Stegemüllers vindue mod verden

Entries from januar 2008

Coaching

torsdag, januar 31, 2008 · 9 Kommentarer

Coaching og kunsten at leveHer hos Amino faldt jeg over følgende tekst om “coaching”, der er en af mine ynglingsaversioner:

“Er du stresset, sidder du fast, drømmer du om chefstolen, trænger du til et gevaldigt spark bagi, eller har du problemer med at få privatlivet og karriere til at hænge sammen? Så er coaching måske noget for dig.

Al coaching er baseret på tanken om, at vi alle sammen er ressourcefulde og rummer nøglen til vores egen lykke. Vi har selv alle svarene – coachen stiller bare de rigtige spørgsmål.

Coaching handler derfor om at udnytte de menneskelige ressourcer bedre, maksimere den enkeltes præstationer, stille sig selv konkrete mål og forpligte sig til at nå dem.”

Jeg har absolut intet imod personlig udvikling, men lad os nu kalde det psykoterapi, hvis/når det er det, det er. Lad os kalde en spade for en spade.

Selv har jeg haft megen glæde og gavn af psykoterapi, hvor jeg både har lært og aflært en masse – og det har været godt, og jeg har ikke en dag fortrudt de svimlende summer, det har kostet mig.

Det jeg har i mod “coaching” er, at der er gået mode i begrebet, og at enhver kan nedsætte sig som coach, og begynde at pille ved andre menneskers personlighed og følelser. Og det mener jeg er direkte uetisk hvis man ikke er 100 pct. vidende om, hvad man er i gang med.

“Coach” er ikke en beskyttet titel, så man kan ryge i kløerne på en hvilken som helst plattenslager. Det kan man for så vidt også hos en psykoterapeut, men her kan man jo starte med at vælge blandt dem, der har den autoriserede 4-årige uddannelse fra fx Gestaltterapeutisk Institut (GI) eller fra DIG i Holbæk. Så er man på sikker grund og ved at terapeuten modtager løbende supervision og i øvrigt selv har gennemgået et længerevarende terapeutisk forløb.

Der er coaches til livet og coaches til jobbet (og sikkert også til hunden). De første har jeg afskrevet, men lad os kigge lidt på dem til jobbet. Coach Kompagniet her kan tilsyneladende coache i hvad som helst og investeringen lønner sig med faktor fem! Tju hej…

Det er muligvis altsammen seriøst nok, men på mig virker det popsmart.

God ledelse handler om at være et ordentligt menneske, og at være mod andre, som man gerne vil, at de skal være mod én selv. Tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen citerede engang sin far for at have sagt “Opfør dig ordentligt knægt og husk hvor du kommer fra”. Det er vist den bedste leder-coaching man kan få, og så er den uden hokus pokus.

Kategorier: Aversioner · Job · Sprog
Tagged: , , ,

Uddannelse, uddannelse og atter uddannelse

tirsdag, januar 29, 2008 · 4 Kommentarer

Innuit familieDR2 havde en skøn Temaaften med titlen “Mellem fangere og fremtid”, hvor vi med udgangspunkt i de massive sociale problemer i Grønland kom verden rundt til de oprindelige folk, som det set over en bred kam går rigtig elendigt!

Rystende dels hvad tidlige koloniherrer (Danmark indbefattet) har efterladt de oprindelig folk med, dels nuværende politikeres berøringsangst for at gøre noget ved problemerne. Søren Espersen var i studiet, og selv om han er fra DF sagde han mange fornuftige ting. Nemlig at Danmark gerne yder 3½ mia. i bloktilskud til Grønland om året, men at vi faktisk synes, at Grønland nu skal tage og tage sig sammen og gøre noget ved de massive sociale problemer. Havde det været Rumænien – som vi ikke har haft koloniherredømme over – havde vi ment det samme.

De grønlandske børn har svært ved at lære noget i skolen, for de får for lidt mad og ingen søvn, og hver tredie pige har været udsat for incest. Søren Espersen blev ved med at spørge repræsentanten for IA “Hvornår gør I noget ved problemerne?” Jeg synes, man må give manden ret, når han siger, at der også kom henholdende svar fra Hjemmestyret for 10 og 15 år siden. Der er intet sket, og de sociale problemer tårner sig op, mens politikerne bygger et fint universitet – der er bare lige det, at der ikke vil blive grønlandske studerende, der kan komme ind på det, før man har styr på den basale skolegang.

Aboriginals i Australien er blevet de rene turistattraktioner, og de kan intet! De unge har ingen muligheder, før de har begået så meget kriminalitet, at de havner i ungdomsfængslet. Det ser de frem til, for der er en basketballbane og en pool.

Indianeruniversiteter står gabende tomme – der kommer simpelthen ingen studerende.

De unge samekvinder har forstået det! De har taget uddannelsessystemet til sig, og går i skole og sørger for at få en uddannelse, og har overhalet mændene, der stadig går ude i sneen med rensdyrene.

På mange måder en uhyggelig udsendelse om oprindelige folk, der har mistet et ståsted og skal omstille sig fra det liv, deres forfædre levede i generationer, og det er slet ikke let, men vejen frem er uddannelse (og det gælder i øvrigt alle folk).

Men hvilket sprog skal uddannelsen i fx Grønland forgå på? Det sluttede udsendelsen med at spørge om. Med fare for at blive slået i hartkorn med kolonialisterne, vil jeg faktisk mene, at den bør foregå på engelsk eller dansk. Hvis børnene skal kunne klare sig, når der ikke er mere sæl og isbjørnene er fredede, er de nødt til at kunne noget mere end grønlandsk. Og det skal ikke bare handle om at klare sig på et fremmedsprog, det skal handle om at kunne arbejde på et fremmedsprog – for ellers ender ens egen kultur for alvor med at dø ud. Hvad mener du?

Og så husk lige at sende ungerne i skole i morgen, og sig til dem, at vi har et af verdens bedste uddannelsestilbud, hvor de bare har at slå lyttelapperne ud.

Kategorier: Globalisering · Medier · Politik · Samfundsforhold · Sprog · Udviklingsbistand
Tagged: , ,

Defragmentering

tirsdag, januar 29, 2008 · 2 Kommentarer

fragmentert.gifTil computerens sikkerhed hører også optimering.

En del af at optimeringen består i, at man med jævne mellemrum får ryddet op i alle de smådbidder af programmer og filer computeren lægger rundt omkring på disken, når filer udvides/ændres. Disse smådbidder (clusters) fragmenterer med tiden disken. Du mærker det ved, at der kræves mere og mere RAM og CPU, fordi pc’en skal kigge mange steder på disken for at finde det, den skal bruge for at afvikle et program eller køre en fil – fx afspille et stykke musik. Går det vildt for sig, kan du fx opleve, at der decideret er “huller” i musikken.

Når der er mange smådbidder smidt rundt omkring, taler man om, at disken er fragmenteret. For at rydde op i sagerne, må man defragmentere.

Jeg har i årevis brugt Windows indbyggede værktøj til defragmentering, men har ikke syntes, det fungerede ordentligt. Uanset hvor meget jeg defragmenterede, lykkedes det aldrig at opnå en tilstand, hvor 0 pct. af disken var fragmenteret.

En gammel tråd på Spywarefri inspirerede mig til at prøve PerfectDisk fra Raxco. Generelt har jeg stor tillid til de programmer, Team Spywarefri anbefaler. Når man googler sig frem, synes jeg, det som almindelig for-)bruger kan være svært at skille skidt og kanel.

PerfectDisk fra RaxcoInstallerede PerfectDisk i den 30 dages demo udgave, fulgte de vejledninger og anbefalinger, programmet kom med, og i 2. forsøg kom meldingen “0 pct. fragmenteret” og “Your drive is in good condition”. Udgangspunktet var et 12 pct. fragmenteret c-drev. Det gav virkelig hastigheden et ordentlig spark i r….

