! (eller ej)

Håndværk er ikke min stærke side, skønt jeg gerne ville kunne. Men én ting har jeg opdaget, jeg kan, og det er at spartle – og det bliver til rigtig pænt. Lørdag morgen rykker jeg ud. Hvor bliver det skønt at pakke ud og se frem, frem for at pakke ned og se tilbage.

Danmarks mest langsomme flytteproces er ved at være slut. Fra starten troede jeg, det ville være hæsligt; men det har været skønt, og alt har fungeret. Alle håndværkere er kommet til tiden og i den rigtige rækkefølge, og alle jeg har været i kontakt med har været søde og hjælpsomme. Dejlig proces hvor sjælen har været med. Nu vil jeg ikke være bekymret for at flytte næste gang (om 20 år).

Jeg har et par kunder, der skal have et CMS med Joomla, og jeg har også overvejet at sætte et op til mig selv. Har købt Dan Rahmels bog “Beginning Joomla!” og er gennem første kapitel, hvor han bla. filosoferer over, hvorfor ikke alle, der har en hjemmeside, bruger Joomla, når det nu er så nemt. Han skriver, at det tog os tid at lære html, at vi kæmpede med det, at vi besteg bjerge og var så glade, når noget lykkedes, at vi har fået så personligt et forhold til vores koder, og at det er grunden til, at det er svært at lægge dem væk og installere noget, der er mere fremtidssikret og lettere at vedligeholde.

Manden har ret! Det er lige sådan, jeg har det. Min hjemmeside er hjemmelavet, og det kan man godt se, og det må man også gerne kunne, og jeg har et forhold til hver eneste side, den indeholder. Det smider jeg da ikke bare lige væk, for der ligger rigtig mange aftener og meget læring bag dem.

På den anden side ville jeg gerne have en side, der ser mere professionel ud, og som vedligeholdes lettere. Så det ender nu nok alligevel med

Valg til Folketinget

Det er valgdag, og jeg har altid syntes, at det er en festdag, hvor Dannebrog fortjener at blive hejst. Jeg glæder mig over at leve et i et demokrati, hvor jeg har sikkerhed for mindst hvert fjerde år at blive spurgt, hvem jeg mener skal sidde i vores parlament. Der er som regel ikke så mange, der er enige med mig, men det er jo demokratiets vilkår.

Tænk over, hvor mange mennesker i verden, der som os kan tage demokratiet som en selvfølge. Spørg dem i Burma, i Nordkorea og i Vietnam osv. I dette perspektiv undrer det mig såre, at medierne synes at juble over “en rekordhøj valgdeltagelse på 86 pct.” Efter min opfattelse er der 0,14 * 4 millioner mennesker i Danmark (~560.000), der ikke fortjener at leve i et demokrati.

Jeg ønsker jer andre en fornøjelig aften ved radio og tv.

Har haft en flexdag og plejet min stakkels tand. Jeg ligner en, der har fåresyge i venstre side – men er dog farveløs. Som “trøst” har jeg bestilt noget, jeg har ønsket mig siden ca. 1973: Arkitekt Hans Bøllings originale Bakkebord, der er tegnet og produceret siden 1963. Det er simpelthen verdens flotteste sofabord, og det vil passe utrolig godt i mit nye hjem.

Av min guldtand

For mere end tre år siden væltede jeg på rulleskøjter og hakkede tænderne sammen. Siden da har -7 (den bageste kindtand i venstre underkæbe) gjort knuder. Min egen tandlæge har haft den under observation, og har allerede én gang skrabt, boret, hakket og banket betændelse ud mellem rødderne. Men det hjalp ikke rigtig, så i dag var det tiden at møde op hos en tandlæge med speciale i kæbekirurgi og endodonti.

Var ikke helt kæk, da jeg lagde mig til rette hos en fremmed tandlæge, men efter 2½ time med new age musik i øregangene var det overstået og alt syet sammen igen med fem frække tråde, der skal fjernes på onsdag. Mad… øh næh tak, jeg klarer mig med lidt A-38 og kamille-the – og så lidt af dem fra recepten. I morgen er kinden sikker gul og grøn, sagde hun, men det er helt naturligt. Hvis du – kære læser – engang skulle befinde dig i en lignende situation, kan jeg anbefale det med musik. Så skønt at koncentrere sig om at lytte til Peter Bastian.

