Stegemüllers vindue mod verden

I søndags var det påskedag, ergo må det i dag være 1. søndag efter påske. De havde fået rodet lidt i skiltene ovre i kirken, og havde i stedet hængt det op med “2. Søndag efter påske” - jeg var lige ved at blive forvirret, men måske har de bare allerede forberedt sig godt til næste uge?

Det var i dag provsten Claus Bjerregaard, og teksten var Johannes-evangeliets fortælling om Simon Peter, der tre gange måtte svare Jesus på, om han elskede ham. Simon Peter svarer (naturligvis) bekræftende - men det klinger jo unægteligt lidt hult her kun en uge efter påsken, hvor selv samme Peter tre gange i ypperstepræsternes gård svarer, at han ikke ved, hvem Jesus er. (Joh 21,15-19). Det er i øvrigt den Peter, der menes begravet i Rom, og som i hvert fald har fået bygget sig et eftermæle i form af “Peterskirken” - det vidste jeg simpelthen ikke - så tak for det Claus.

Jeg synes, det er en underlig tekst - og som den utilitarist, jeg åbenbart er, synes jeg heller ikke, jeg kan se, hvad jeg kan bruge den til i mit liv. Det er ved at gå op for mig, at de prædikener jeg synes bedst om, er dem, hvor jeg får “noget” med hjem. Det er dem, hvor præsten formår at binde teksten sammen med nutiden og hverdagen. På den måde bliver teksterne menigsfulde for mig.

Udsmykning: Hvidovre kirke er meget smagfuldt indrettet; enkelt og skandinavisk, lyst og let. Jeg har fundet ud af, at de har haft Havsten Mikkelsen som arkitekt, og det er slet ikke overraskende for mig. Men én ting falder totalt udenfor og er et kæmpemæssigt stilbrud. Det er skiltet uden for kirkemuren. Du kan lige ane det på billedet her. Det skilt ligner simpelthen et af dem, som den lokale shawarma-købmand stiller uden for og så klistrer han sine menukort op dér. Kære menighedsråd - kunne I ikke i budgettet finde lidt penge til et skilt, der passer i stilen? Så kan døgnkiosken på den anden side af gade få jeres nuværende skilt.

Menighedsrådsmøde: Menighedsrådets møder er offentligt tilgængelige, så jeg listede over for at høre på torsdag aften. De er supersøde og imødekommende. Der er (vistnok) 15 + de tre præster. Det har hidtil været antallet af indbyggere i sognet (kommunen?), der bestemmer antallet af medlemmer. Fra og med det kommende menighedsrådsvalg til efteråret er det antallet af folkekirkemedlemmer, der afgør antallet af rådsmedlemmer. Det vil reducere antallet af rådsmedlemmer med tre, da der er mange indbyggere her i sognet (kommunen?), der ikke er medlemmer af folkekirken.

Først troede jeg, man skulle være medlem af et politisk parti, for der var flere af medlemmerne, der præsenterede sig med partifarve. Men der er også noget, der hedder “Kirkelisten”, og jeg gætter på, at det er der dem uden partibog stiller op.

Hold da op, hvor laver et menighedsråd mange ting, som jeg slet ikke var klar over sorterede under dem. Byggesager, økonomi, renter (ti-hi), skal der være to køer til uddeling af altervin, nemlig køen med alkoholholdig, og køen uden alkohol, og er det stigmatiserende for en voksen at stille sig op i den alkoholfrie række, står der så “Antabus” på ryggen af denne voksne osv.

Jeg flirter lidt med tanken om evt. at stille op til menighedsrådet, for det er en måde at få lidt indflydelse. Men jeg er ikke færdig med mine overvejelser endnu.

Jeg kunne slet ikke lade være at skynde mig at svare på det fine lille brev - og stor poesi er det bestemt ikke, men det er til en pige på syv år (og øh… jeg ved jo ikke noget om børn, men man kan da altid gøre sit bedste):

“Dear Lighoul-Laghan and family

Thank you so much for your fine letter, which I received yesterday. What a nice drawing you made for me with the many flowers in a vase on a table. I am very happy with it! You are so good at drawing! In this letter I send you some paper and some crayons, so you can get even better at drawing.

It is very interesting to hear about your life with your family. I’m happy that you and your sisters and brother all go to school. It is so important to go to school and learn many things.

• How far do you walk to come to school?
• And how many children are there in your class?
• What do you study/learn in the school?
• Is the teacher nice?
• What would you like to do for a living, when you become an adult?

I am also happy that you are all well and healthy!

When I go to work in the city, I always go by bike. It is 10 kilometers each way mostly through parks and nice areas. I just bought a new very nice bike, which I’m very happy with. It is a very fast bike, so now I can come to work much faster.

