Min ansættelse i Udenrigsministeriet er et åremål. Jeg er ansat på en 4-årig kontrakt, og UM og jeg har således ikke krav på hinanden efter april 2009.
Da jeg accepterede jobbet, tænkte jeg meget på, at det var en tidsbegrænset stilling, så har det været næsten glemt i en periode, men nu begynder det at dukke op igen, for der er kun lidt mere end et år tilbage til kontraktudløbet.
Jeg er ikke bekymret for ikke at kunne finde andet arbejde. Tværtimod har jeg en fornemmelse af, at der vil ske noget spændende til den tid, og jeg glæder mig til at se, hvad det er.
Drømmen er at komme til at arbejde med en eller anden form for IT i arkiv-verdenen, og jeg følger med i opslagene hos Statens Arkiver. De stillinger, de slår op, er jeg bare langt fra kvalificeret til.
Jeg kunne forestille mig fx at lave hjemmesider for lokalarkiver og hjælpe dem i gang med digitalisering af deres arkivalier. Mange lokalarkiver har enten ingen hjemmeside eller en visitkort-hjemmeside, dvs. en side, som rummer oplysninger om telefonnummer og adresse og ikke meget mere. Problemet er typisk bare, at lokalarkiverne lever af almisser, så de har slet ikke råd til at købe bistand udefra.
En dag udser jeg mig et lokalarkiv og tilbyder at lave en side til dem uden beregning. Det kunne give noget erfaring, der senere kunne være guld værd.
En anden mulighed er, at jeg har gjort mig selv så uundværlig i UM, at de bliver nødt til at forlænge min kontrakt. Det ville være godt, for jeg er glad for at være der – der er ”højt til loftet” og de fatter rent faktisk, at når de har ansat en specialist, så er det fordi, de har brug for det, specialisten kan. Det betyder, at de lytter til, hvad jeg siger – og det er jo dejligt.
Som menneske er jeg 95 pct. indadvendt, så min arbejdsdag passer mig godt. 95 pct. af tiden sidder jeg foran min pc og løser problemer for mine brugere. Jeg har for længst gjort op med mig selv, at jeg ikke skal være chef. Jeg egner mig slet ikke til, at der konstant er nogle, der kommer og vil have et eller andet, til at gå til mange møder, og til at der hele tiden står fem mand på mit kontor.
Der er ikke så mange faglige udfordringer i jobbet, men sådan er det at være specialist. Jeg har så i stedet selv skabt nogle, og det er fx at være helt skarp til at uddrage essensen af det en bruger skriver en lang remse om og så at kunne besvare henvendelsen i én sætning. Det morer mig og udfordrer mig.
Synes for alvor, jeg endelig er kommet på den rette hylde i UM. Hvor er det skønt at have det sådan med sit job.
