1. søndag i fasten (kilde: Lutherkirken)
Se det kan jeg lide, for det kan jeg forstå – det er nemlig på “hverdagsdansk”
P R Æ D I K E N
1. Søndag i fasten. 2. tekstrække. uk. 22; 22 – 32. l. 696, 265 – 3, 418, dåb: 488, 510
Dagens evangelium inviterer os indenfor til et ikke helt almindeligt middagsselskab.
Det er det sidste påskemåltid Jesus fejrer med sine disciple – før han går den tunge vej mod Golgata.
Den scene, vi får lov at overvære, har et anstrøg af komik over sig; Jesus har netop sat sit liv ind på en kærlighedspagt, der skal bære disciplene og alle os andre ud af mørket og ind i evigheden, og i næste øjeblik begynder disciplene at skændes om, hvem, der når Jesus er borte og der så skal regnes for den største af dem. Hvem skal være den mest betydningsfulde?
Hvem skal have magt over hvem?
Det absurde i scenen kommer sig af, at der foregår et sammenstød mellem to verdener i den.
Disciplene taler ud af vores verden: trangen til at være den største og mest betydningsfulde er en indgroet del af verden. Overalt, hvor der er menneskelige ordningen og rammer, og hvor der tages beslutninger, er der magtforhold. Og magt har det med at korrumpere – magt vil have mere magt.
Ind i denne verden taler Jesus ud af Guds virkelighed, hvor ingen anden end Gud er stor, og hvor vi alle er sat i tjeneste: Vi er sat til at leve det liv Gud har sat os ind i med sin kærlighedspagt: Og det vil sige at leve for næsten og den simple tjenestes skyld.
For hvem er størst; den, der sidder til bords, eller den, der tjener? Det, der er på spil i dagens evangelium, er det, der sammenfattet finder sit udtryk i det kristne bud om næstekærlighed: Du skal elske din næste som dig selv!
Du skal ikke herske over, du skal ikke have magt over; du skal ikke føle dig mere betydningsfuld end eller større end din næste; Du skal elske din næste som dig selv.
Spørgsmålet er nu, hvad vil det egentlig sige? at elske sin næste som sig selv!
Jeg vil fortælle om et andet udsædvanligt middagsselskab
Det finder sted d. 15. december i 1885 – nærmere bestemt i Karen Blixens fortælling: ”Babettes gæstebud.
Det er fortællingen om et mindemåltid der bliver til et kærlighedsmåltid. Men middagen har en forhistorie. Fortællingen handler om en gruppe fromme kristne i en lille by i Norge.
Den lille flok, med provsten i spidsen betragter al jordisk som gøglebilleder. Deres sande hjem ligger i det himmelske, det ny Jerusalem. Provsten går op i rollen som ”Mester” og ”Fader”, han antager asketiske Jesus-træk, som hans tro disciple med ildhu forsøger at efterligne.
De lever af øllebrød og klipfisk, for al vellevned er synd.
Og med himmelvendte øjne glemmer de helst sig selv.
De praktiserer from pilgrimskristendom, mens de skelner skarpt mellem det himmelske lys og denne verdens flammer.
Provstens har to døtre: Martine og Philippa, som begge i deres ungdom har haft hver deres ihærdige bejler, og Phillippas vidunderlige sangstemme kunne have gjort hende til en stor diva.
Men det blev alt sammen ikke til noget – hverken med ægteskab og familieliv eller karriere. Søstrene selv var vokset op i den himmelske kærligheds lys og var helt opfyldte deraf, for dem var denne verdens flammer ikke til.
Nu var provsten imidlertid død, og døtrene fortsatte livet i hans fodspor. De gik nu helt op i bekymringen for menighedens udødelige sjæle.
De levede selv yderst spartansk; men bragte vedholdende suppespande og madkurve ud til sognets fattige.
Den lille menighed fortsatte andagtslivet i søstrenes hjem nu under deres ledelse, men i den afdøde Mesters ånd.
Men med tiden opstod der splid og strid i menigheden, gammelt nag og smålige diskussioner havde fundet deres vej ind i den fromme forsamling.
Til dette lille samfund kommer en dag Babette – Hun er flygtet fra borgerkrigen i Paris, hvor hun har mistet alt hvad hun ejede.
