Mon ikke frokostbordene i de statslige kantiner disse dage er fyldt med samtaler om de administrative servicecentre? Mine meget varierede frokostborde taler i hvert fald om det.
Personligt har jeg det sådan, at det bliver “et åndssvagt år”.
-
Der vil gå en masse tid for alle instutioner med at få tilrettelægge den lokale proces, orientere medarbejderne, holde møder, tænke, stå i døre og snakke (og sukke). Jeg er allerede ærgerlig over al den tid; vi kunne have produceret ydelser til vores kunder i stedet!
-
På mit lille område sætter jeg ingenting i gang. Jeg havde faktisk planlagt en række udvidelser til UMtid (sådan kalder vi tidsregistreringssystemet mTID i Udenrigsministeriet) som kunne gøre livet lettere for brugerne, men der er ikke grund til at købe nye moduler nu, hvor vi ikke ved, hvad der skal ske.
-
Al udvikling af administrative systemer og rutiner må ventes at være sat på stand by i hele staten nu.
-
Usikkerheden om “hvad skal der ske med mig?” indfinder sig allerede, og det taler medarbejderne naturligvis om.
- Personligt kan jeg ikke finde ud af, om jeg mon anses for en slags IT-medarbejder eller en slags personalemedarbejder (sidder “logisk” nok i vores økonomiafdeling); skal jeg til Skatteministeriet, Økonomistyrelsen eller kunne jeg ende med at blive siddende på pinden i UM?
Og øh… hvad retning skal cyklen vende om morgenen? Egentlig er det jo ret ligegyldigt i den store sammenhæng – men “Storkøbenhavn” er et noget vidt begreb. Jeg kommer nu til at savne min udsigt til havnen og Eigtveds smukke gamle pakhus.
Glæder mig nærmest allerede til uvisheden og usikkerheden er ovre – men det er den tidligst lige før sommerferien. Når man ved noget, kan man handle. Lige nu er der kun at se tiden an, og se hvad der sker.
Lidt sjovt er det også: Vi lo til frokost af, at min ældre kollega i virkeligheden er et demografisk problem/en demografisk pukkel. Hun skal have nyt visitkort skal hun.
Må jeg gætte på, at nyhedsbrevet fra Økonomistyrelsen bliver et hit – når det kommer?
