Når jeg slår efter i mit kalenderprogram Dage står der, at søndag den 13. januar 2008 er 1. søndag efter Helligtrekonger, hvilket passer fint med, at det sidste uge var Helligtrekongers søndag, men præsten Inge-Hanne Broström blev ved med at sige, at det var “Sidste søndag efter Helligtrekonger”, og det stod der også på skiltet, som de venligt hænger op hver søndag, for at man kan orientere sig lidt i kirkeåret.
Når jeg kigger lidt i min nyindkøbte salmebog kan jeg også se, at hun har brugt tekster fra dels den første og den sidste søndag. Nå – men uanset hvilken søndag det nu er, er det under alle omstændigheder søndag.
“Lad de små børn komme til mig” ja tak skal du have – men det ville måske være muligt, at der både er plads til voksne og børn?
I dag var der et barn som støjede så meget, at det var stort set umuligt at høre præstens tale, og forældrene var ganske uanfægtede. Det var ikke børnene, der skulle døbes eller deres søskende, men et barn på måske 1½ år, der råbte op. Barnet kan jo ikke gøre for det, men som forældre har man vel et ansvar for, at ens barn ikke overdøver det hele?
Den lille kirke var som altid stort set fyldt, og hver søndag er der en far med sine to drenge på omkring fem år. De har tegnesager og tøjdyr med hver gang. I dag sad de lige foran mig, og mens jeg prøvede at overhøre den råbende unge, kunne jeg studere de to fem-årige. Når de kedede sig, tog tøjkatten sig en spadseretur på kirkebænken eller den læste lidt i en bog – og der blev tegnet og farvelagt til den store guldmedalje. Herlige unger!
Nu er det jo ikke mere end tre uger siden Jesus blev født i Betlehem, og allerede er han på vej mod sin korsfæstelse og død. Man må sige, at det går stærkt – jeg havde ellers en forestilling om, at han blev ca. 33 år gammel, men det er jo nok forkert så.
Inge-Hanne Broström tog i sin tale udgangspunkt i et digt af Villy Sørensen om at til livet hører døden og til døden hører livet. Der er nu noget rigtigt i det. Hvis vi ikke vidste, at livet sluttede, hvis vi tog det bare for givet og anså det for uendeligt, ville vi næppe sætte så megen pris på det og værne så meget om det. På den anden side: forud for døden er livet, og sådan er det bare.
Jeg er bare helt almindeligt gennemsnits-kristen, men dette kulturhistoriske eksperiment med at følge et kirkeår, som jeg ganske frivilligthar besluttet mig for at gennemføre, vækker alligevel nogle spændende tanker, og hver søndag er jeg lidt spændt på at høre, hvad præsten nu har fundet på til i dag.
Det mest interessante er hendes fortolkning af dagens tekst og hendes udlægning af, hvad man kan bruge den til – i vores tid, tager vi jo altid stilling til “Hvad kan jeg bruge det til?” Måske behøver man slet ikke kunne bruge det til noget? Måske er det bare tilstrækkeligt at give sig selv en time, hvor man kan høre efter det, man forstår (hvis ungerne ellers tillader det!), og ellers lade tankerne flyve. Jeg nyder det i hvertfald.
Inden jeg startede mit eksperiment, havde jeg et billede af, at det nok var en hel masse med det syndige menneskes genopdragelse o.s.v. Den fordom er gjort til skamme. Måske var det sådan i tidligere tider? Eller måske skal vi til Vestjylland? I Hvidovre er det ikke sådan.
Efter to dejlige dage i Viborg på arkivet (LAV), hvor jeg blandt andet har været til møde i ArkivalierOnlines Brugerråd, er det skønt at komme hjem igen; og bare tulle rundt et par timer i mit eget tempo og se om lejligheden kunne tåle at være alene hjemme. Det kunne den godt! Hjemme igen i stilhed er balssam for sjælen for en introvert nørd – omend jeg holder frygtelig meget af at være på arkiv.