Søstrene tager Babette til sig som deres tjenestepige – Og selvom Babette i Frankrig havde fungeret som en sublim kok på en fin restaurant – lærte hun snart at tilberede øllebrød og klipfisk.
Sådan hengik fjorten år. Så modtog Babette pludselig underretning om, at hun havde vundet ti tusind francs i det franske lotteri.
Søstrene indstillede sig – inderst inde med sorg – på at den nu rige Babette ville forlade dem og vende tilbage til Frankrig.
Imidlertid nærmer tiden sig for hundredeårsdagen for den gamle Mesters fødsel, og alle i huset får travlt med at forberede et mindehøjtidelighed til ære for ham.
Babette står for middagen, og uden søstrenes viden bruger hun hele sin formue på at kreere et festmåltid der er på niveau med det bedste hun i sin tid serverede på Café anglais i Paris.
Så oprinder dagen, og middagen bliver serveret. Der er kun en af gæsterne, Lorens Löwenhielm – en tidligere tilbeder til en af søstrene – der forstår dette måltids pragt – han har nemlig tidligere været gæst på Café Anglais – og hans forundring og glæde tager til efterhånden som måltidet skrider frem.
De øvrige gæster – den gamle menighed – nærmer sig derimod skeptisk og ængsteligt måltidet uden at kommentere den med èt ord. Men måltidet har en forunderlig virkning på forsamlingen.
Karen Blixen fortæller: Om hvad der hændte den aften kan her ikke afgives nogen bestemt beretning. Ingen af de tilstedeværende havde siden nogen helt klar erindring herom. De huskede kun at stuen havde været fyldt med himmelsk lys, som om en samling små glorier var løbet sammen til en stor stråleglans. Fåmælte gamle mennesker modtog tungetalens gave. Tiden selv løb sammen til en evighed. Indtil over mid´nat strålede husets vinduer, og sang strømmede ud i vinternatten.
Og så fortæller Karen Blixen videre om, hvordan de stridende i menigheden blev forsonet og hvordan to gamle i menigheden, der aldrig havde fået hinanden i deres ungdom forenedes i et langt kys. – De havde set verden som den virkelig var – der var blevet skænket dem en enkelt time af Tusindårsriget.
Da gæsterne er draget hjem har søstrene en samtale med Babette, hvori det går op for dem, at hun har brugt hele sin formue på dette ene måltid. Det får den ene søster til at udbryde: ”Kære Babette, du skulle ikke have givet alt hvad du ejer ud for vores skyld”
Babette sendte sin frøken et dybt blik, der var mange ting i det: medlidenhed for medlidenhed, og på bunden noget andet, der kunne tydes som ringeagt:
”For deres skyld” sagde hun ”Nej, for min egen skyld”. ”Jeg er en stor kunstner”. ”Men så bliver du jo fattig hele dit liv”, indvendte den anden søster. ”Fattig?” sagde Babette, hun smilede hen for sig. ”Nej, jeg bliver aldrig fattig, jeg siger dem Mesdames; en stor kunstner er aldrig fattig”
Og her ender Karen Blixens sære fortælling – der giver sit eget bud på, hvad det vil sige, at elske sin næste som sig selv.
To søstre har selvopofrende viet deres liv til kristen velgørenhed i en lille menighed. De har fornægtet og tilsidesat deres lidenskab, deres talenter, deres trang til jordisk lykke – og nok har deres suppe mættet de fattige, men de har ikke formået at skabe glæde og forløsning i den lille menighed; her hersker splid og kævl og traurig tungsind.
Så træder Babette ind på scenen; Hun investerer hele sin formue – hvor meget suppe til de fattige kunne der ikke være kommet ud af den – på et eneste luksuriøst måltid – på mirakuløs vis bringer dette måltid Himlen ned på jorden – og slår dørene op til det ny Jerusalem. Babettes mad forløser og forsoner og giver himmelsk fylde i menighedens liv.
Og hun afviser pure søstrenes antagelse af, at hun skulle have sat sin formue til for deres skyld. Hun gjorde det for sin egen skyld – Hun måtte bare gøre det, for hun er jo madkunstner!
Babette tilsidesatte ikke sig selv da hun brugte hele sin formue på et måltid.
