Stegemüllers vindue mod verden

Åh, hvor jeg, ih, hvor jeg, uh, hvor jeg vil…

mandag, februar 25, 2008 · 4 Kommentarer

Forårhave at det skal blive forår! Og helst nu. Teksten er af Kai Normann Andersen (1933).

Har du bemærket den dejlige dag i dag? Solskin og lunt i solen, der langsomt – men sikkert – får kraft. Ud af mit vindue på kontoret kunne jeg se mennesker, der satte sig op ad muren ovre ved Eigtveds gamle pakhus. De nød det helt tydeligt med ansigtet op i solen, op i lyset.

Vi trænger til D-vitaminer, sol-vitaminer, og jeg er klar. Det er børnene nede på Hvidovre Torv også. Rulleskøjter og skateboards er kommet frem, og jeg slutter mig snart til dem. De må gerne grine ad mig – for ude-længslen trækker nu. Kolleger, der vender hjem fra skiferie taler også først om den… solen. Vi trænger sådan til lys og høje dage.

Uden for mit køkkenvindue er der spæde grønne spirer på træerne og i græsset er der vintergækker og (vist nok) erantis.

Jeg er træt af grå dage, der ikke er vinterdage og ikke er forårsdage, og ikke er noget som helst andet end kedelige! Giv mig knirkende frost eller sommer; jeg hader det der danske daller-daller mellemting. Jeg er på alle måder et enten-eller-menneske.

Kategorier: Glæde