“Vi” – altså mest tandlægen – har reddet en tand med Endodonti – endodontisk kirurgi (rodspidsoperation) – med god prognose på 75 pct. for, at den holder min tid ud. Lyder dyrt, og er det sikkert også. Men jeg er noget øm over den -7, for den blev rodbehandlet i 1980, fik en guldkrone i 1997, og så skulle det jo være verdens fineste, og jeg ville ærgre mig gul og grøn over at miste den. Det er selvfølgelig luksus, at ofre så meget for at redde én tand. Tanken om Sverige har strejfet mig, men nixen bixen, tænk hvis der nu var komplikationer, og de taler sikkert også kun svensk…

Min egen tandlæge (som jeg kunne have holdt sølvbryllup med ) anbefalede Vibe Rud, og så måtte det jo være godt. Indtil videre mener jeg da også, at jeg holder sæsonen ud.

Resten af dagen er gået med meget stille sysler, og jeres virtuelle julekalender er næsten færdig. Jeg glæder mig til at tage jer med en tur ned ad “Decembervej”.

♦♦♦♦♦♦♦♦♦♦♦♦♦♦♦♦♦♦♦♦♦♦♦♦♦♦♦♦♦♦♦♦♦♦♦♦♦♦♦♦♦♦♦♦

Nu kom jeg jo i gang med logo-værket, og det viste sig, at det ikke var så svært endda. Det vidunderlige Internet var endnu en gang til hjælp med tutorials – dog kun på engelsk.

Vindue mod verden

Den opmærksomme læser vil vide, at bloggen har ændret navn til “Stegemüllers vindue mod verden”; jeg lover ikke, emnerne altid vil være om verden uden for mine fire vægge!

Noget af det jeg holder af ved at være i Udenrigsministeriet er, at mine kolleger har verdenssyn og at stedet er racisme-frit! Vi har lige ansat en masse elever, og jeg glæder mig over at se, at flere af de unge piger har tørklæde på. Flere af studenterne er unge muslimske mænd – og jeg kan godt lide at have Hussein og Hassan på kursus hos mig. Jeg er stolt over at arbejde er sted, hvor vi kan se ud over vores egen navle, også selv om jeg bare passer et IT-system.

Jeg er træt af politik i almindelighed og af Dansk Folkeparti i særdeleshed; Jeg finder det uanstændigt at personer, der stiller op til det danske Folketing kan finde på at tale om, at andre mennesker skal være på en ubefolket ø, – det er uanstændigt uanset om afsenderen hedder Karen eller Morten og uanset, hvad partiet hedder. Den største gave vi har fået til vores dåb i denne del er verden er muligheden for en humanistisk tilgang til livet og mennesket, og den gave smider nogle i papirkurven og promoverer sig selv på andres bekostning. Skam jer!

Nogen tid har jeg puslet med tanken om en styreform, der kunne kaldes “Et demokratisk teknokrati“, hvor dem der regerede landet var valgt på demokratisk vis, og hvor dem, der stillede op til valget, var eksperter på deres fagområder. Det negative ord er “ekspertvælde”, men det kunne jeg godt tænke mig, for jeg synes den politiske scene blive værre og værre. Mit demokratiske teknokrati bliver næppe en realitet inden på tirsdag, så jeg gør min pligt og udøver min ret, således som jeg altid har gjort det, og så tænder jeg for P1 om aftenen og håber på, at resultatet er positivt. Og så glæder jeg mig over, at være kommet nogenlunde helskindet igennem endnu en valgkamp ved simpelthen at se/høre mere mindst muligt på den.

