Stegemüllers vindue mod verden

Coaching

torsdag, januar 31, 2008 · 9 Kommentarer

Coaching og kunsten at leveHer hos Amino faldt jeg over følgende tekst om “coaching”, der er en af mine ynglingsaversioner:

“Er du stresset, sidder du fast, drømmer du om chefstolen, trænger du til et gevaldigt spark bagi, eller har du problemer med at få privatlivet og karriere til at hænge sammen? Så er coaching måske noget for dig.

Al coaching er baseret på tanken om, at vi alle sammen er ressourcefulde og rummer nøglen til vores egen lykke. Vi har selv alle svarene – coachen stiller bare de rigtige spørgsmål.

Coaching handler derfor om at udnytte de menneskelige ressourcer bedre, maksimere den enkeltes præstationer, stille sig selv konkrete mål og forpligte sig til at nå dem.”

Jeg har absolut intet imod personlig udvikling, men lad os nu kalde det psykoterapi, hvis/når det er det, det er. Lad os kalde en spade for en spade.

Selv har jeg haft megen glæde og gavn af psykoterapi, hvor jeg både har lært og aflært en masse – og det har været godt, og jeg har ikke en dag fortrudt de svimlende summer, det har kostet mig.

Det jeg har i mod “coaching” er, at der er gået mode i begrebet, og at enhver kan nedsætte sig som coach, og begynde at pille ved andre menneskers personlighed og følelser. Og det mener jeg er direkte uetisk hvis man ikke er 100 pct. vidende om, hvad man er i gang med.

“Coach” er ikke en beskyttet titel, så man kan ryge i kløerne på en hvilken som helst plattenslager. Det kan man for så vidt også hos en psykoterapeut, men her kan man jo starte med at vælge blandt dem, der har den autoriserede 4-årige uddannelse fra fx Gestaltterapeutisk Institut (GI) eller fra DIG i Holbæk. Så er man på sikker grund og ved at terapeuten modtager løbende supervision og i øvrigt selv har gennemgået et længerevarende terapeutisk forløb.

Der er coaches til livet og coaches til jobbet (og sikkert også til hunden). De første har jeg afskrevet, men lad os kigge lidt på dem til jobbet. Coach Kompagniet her kan tilsyneladende coache i hvad som helst og investeringen lønner sig med faktor fem! Tju hej…

Det er muligvis altsammen seriøst nok, men på mig virker det popsmart.

God ledelse handler om at være et ordentligt menneske, og at være mod andre, som man gerne vil, at de skal være mod én selv. Tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen citerede engang sin far for at have sagt “Opfør dig ordentligt knægt og husk hvor du kommer fra”. Det er vist den bedste leder-coaching man kan få, og så er den uden hokus pokus.

Kategorier: Aversioner · Job · Sprog
Tagged: , , ,

9 responses so far ↓

  • Kirsten Bune Rasmussen // torsdag, januar 31, 2008 at 17:07 | Svar

    Kære Hanne

    Jeg tror, det afhænger af, hvilken alder man har, om ens første tanke er coachhjælp.

    Jeg har indtryk af, at vi andre i højre grad fra barnsben lærte, at det handlede om at kunne klare sig selv. De yngre, som sætter sig mål og går efter det, ligesom du gør, har nok brug for en sparringspartner, og det kan familien nok ikke lige bruges til. Jeg har været på selvudviklingskurser indtil flere gange og har fundet det godt.

    Min ældste svigerdatter har uddannet sig til psykoterapeut og coach gennem mere end 6 år, og hende vil jeg gerne slå et slag for. Hun er dygtig.

    http://www.terapia.dk/

    Hilsen
    Kirsten

  • Hanne B. Stegemüller // torsdag, januar 31, 2008 at 22:14 | Svar

    Kære Kirsten

    Som jeg skriver har jeg stor respekt for alle former for personlig udvikling, når det foregår på seriøs vis.

    Der hvor jeg opponerer mod alt dette “coacheri” er, når den gode støttende samtale, som man kan have med en ven, sin leder eller andre man stoler på, så skal det par tout kaldes coaching.

    Hvorfor er det ikke godt nok, at kalde det for en god samtale, hvis det bare er det, det er – og er det terapi er det også super, men så kald det terapi, og drop berøringsangsten for ordet “terapi” med eller uden “psyko-” foran.

  • Tina Thomsen // fredag, februar 1, 2008 at 18:33 | Svar

    Hej Hanne,

    Personligt er jeg godt træt af begrebet coaching. Vi taler coaching mig her og coaching mig der! Ordet er blevet et buzzword, som tilsyneladende skal være med overalt – om det på arbejdet, i fritiden eller i skolen.

    Og så er der diverse coachinguddannelserne, som værd især prøver at overgå sig selv for at fortælle hvorfor man netop skal vælge at blive certificeret hos dem. Værst er det at man tilsyneladende certificerer revl og kraft uden nærmere refleksion og skelen til om personen overhovedet nogensinde vil kunne “kalde” sig coach trods de er udstyret et bevis :)

    TT

  • Hanne B. Stegemüller // fredag, februar 1, 2008 at 19:32 | Svar

    Tak Tina! Rart med en meningsfælle!

    ../Hanne

  • Liv i blog-land « Stegemüllers vindue mod verden // fredag, februar 1, 2008 at 20:42 | Svar

    [...] post fra i går om coaching fik ejeren af Coach Kompagniet frem i skoene (desværre kun på mailen), og han var naturligvis [...]

  • dingenoter // søndag, februar 3, 2008 at 16:32 | Svar

    Godt indlæg om coaching. Jeg har længe set på det med de samme briller. Det kan undre at snart hvem som helst kan coach’e hvem som helst i hvad som helst. Det kommer på linie med min yndlingsaversion – den med at være POSITIV uanset hvad. Det er godt at være positiv – men ikke lalle-ligeglad. Synes det forveksles ret ofte. Eks. Næh, er du alvorligt syg? Nu skal du ikke male fanden på væggen for det, se dog lidt positivt på det. Jeg kan ikke snuppe det.

  • Hanne B. Stegemüller // søndag, februar 3, 2008 at 17:11 | Svar

    Hej Dingenoter

    Velkommen her.

    Tak for dit indlæg! Jeg er helt enig med dig; til tider er det simpelthen noget “gejl” at skulle være positiv om hvad som helst!

    ../Hanne

  • Kasper // tirsdag, marts 11, 2008 at 11:15 | Svar

    Jeg er enig I at coaching begrebet bliver brugt helt vildt meget, men mener også at vi med flere og flere muligheder og rigdom, får et behov (se maslows behovs pyramide) for at udvikle os! En god samtale er vel også “coaching”… eller hvad? jeg synes personligt ikke at en ven kan give mig den konstruktive feedback der nogen gange skal til! Nogengange er det fedt at “få et spark bagi” (øv hvor er jeg træt af det udtryk!). Men en god ven eller familie kan altså ikke give mig det… Her kan jeg se behovet for en “coach” som et “spejl” hvori jeg kan se mig selv udefra! Men jeg er enig i at dette egentlig mere er terapi… måske?

    Kasper

    Jeg har besluttet mig for at finde ud af hvad det egentlig handler om “hands on” ved at starte en coach uddannelse hos coach camp til sommer:
    http://www.coachcamp.dk

  • Hanne B. Stegemüller // tirsdag, marts 11, 2008 at 17:00 | Svar

    Hej Kasper

    Mange tak for din kommentar.

    Rigtig god fornøjelse! Glæder mig til at høre hvad du tænker og mener til den tid.

    ../Hanne

Skriv en kommentar