Det var yndlingspræsten Inge Hanne Broström i dag. Yes – så kan jeg være med. Og det kan Anders And også!
Anders And blev inddraget, for hvem kender ikke hans kampe med sig selv, når han står og overvejer, om han skal skrælle Rip, Rap og Rups sparebøsser. Og på den anden side er det jo synd, for ungerne har gået så længe med aviser, for at få fyldt noget i grisene. Hun brugte billedet som symbolet på det onde og det gode, der kæmper i os, og som vi vel alle sammen kender? Jeg gør i hvertfald – ikke lige med hensyn til sparebøsser, men med andre emner.
Dagens prædiken byggede blandt andet på en tekst i Anden Mosebog om folket, der havde bygget sig en guldkalv og var begyndt på at tilbede den. Og Johannes Evangeliet (Joh. 8.42-51) om Jøderne, der ikke troede på Jesus, men troede han var en samaritaner, der var besat af en dæmon.
Inge Hanne Broström brugte teksterne til at tale om noget, jeg selv vil oversætte til “friværdi contra livsværdi”.
Er det hele ikke snart gået op i friværdi, samtalekøkkener og udlandsrejser til eksotiske destinationer. Er der plads til næstekærligheden og den gode samtale? Er der plads til ro og fordybelse? Og er der stadig plads til dem, der ikke kan realisere friværdi og omsætte den til samtalekøkkener og udlandsrejser? Jeg synes, hun har ret – denne dans omkring guldkalven har taget overhånd og den er ikke blevet mindre gennem de seneste 7 år!
Dette leder mig videre til en tanke, jeg ofte har haft. “Kan man være kristen uden at være socialist?” Handler kristendommen ikke i vid udstrækning om at dele, om være noget for andre, om ind i mellem at sætte sig selv og sine egne behov til side? Er dette ikke en grel modsætning til hele liberalismen og højrefløjen, hvor det hele handler om at være sin egen lykkes smed, og at opnå goder for sig selv? Personligt har jeg altid været overbevist om, at Jesus var socialist!
Og så noget helt andet: Præsterne læser faktisk med her på bloggen! OK, jeg har hjulpet lidt på vej ved at sende dem et link, men alligevel… Det, synes jeg, er dejligt. Jeg håber, de bliver ved med det – og har lyst til at kommentere ind i mellem.
I dag var fyren med de to børn der. Som sædvanligt tog tøjdyrene spadsereture på kirkebænken og der blev bladret i billedbøger under prædiken. Udenfor kirken kom jeg til at tale med ham, og sagde “Jeg synes, den præst er enormt god”. Han kommenterede det ikke rigtig. Så spurgte jeg ham, hvorfor han kom i kirken – sådan af interesse for, hvorfor andre mennesker mon går i kirke. De er vel næppe alle i gang med et kulturhistorisk projekt. Og så kom det: “Præsten er min kone” – I guder (om man tør sige det) – jeg følte mig ret så tåbelig. Nåh – men når man kun har sagt noget positivt, går det jo endda.
Jeg benyttede anledningen til at præsentere følgende forslag om en aktivitet, som jeg ved, de har i en af kirkerne på Vesterbro: “Diskutér med præsten”. Det kunne bruges som en mulighed for af og til at møde præsten forud for prædikenen og have en dialog med hende, og stille spørgsmål til søndagens tekst. Der kan i sagens natur ikke være dialog, når hun står på prædikestolen i den tæt besatte kirke. I Hvidovre kirke er det i hvert fald en myte, at præsten prædiker i en tom kirke!
