Stegemüllers vindue mod verden

iPod touch 2

mandag, februar 4, 2008 · 3 Kommentarer

Den er kommet… min lille iPod touch, og jeg er allerede helt vild med den! Den er simpelthen så “kær”, hvis et stykke elektronik altså kan være kært.

TNTArbejdsdagen føltes lang, for TNT kom allerede i formiddag, og det eneste jeg tænkte på var at komme hjem og lege. Fuldstændig som da jeg var barn, og havde fået nye vogne, biler eller små huse til min Märklin modelbane (jeg delte med min far – eller også delte han med mig…) Men nu er jeg heldigvis nærmest voksen, og skal kun dele min iPod touch med mig selv.

Det er helt ufattelig nemt at komme i gang med at bruge den.

Jeg havde ventet en manual på mindst 200 sider, at skulle 1.000 gange ind i Funktioner > Indstillinger > Egneskaber og måske også at skulle ringe til ven.

Men nej – vi starter lige med strømmen. iPod touch får sin strøm fra et USB-stik i computeren, og det er smart, for den har man altid ved hånden. Tænd pc’en, ind med stikket og så lader den op. I løbet af ganske kort tid sker der ting og sager dels på iPod touch, dels på pc’en. Der kommer et fint billede på den lille skærm, og på pc’en bliver man guidet igennem en enkel registreringsproces – ca. 6 skærmbilleder i alt.

Først registrerer man sin iPod touch og dernæst kan man vælge at oprette en konto hos iTunes Store.

Det forkommer mig meget positivt, at man kan registrere sin Pod, for det er formentlig en sikkerhed, hvis den skulle forsvinde. Selv om jeg har ladet efternavn og mobilnummer indgravere på bagsiden, er det langt fra sikkert, at finderen vil ile med at ringe og fortælle, at nu har han lige fundet en iPod touch, og skal han ikke komme forbi med den? Måske skulle der have stået “Findeløn 2000 kr. ring til +45 22 81 17 31″?

iTunes Store er en “online musikforretning” hvor man kan købe musik, lydbøger, videoer mv i eet format, iPod kan forstå. Jeg bliver næppe den store kunde dér, for musikken er ikke min smag, og jeg overspiller gerne selv mine gode gamle musik-cd’er.

Lydbøgerne og videoerne kan med fordel udforskes. Når jeg rejser København/Viborg er det måske være rart at bruge lidt af de fem timer på en god film? Jeg har fundet et par spændende bøger dér: “7 gode vaner” og “Drageløberen” – men kun på engelsk. Det er ulempen ved at tilhøre et lille sprogområde!

Mens man gennemfører registreringerne på Internettet, står iPod touch lige så stille og synkroniserer lyd, video og billeder fra ens pc. Jeg ved ikke, om det gik så smertefrit, fordi jeg på forhånd havde installeret iTunes på min pc – det er bare til din oplysning, hvis du skulle finde på at betragte dette indlæg som en form for guide.

Mens der synkroniseres, vises et stor grønt symbol på iPod touch-skærmen. Man skal vist lade den være i fred, mens ikonet vises. Uden at jeg fatter, hvordan det er muligt, synkroniserede jeg på ca. 20 minutter 315MB lyd, 147 MB Video, og 552 MB billeder (856 stk.).

Apple iPod touchSå er iPod touch klar, og det er bare at gå i gang. Den er simpelthen klar! Ikke noget med at nu skal du først til at sætte op, og du skal vælge, at du bor i Danmark og klokken er 500, og du vil gerne kunne skrive æ, ø og å osv. Nej, du går bare i gang. Det er helt mærkeligt. Al navigation foregår med dine fingre, zoom ind og zoom ud, bare med fingrene.

Jeg havde på forhånd læst, at Apple virkelig har arbejdet og arbejdet med brugervenlighed -men jeg tror pr. definition ikke på den slags salgstale. Men øhh her det vist rigtigt nok. Forestil dig at lave en dims med 16 ikoner og dimsen er så intuitiv at betjene, at alle mennesker i hele verden er i stand til det. Så er man altså dygtig! Jøsses kunne jeg end som Mac-fan?

Jeg har jo nærmest ingen tilgængelig musik mv., men jeg fandt alligevel et par podcastede DR1-udsendelser (CIA-Airlines), og også en video – Michael Bertelsens “den 11. Time”.

Det er helt vildt, pludselig sidder man og ser en TV-udsendelse på den lille skærm. Billedkvaliteten er i orden og selv underteksterne kan læses. Vælg selv om du vil have billedet stående eller i bredformat; vend din iPod touch og det hele drejer lige engang!

Jeg har prøvet at se adskillige af mine billeder. De er absolut OK!

Den er indbyggede Safari-browser og e-mail-klient har jeg ikke kunne prøve endnu, da det forudsætter, at man er i nærheden af et ukrypteret trådløst netværk – hvilket ikke lige er ved hånden (eller også er naboen bare ikke hjemme). Der er flere indbyggede klienter herunder Google Maps, men dem har jeg af samme årsag heller ikke kunnet teste.

For at beskytte den (den er trods alt dyr) har jeg købt et etui fra “incase”, men det er et fejlkøb. Jeg ville nemlig gerne beskytte skærmen, men dette beskytter faktisk kun bagsiden. Jeg skulle have valgt et andet etui – men det er næste skridt. Indtil videre er der bare fri leg.

Kategorier: Design · Medier · Musik · iPod touch
Tagged: , ,

Top Posts from around WordPress.com

mandag, februar 4, 2008 · Skriv en kommentar

StatistikWordPress, som denne blog ligger på, har en daglig liste over top-poster. Af og til havner en af mine poster på listen over de 10 mest læste poster. Indlægget om Fastelavn fra i går ligger fx lige nu nummer fem. (Update 15:02 Nu nummer tre).

Det er rigtig dejligt, for det betyder, at jeg har læsere; men det er også en kilde til undren, for hvad er det læserne har fundet interessant ved den post?

Man kan jo sige, at det bare er en undrende hednings betragtninger over en institution i det danske samfund.

Posten om iPod touch lå også et par dage på toppen, men der vil jeg være ærlig og sige, at jeg havde spekuleret lidt over både kategori og tags (en slags ‘nøgleord’ til den enkelte post) med henblik på, at få posten højt på listen. Ord som ‘iPod touch’ må ventes at trække flere læsere end ‘Fastelavn’ og ‘Kirke’.

Af og til læser jeg selv nogle af de blogs, der er på top 10, men jeg bryder mig ikke om dem med racistisk og fremmedfjendtligt indhold! Og det er efter min opfatelse rystende, at racistiske blogs altid er på top 10. Det siger mere om læserne og danskerne, end jeg egentlig bryder mig om at vide. Set i det lys er jeg stolt over, at mine pacifistiske og apolitiske poster kan tilkæmpe sig en god placering.

Kategorier: Blogosfæren · Hjemmeside · Internet · Medier
Tagged: