Stegemüllers vindue mod verden

Min musik er remedieret

tirsdag, februar 12, 2008 · 2 Kommentarer

iPod TouchDa jeg begyndte at arbejde med billeder elektronisk, var det som om, billederne blev “aktiveret”. De blev til screensavers, de kom på nettet, de kom ind i mit slægtsforskningsprogram, de blev printet og sat i rammer mv. På alle måder blev de set meget mere end nogen sinde før.

Helt det samme sker nu med min musik; den bliver hørt mere end nogen sinde før - og hold da op, hvor har jeg meget god musik, som jeg helt havde glemt. Denne re-mediering (siger min ven medieforskeren, det hedder) gør noget positivt ved sit objekt og for sit subjekt.

iPod touch kan blande numrene i vild forvirring eller man kan selv sammensætte såkaldte “spillelister”, så man ikke kører træt i 90 minutters Mozart eller lignende. Jeg har mest overført klassisk, new age og stille musik til min iPod.

Jeg hader støj og er helt overrasket over, at jeg kan arbejde til musik. Men tricket er naturligvis, at når jeg selv vælger mine lydindtryk er det ikke støj. Kvaliteten af de små høretelefoner er overraskende god, og med dem i ørerne har jeg det godt i min egen verden. Farvel til kollegernes telefonsamtaler med Moskva, Accra og Dar es Salam.

Kategorier: Internet · Musik · iPod touch
Tagged: , , ,