Det er meget sjældent, jeg ser TV, men i aftes holdt jeg mig vågen til 22:50 og satte mig og nød i fulde drag filmen “We were soldiers” med Mel Gibson i hovedrollen. En fremragende film om slaget i La Drang (Dødens dal) i Vietnam i 1965, som general Westmoreland beordrede.
Jeg har selv været på det bakkedrag, man kæmpede om (absurd) og i det gangsystem som VietCong-soldaterne brugte som skjulested og hovedkvarter. Det gjorde naturligvis filmen ekstra nærværende.
Endelig fik jeg også testet mit nye TVs lyd – den er fantastisk! Kuglerne peb om ørerne på mig.
Filmen handlede om et slag i en vanvittig krig, men den handlede ikke mindst om ledelse! Oberst Moore og hans folk var de fremmeste ledere, som gik foran deres medarbejdere (soldaterne), og som sørgede for at få sidste mand med hjem, død eller levende.
Udtalelser som “du har kun én opgave, og det er at passe på ham, der er ved siden af dig, og du kan stole på, at han har samme opgave”, kan sagtens omsættes til hverdagen på en arbejdsplads. Pas på hinanden og yd jeres bedste for samarbejdet, for så løser vi opgaverne bedre med større resultater til følge. Du kan være sikker på at chefen går foran, og du kan også være sikker på, at han får sidste mand med hjem (i overført betydning). Tænk hvis det var sådan!
Jeg læste engang B. S. Christiansen, der blandt andet skrev, at forsvaret er det eneste sted i den danske stat, man har en egentlig lederuddannelse på flere år. Manden har ret. Alle de andre ledere kommer på et kursus i ny og næ, holder halvdagseminarer sammen med de andre ledere osv. Men samlet set gøres der ganske lidt for de mennesker, der i realiteten kun har én opgave, nemlig at skabe resultater gennem andre mennesker.
Heller ikke danske sprog fylder ledelse ret meget; vi taler om “Lederskab”, mens englænderne taler om “Leadership”. Det er da tankevækkende, at vi slår os til tåls med et skab, mens de andre skal bruge et helt skib!