Programmet kan – i modsætning til Windows indbyggede værktøj – også defragmentere windows sidefil og hibernate-fil på boottidspunktet. Programmet kan køre med blot 5 pct. fri diskplads, kan sceduleres til at køre fx en gang om måneden og har en masse andre indbyggede muligheder.

De første to drev er allerede defragmenterede, og i morges satte jeg den til at køre på den eksterne harddisk mens jeg er på arbejde i dag (500 Mb tager tid). Hvis det også går godt, investerer jeg de 345 kroner, når prøvetiden er udløbet.

Kategorier: Sikkerhed
Tagged: , ,

Multitasking gør dig dum og langsom

mandag, januar 28, 2008 · 4 Kommentarer

Endelig en overskrift i Politiken, der kunne være skrevet af mig.

Personligt har jeg aldrig kunnet multitaske, og jeg harikke engang haft lyst til at prøve at lære det. Jeg løser gerne 100 opgaver, men jeg tager én ad gangen i erkendelse af, at jeg alligevel ikke kan løse 100 opgaver på en gang. Personligt mener jeg, det er noget sludder – der er ingen der kan det, men der rer mange, der lader som om. Iøvrigt er det et meget introvert træk at koncentrere sig fuldt og helt om én opgave.

Jeg kunne aldrig drømme om at søge et job, hvor man skal “Trives med at have mange bolde i luften ad gangen”.

“Vi tjekker mail, downloader musik, skriver sms’er, læser netaviser, taler i telefon og roder med iPod’en. Men multitasking gør os langsommere og dummere.”

Ødelægger koncentrationsevnen

Men nu ved vi, at fordelne ved multitasking er en myte.

I stedet for at spare tid tager den faktisk en masse tid fra os. (Hvor mange gange tjekker du din indboks om dagen?). Og i stedet for at gøre os mere effektive, gør den os dummere. Når vi multitasker mellem flere håndfulde elektroniske dimser, bliver vi så ’kognitivt overbelastede’, at vi ikke længere kan finde ud af at koncentrere os længere end nogle få minutter ad gangen.

Læs mere her.

Kategorier: Aversioner · Introvert
Tagged: , ,

Det gode liv

mandag, januar 28, 2008 · Skriv en kommentar

I passende mængder…

Det gode livGad vide om det er muligt at være for positiv og for godt tilfreds med livet? Hvor er grænsen til ‘Laila Lalleglad’ 

Efter Danmarksindsamlingen i lørdags, hvor der blev indsamlet ca. 60 mio. kr. til fordel for børn i Afrika (det er 12 kr. pr. dansker, og når både A.P. Møller, Trygfonden og jeg gav en del mere, må der også være en hel del, der lurepassede), er en velfærdsdanskers krav til livet altid helt urimelige.

Alligevel tillod jeg mig at sætte mig ned, og bare et kort øjeblik filosofere over, hvad der er ‘det gode liv’ for mig. Det er faktisk underligt, at det er så simpelt, men hvis jeg kan få i passende mængder af  elementerne i venstre side, og tilsvarende kan undgå elementerne i højre side, så har jeg et godt liv!

Det er egentlig tankevækkende.

Tilstedeværelse af

Fravær af
Et godt job med passende mængde af udfordringer Stress
En god chef, der kan finde ud af at delegere Kontrol
En god bolig Støj
En hobby, der byder på udfordringer og rummer mulighed for at skabe resultater Kedsomhed
Venskaber med accept og gensidighed Snærende bånd
Frihed Ensomhed
Ordentlige økologiske råvarer, grøntsager og godt brød Sygdom

Kategorier: Glæde
Tagged: ,

Sådanmark!

søndag, januar 27, 2008 · 2 Kommentarer

Danmark er europamestre i håndbold.

Så Hvidt så godt, nu går turen til Beijing. De er for seje. Det er helt Wildtbeck. Klasse-Lasse, og man kunne blive ved med sprogblomsterne, der blev fyret af under dagens kamp mod Kroatien, der fik udvist landstræneren i to minutter.

Jesper Jensen

Kategorier: Sport
Tagged:

Dom. Sexagesima

søndag, januar 27, 2008 · 2 Kommentarer

KirkeårSøndagen er dominica Sexagesima, fordi der er sådan ca. 60 dage til påske. I forbindelse med læsning af de gamle kirkebøger har jeg tit tænkt på, hvad det var man talte op og ned til i forbindelse med de sjove navne på dagene. Så blev jeg så klog.

Denne søndag var det igen en af de to positive præster – dejligt. Mette Ladefoged er ikke uden humor. Adskillige mennesker kommer for sent (forstå det hvem der kan), og til de første, der kom for sent, sagde hun med et smil “Og de sidste skal blive de første”. Så synes jeg, en præst har humor.

Det positive begrunder jeg med, at jeg går “løftet” derfra, at jeg er blevet lidt “beriget” på et eller andet plan.

Søndagens tekst var vel egl. om, at det altså er Gud, der har skabt hele herligheden, og det var beskrevet i en lignelse om et sennepsfrø, der er det mindste frø, men som ender med et træ så stort, at fugle kan bygge rede i det. Det skulle i følge dette være guds skaberværk, der fik tingene til at gro. Slut med fotosyntese, biokemi, organiske processer og den slags – det er Vorherre, der er på spil.

Gad vide om “tro” og at evnen til at være “troende” er evnen til at kaste alt det over bord, som man har lært i skolen, alt det som videnskaben har bevist osv. og så tro på, at det forholder sig anderledes? Jeg er jo bare en almindelig undrende hedning, men gad vide hvordan de andre i de højere luftlag, får disse aspekter af livet til at hænge sammen?

FrøposeDet minder mig om, da jeg var en 4-5 år, og gik i haven i Brande med min mor og såede frø et forår. Jeg spurgte hende, hvor frøene kom fra, og hun svarede, at de kom fra de planter, der havde været året før, og sådan havde det altid været. Derefter spurgte jeg hende, hvor de allerførste frø så kom fra, og hun svarede, at dem havde Vorherre sået. Min bemærkning var “Årh mor, sikke en stor frøpose, han må have haft”. Jeg synes stadig selv, det var en ret kvik bemærkning fra en 5-årig, og jeg ved historien er sand, for hun har skrevet den ned til mig.

Dagens sang rummede blandt andet nummer 439 fra sidste søndag (og nu kan jeg den snart), og så “Op al den ting…”, som jeg har holdt af, lige fra jeg var barn, måske i sær på grund af strofen “og gik alle konger frem på rad, de magted ej det mindste blad at sætte på en nælde”. Uanset hvad/hvem man tror på, så er det jo altså rigtigt, at monarken, præsidenter, diktatorer m.fl. ikke kan sætte blade på træerne. Naturen er ikke for magthavere!

Kirken er altid fyldt, og i dag var der mange konfirmander med deres forældre. Forældrene var vel ca. på min alder, og jeg bemærkede, at de ikke kunne “Op al den ting…”, det er da mærkeligt. Når jeg kan den, burde alle kunne.

De konfirmander er nu sjove: De tager det hele meget oppe fra og ned. Sad ved siden af et par piger, der havde gang i SMS’en, lidt småsnak, gestikuleren til dem på de andre rækker osv. Det støder mig lidt, at der ikke udvises bare en lille smule respekt for situationen og institutionen. Måske er man nu om dage for ung til at blive konfirmeret som 15-årig?

Jeg tænker tilbage på dengang, da jeg selv gik til præst. Jeg kunne godt lide timerne hos Pastor Boas, der var tidligere fængelspræst, men det at komme i kirken sagde mig intet. Syntes ikke rigtig, jeg forstod det, men konfirmeres det skulle man jo – jeg havde helst været fri, men min mor syntes, det hørte sig til. Ergo blev jeg konfirmeret!

Kategorier: Kirke
Tagged: , , ,

Sådan!

lørdag, januar 26, 2008 · 2 Kommentarer

Lars Christiansen

Jeg glæder mig til i morgen!

Kategorier: Sport
Tagged:

Uventet fridag

lørdag, januar 26, 2008 · 3 Kommentarer

Skulle egentlig have været på Rigsarkivet i dag, men min makker er blevet syg. Sikke en dejlig uventet “fridag”, helt blank og fri. Tænkte over, om jeg i selv skule tage på Landsarkivet på Jagtvej, hvor jeg ikke har været i umindelige tider, og hvortil jeg har en liste så lang af opslag, der skal gøres. Men nej – tilbage på sengen og så lige en time ekstra.

For tiden er jeg urimeligt træt – er sikker på, at det bare skyldes, at jeg har fået nok af mørke, gråvejr, regn, rusk, blæst. Jeg er sådan set klar – klar til forår, 12 grader, sløret sol, lyseblå himmel, lyst løv i lunde, blade på træerne uden for mit køkkenvindue og på kastanjetræet ude på torvet. Glæder mig til at opleve min nye lejlighed på de andre årstider, se hvordan lyset falder en sommermorgen osv.

En blank fridag kan bruges foran computeren til at trevle noget familie op i 1700-tallet i Rørvig, og det ruller bare for mig. Og så lidt Bruce Springsteen i de små højtalere, så er det en dejlig dag. En mad når maven knurrer, passende mængder af kaffe, og “en morfar”, når det mørkner – sikke en dag.

HerrehåndboldDer er herrehåndbold kl. 18:00. Normalt mener jeg livet er for kort til herrehåndbold, men som de spller p.t., er det en fornøjelse at se på de drenge. Faktisk mener jeg ikke, man skal se sport i tv, man skal dyrke det selv, men noget af det jeg altid godt har kunnet lide ved at se på det er, at se deres glæde, når de vinder.

Kategorier: Glæde · Slægt · Sport
Tagged:

Videndeling

mandag, januar 21, 2008 · 10 Kommentarer

VidendelingViden er magt og hvis man vil have magt, skal man ikke dele viden. Ergo deler jeg gerne min viden

Er blevet inviteret med i et spændende projekt om videndeling på jobbet. Det er ikke fordi jeg ved meget om det, men jeg har en masse holdninger til det; så mange, at jeg på et tidspunkt skrev en artikel til Danmarks Statistiks personaleblad.

Det er rart at have været så længe i organisationen, at jeg nu er en, andre kontorer inddrager som ressourceperson. Flemming, der skal drive projektet, og jeg taler utrolig godt sammen – og det er noget af kernen i projektet. Al for meget videndeling foregår nemlig tilfældigt og i det uformelle sociale netværk, fordi folk kan lide hinanden.

Når to eller flere medarbejdere kan lide hinanden som mennesker og respekterer hinanden, fungerer videndelingen – og omvendt.

Udenrigsministeriet har 2.700 medarbejdere verden over, og organisationen er præget af et stort personaleflow (skift mellem Udetjeneste og Hjemmetjeneste). Det er altså af afgørende betydning, at vi får styr på, og får systematiseret, vores videndeling. Man skal simpelthen kunne sidde i Bamako og have adgang til samme viden som på Asiatisk Plads.

Vi vil på god gammeldags projektmager-vis:

  • Finde et par store private virksomheder med rammebetingelser, der ligner vores (verdensomspændende, personaleflow) og spørge dem, hvordan de håndterer problemet.
  • Afdække barrierer og løftestænger for videndeling i UM.
  • Afdække de områder, hvor videndelingen allerede fungerer godt – her er nemlig noget at bygge på.

Og for at det hele ikke skal blive “teoretisk tomgang” er her et lille eksempel: Sidder i kantinen med et par kolleger. Den ene er lige rokeret i organisationen, og nu har hun pludselig brug for at kunne Excel. Siger til hende, at jeg er VM i Excel, så hun kan altid ringe til mig. Det er igen en tilfældighed, der løser hendes problem.

Vi burde tilbyde vores medarbejdere, at de kunne slå op i en database, klikke på Excel og så få en stribe medarbejdere op, der har spidskompetencer på det område.

Kategorier: Glæde · Job
Tagged: , , ,