I protest mod det snæversynede, lukkede, selvglade og mere og mere reaktionære land jeg bor i, har jeg besluttet at yde min egen lille danske udviklingsbistand: Via Børnefonden kan man for 185 fradragsberettigede kr. om måneden sikre et barn i Vestafrika en uddannelse, mad hver dag i skolen mv. Jeg har valgt, at det skal være en pige ud fra tanken om, at uddannelse kan være hendes sikkerhed mod at havne i prostitution. Resten – så som land mv. – må Børnefonden bestemme, for de har mere forstand på det end mig.

Min ven Pierre har et sponsorbarn i Mali, og han tog simpelthen sin rygsæk og rejste ned og så, om barnet fik noget for pengene. Og det gjorde det i høj grad. Det var det, der fik mig til at træffe beslutningen, og endelig føre det ud i livet, som jeg så tit har tænkt på.

En medvirkende årsag er tanken om, at jeg har brugt sådan ca. 100.000 på at gøre min lejlighed i stand, har flottet mig med en Miele vaskemaskine, et fladskærms-tv, og hvad ved jeg, samt at jeg for en uge siden pakkede alt sammen i den ene stue, og tænk, jeg har ikke savnet det. Jeg er glad for min velfærd, men det er tankevækkende, at man kan pakke 80 pct. væk ned uden egentlig at mangle det. Og så var det lige jeg tænkte, om jeg kunne undvære en 200-mand pr. måned…

Det er i øvrigt godt, jeg snart skal flytte, for her ser efterhånden forfærdeligt ud. Her ser du min “store stue” i Vanløse før og efter flyttekassernes indtog:

Kunder i butikken og et logo

Jeg driver – ved siden af mit job i Udenrigsministeriet – Danmarks mindste firma: “Stegemüller Slægt & Web”, der leverer hjemmesider til private. Jeg gør det under ingen omstændigheder for at tjene penge, men fordi jeg kan se en lille mission i at hjælpe andre slægtsforskere med at få deres forskning på nettet. Samlet har jeg lavet fire sider, men jeg gør nu heller ingen reklame for firmaet.

Ikke desto mindre er der inden for den seneste uge dukket to nye kunder op helt uafhængigt af hinanden. Den ene er en lille virksomhed, der vil drive import-/eksportvirksomhed med Iran, så siden skal være på dansk, engelsk og arabisk. Det bliver da en udfordring! Den anden side er en slægtsforskningsgruppe, der har 3-400 medlemmer. Det er den største side jeg endnu har lavet og jeg glæder mig til at gå i gang med opgaven.

Jeg vil installere Joomla, der er et Content Management System, for dem begge, for det skal være sider, kunderne selv kan vedligeholde. Det var klart den fejl, jeg lavede med mine første kunder; jeg lavede almindelige html-sider, hvor kunderne er nødt til at henvende sig til mig for at få lavet selv den mindste ændring. CMS’erne kan de derimod selv vedligeholde, og jeg kan afslutte kundeforholdet én gang for alle, for jeg har ikke interesse i at skulle på banen, hver gang der skal ske noget nyt på siden. Men sådan bliver man klogere, og nu er jeg bare spændt på, om jeg kan tumle Joomla.

Intet firma uden et logo! I flere år har jeg tænkt på, at jeg gerne ville have et logo, jeg kunne sætte på min hjemmeside, på brevpapir mv. Jeg har kigget på priser hos professionelle, men har syntes, at det var utrolig dyrt. I stedet har jeg så kastet mig ud i at lave et selv… og nu forstår jeg, hvorfor det er så dyrt. Det tager simpelthen lang tid at få alle de små elementer tilpasset hinanden, så det bliver bare nogenlunde harmonisk.

Herunder ser du de foreløbige resultater til forskellige formål. Jeg er selv helt godt tilfreds, men kom gerne med kommentarer, jeg er modtagelig for idéer. Motivet er Jørlunde Kirke taget i af mig selv i august i år, da jeg sammen med Per Agerbæk var der for at forevige Jørlunde Kirkegård for Dansk KirkegårdsIndex. Farverne på skriften er fremstillet af farverne fra henholdsvis billedet og taget på billedet af Jørlunde Kirkegård. Selv kompositionen er stærkt inspireret af ejendomsmæglernes gif.