Vindue mod verden

Den opmærksomme læser vil vide, at bloggen har ændret navn til “Stegemüllers vindue mod verden”; jeg lover ikke, emnerne altid vil være om verden uden for mine fire vægge!

Noget af det jeg holder af ved at være i Udenrigsministeriet er, at mine kolleger har verdenssyn og at stedet er racisme-frit! Vi har lige ansat en masse elever, og jeg glæder mig over at se, at flere af de unge piger har tørklæde på. Flere af studenterne er unge muslimske mænd – og jeg kan godt lide at have Hussein og Hassan på kursus hos mig. Jeg er stolt over at arbejde er sted, hvor vi kan se ud over vores egen navle, også selv om jeg bare passer et IT-system.

Jeg er træt af politik i almindelighed og af Dansk Folkeparti i særdeleshed; Jeg finder det uanstændigt at personer, der stiller op til det danske Folketing kan finde på at tale om, at andre mennesker skal være på en ubefolket ø, – det er uanstændigt uanset om afsenderen hedder Karen eller Morten og uanset, hvad partiet hedder. Den største gave vi har fået til vores dåb i denne del er verden er muligheden for en humanistisk tilgang til livet og mennesket, og den gave smider nogle i papirkurven og promoverer sig selv på andres bekostning. Skam jer!

Nogen tid har jeg puslet med tanken om en styreform, der kunne kaldes “Et demokratisk teknokrati“, hvor dem der regerede landet var valgt på demokratisk vis, og hvor dem, der stillede op til valget, var eksperter på deres fagområder. Det negative ord er “ekspertvælde”, men det kunne jeg godt tænke mig, for jeg synes den politiske scene blive værre og værre. Mit demokratiske teknokrati bliver næppe en realitet inden på tirsdag, så jeg gør min pligt og udøver min ret, således som jeg altid har gjort det, og så tænder jeg for P1 om aftenen og håber på, at resultatet er positivt. Og så glæder jeg mig over, at være kommet nogenlunde helskindet igennem endnu en valgkamp ved simpelthen at se/høre mere mindst muligt på den.

I protest mod det snæversynede, lukkede, selvglade og mere og mere reaktionære land jeg bor i, har jeg besluttet at yde min egen lille danske udviklingsbistand: Via Børnefonden kan man for 185 fradragsberettigede kr. om måneden sikre et barn i Vestafrika en uddannelse, mad hver dag i skolen mv. Jeg har valgt, at det skal være en pige ud fra tanken om, at uddannelse kan være hendes sikkerhed mod at havne i prostitution. Resten – så som land mv. – må Børnefonden bestemme, for de har mere forstand på det end mig.

Min ven Pierre har et sponsorbarn i Mali, og han tog simpelthen sin rygsæk og rejste ned og så, om barnet fik noget for pengene. Og det gjorde det i høj grad. Det var det, der fik mig til at træffe beslutningen, og endelig føre det ud i livet, som jeg så tit har tænkt på.

En medvirkende årsag er tanken om, at jeg har brugt sådan ca. 100.000 på at gøre min lejlighed i stand, har flottet mig med en Miele vaskemaskine, et fladskærms-tv, og hvad ved jeg, samt at jeg for en uge siden pakkede alt sammen i den ene stue, og tænk, jeg har ikke savnet det. Jeg er glad for min velfærd, men det er tankevækkende, at man kan pakke 80 pct. væk ned uden egentlig at mangle det. Og så var det lige jeg tænkte, om jeg kunne undvære en 200-mand pr. måned…

Det er i øvrigt godt, jeg snart skal flytte, for her ser efterhånden forfærdeligt ud. Her ser du min “store stue” i Vanløse før og efter flyttekassernes indtog: