Nytårsdag

Jeg kan to kirkebøger næsten udenad (Højby sogn i Ods Herred og Thyregod sogn i Nørvang Herred), og med dem alle betegnelserne for kirkeårets dage; i flere år har jeg tænk på også at lære kirkeåret at kende sådan bare ved at komme i kirken. Jeg er klar over, at kirkeåret starter den 1. Søndag i Advent – så jeg er altså allerede bagud. Forhåbentlig vil du om et år finde 52 poster med en novices undren over alt det, der foregår i den danske folkekirke.

Da jeg nu er genbo til Hvidovre Kirke, må den lægge lægge skib til mit forsøg på at blive jævnlig kirkegænger bare ét år. Hvis det er spændende, kan det være, jeg bliver ved. Ind til videre ser jeg kun et problem i det: nemlig det pokkers tidspunkt, de holder deres forestillinger. Normalt søndag klokken 10:00… Det er da u-kristeligt.

Jeg kom dog godt fra start i dag, hvor der først var forestilling kl. 15:00. Præsten var i dag sognepræst Inge-Hanne Broström; hun var der også juleaften, og hun har altså bare en helt vild charme – og det der giver den er, at hun er så personlig og fuldstændig nede på jorden. Så kan selv jeg ugudelige fatte, hvad hun taler om. Måske er det derfor den lille kirke ikke var tom; jeg talte ca. 40 mennesker. Det var en overraskelse. En dag finder jeg måske også ud af det med, hvornår man rejser sig op, og sætter sig ned. Indtil videre er jeg vist så langt, at jeg har fattet, at man står op, når der læses af de hellige skrifter.

I dag synes jeg, hendes prædiken handlede om livsenergi og -mod: Hvad er det, der får os til at sige “Jamen jeg snupper da lige et år mere”?

Nogle vil sige, at det kan man ikke undgå; jeg skulle hilse og sige, at det kan man rent faktisk godt! Har hun virkelig ret i, at det skyldes, at Jesus nu blev sat her på jorden og materialiserede sig for os? Det er altså ikke derfor, jeg er i live – det er egentlig mere fordi, jeg har en ubændig trang til at se, hvad der er om hjørnet. Jeg har simpelthen ikke tid til ikke at være i live. Og jeg ville være frygtelig ærgerlig over ikke at vide, hvad I lavede, når jeg var død. Det er jeg simpelthen for nysgerrig til venner. Det er vel ikke nogen hemmelighed, at jeg har haft det anderledes for præcis to år siden. Den 3. januar 2008 er det dagen, hvor jeg for to år siden ikke døde. Jeg tillader mig at fejre den som en slags fødselsdag for mig selv.

Mens den resterende menighed sang de 60 pct. af dagens salmer, som jeg ikke kendte, bladrede jeg lidt rundt i salmebogen, blot for at opdage, at alle hemmelighederne faktisk står dér. Man kan simpelthen slå op i salmebogen og se, hvad der skal ske under dagens gudstjeneste, det er vist egentlig kun prædikenen, der først afsløres på selve dagen. Det er smart. Hvis jeg nu havde en salmebog, kunne jeg jo læse lidt foran herhjemme.

Jøsses hvor ville det være rart, hvis man nu vidste lidt om alle de her ting på forhånd. På den anden side ville der så ikke være mulighed for at lære dem at kende nu.