Hun fornægtede ikke sig selv. Tværtimod levede hun fuldt ud det liv, der var hendes gennem den fantastiske middag.
Og derfor virkede den, fordi Babette var sig selv i det hun gjorde.
Og derfor virkede søstrenes selvopofrende velgørenhed ikke, fordi de ikke var sig selv – fordi de fornægtede sig selv i det de gjorde.
Man kan sige det på den måde: Babette elskede sig selv, som netop den hun var, derfor blev hendes mad til et kærlighedsmåltid for andre.
Søstrene fornægtede deres kærlighed til sig selv, deres talenter, deres lidenskab og jordisk kærlighedstrang, derfor formåede de ikke at mætte menigheden uanset hvor meget suppe der udgik fra deres hus.
Dette er selve budets omdrejningspunkt: Du skal elske din næste som dig selv.
Det er jo en forudsætning for at du kan elske din næste som dig selv, at du virkelig elsker dig selv!
Buddet indeholder således to fordringer til os, vi skal elske vort medmenneske, og vi skal elske os selv. Det ene afhænger af det andet.
Ikke nødvendigvis som i psykologiens verden, hvor man ville formulere det på den måde: du skal elske dig selv, før du kan elske andre.
En kristen tolkning af det samme lyder: såvel som du skal elske dit medmenneske fordi han er Guds elskede enestående skabning, lige såvel skal du elske dig selv, fordi du er Guds elskede enestående skabning.
For du vender i lige høj grad ryggen til Gud, hvad enten du svigter livet i dit medmenneske eller om du svigter livet i dig selv.
For livet er ikke dit eget liv, livet er fra Gud. Livet er ikke noget vi har, men noget vi hvert øjeblik får skænket af Gud.
Du skal elske din næste som dig selv: det indebærer; at du ikke skal lade andre herske over dig, du skal ikke føle dig mindre eller mindre betydningsfuld end din næste, for du skal elske dig selv som din næste.
Selvfornægtelse, selvopofrelse, selvtilsidesættelse – det er hån mod det liv Gud giver dig.
Nu er der jo ikke mange af os, der hverken lever af øllebrød og tørrede klipfisk – eller tilsidesætter livets jordiske glæder i vores kristendomssyn, men i vor iver efter at være den største og den mest betydningsfulde taber vi os selv fordi befalingen til kærlighed – til tjeneste druknede i magten og fristelsens hav.
Man kan sige det på den måde, at vi skal elske os selv som det medmenneske vi er for andre – ligesom vi skal elske det medmenneske andre er for os og andre.
Kærlighed til sig selv og sit medmenneske er to sider af samme sag det viser fortællingen om Babette, som med et langt skrig fra hendes kunstner-hjerte der går gennem verden:”Giv mig lov, giv mig lejlighed til at yde mit ypperste”
Hendes skrig taler imod helgarderinger gennem livet – imod tanken om at livets regnskab skal gå op i fortjeneste, og ikke med lidenskab, intensitet og sandhed søger at finde sin plads i Guds store mønster og kæmpe for at være Guds idè tro – Elske sig selv som Guds elskede skabning.
For evangeliet vil ikke, at vi placerer os på livets tilskuerplads, men lader fordringen lyde at vi skal fuldbyrde vort liv, lade vor egen historie tage form så vi kan blive os selv fuldt ud.
Fordringen lyder du skal elske din næste som dig selv – og forsømmer du at elske dig selv, gør du dig skyldig i en lige så stor synd, som hvis du forsømmer at elske din næste, for i begge tilfælde vender du ryggen til det liv som Gud hvert øjeblik skænker os – da leverer du livet som ”et ubeskrevet blad” tilbage. Og du skylder at nære kærlighed til det liv Han har givet dig med netop de egenskaber – den egenart du har fået -
Som Karen Blixen engang sagde: ”Det er nødvendigt at sejle, hvis vi vil leve, mens vi er i live”
Hvem er så den største? Det er ham som tog en tjeners skikkelse og tjente ved bordene, fordi han tjente sig selv ved at tjene andre – som stod der skrevet i hans hjerte: ”Giv mig lov, giv mig lejlighed til at yde mit bedste”
For det at tjene andre er det samme som at tjene sig selv.
Amen
Mia Lund Rao