In Denmark we now have spring and we are waiting for the spring to be warm and friendly. A warm and friendly spring means 12 – 15 degrees and some sun. But until now it has mostly been raining, and last week we even had snow! That is not so nice.

If you have any questions about me and my life here feel free to ask them. I’ll be happy to answer them.

With much love to you and your family!

Hanne”

Der kom et dejligt lille brev i går fra mit sponsorbarn i Togo. Det er skrevet den 26. december. Det er svar på et brev, jeg skrev den 26. november!

Postgangen er lang og tung: sponsoren skriver brevet og sender det. Det går til hovedstaden Lomé i Togo og skal så oversættes til fransk (som jeg desværre ikke selv behersker). Derefter skal det vente på, at en centermedarbejder fra et af Børnefondens centre skal ud til den lille landsby (500 km. fra Lomé), hvor mit sponsorbarn bor. Og så kører hele processen den anden vej igen, inden jeg har svaret.

Pigen kan endnu ikke selv skrive, for hun går kun i 1. klasse, så det er hendes onkel, der har skrevet brevet. Og det er simpelthen så rørende, selv om det er meget kort og faktuelt om, at de har det godt og er glade for støtten. Men mit brev var også kort og faktuelt, for det er faktisk ikke så let at skrive til et menneske, man ikke kender. Men når vi får udvekslet nogle breve, vil der sikkert komme et bedre flow.

Hun har tre søstre og en bror, og så vidt jeg kan se går tre af de fem børn i skole. Det er rigtig godt og vist lidt usædvanligt. Nederst på brevet har hun tegnet en fin lille tegning af et bord med en stor buket blomster på. Et dansk barn på syv år ville tegne væsentligt bedre, men jeg har læst, at det er helt almindeligt og simpelten skyldes, at det ikke er hvert lille barn i Afrika beskåret at have papir og farver, så de kommer meget senere i gang med at lære at tegne. Prøv at tænke på den uretfærdige og ulige fordeling af verdens goder - en æske farver og en blok…

I næste brev vil jeg sende en blok og en æske Filia-farver (hvis de stadig eksisterer). Det bliver hun måske glad for. Som sponsor har man lov at sende så meget, der kan være i en foret A4-kuvert. Det er fint nok, at der er restriktioner på, hvad man må sende, for ellers kunne der hurtigt skabes stor ulighed i en lille landsby. Tænk hvis en sponsor sendte en cykel…

Tanken om en dag at rejse ned og besøge hende og se Togo har bestemt strejfet mig. Det kunne være en stor oplevelse.

Den danske sprog er vanskelig; den tales kun med besvær af de indfødte.

Det hedder “føg” - ikke “fygede” og det hedder “kvik” - ikke “hvik”

Har I ikke en retskrivningsordbog på Hvidovre Avis? Ellers kommer den sikkert snart til en boghandel nær jer! Og måske får I en dag også råd til en stavekontrol. Update: Tak til Claus Munk.

“Incitament 01-2008” (moderne ord for det gode gamle “Styrelsen”) er nu på gaden og i æteren, og det hele handler om de Administrative Servicecentre (ASC).

Her kan jeg for 10.000. gang læse, at medarbejderne er den vigtigste ressource, og se billeder af glade medarbejdere. De er simpelthen alle sammen så glade på billederne på Økonomistyrelsens side om Administrative Servicecentre.

Jeg er ganske vist rigtig glad for mit job i Udenrigsministeriet - men derfor behøver man jo ikke gå rundt og ligne en “Laila Lalleglad” og jeg må sige, at billederne på mig virker provokerende og overdrevne, da de slet ikke svarer til den virkelighed, jeg hører omkring mig.

Virkeligheden er, at vi er afventende, gerne vil vide hvad, der skal ske, hvornår det skal ske, hvem der skal med, hvem der skal blive tilbage, hvem der træffer beslutninger - og en masse andre hv-spørgsmål. Der er snart behov for svar, hvis vi ikke er en 500 it-medarbejdere (og sikkert også andre), der skal gå til det private erhvervsliv med korte og klare beslutningsveje, større løn, bedre karrierremuligheder og en flok frynsegoder.

Det er jo rigtig nok, at medarbejderne er den vigtigste ressource. Jeg har bare en aversion mod denne floskel, som vi har hørt i årevis, uden rigtig at se den materialisere sig.

Departementschef i Skatteministeriet Peter Loft lægger op til, at de vil skabe Danmarks bedste it-arbejdsplads i det kommende it-center. Han behøver nu ikke gøre alt det bare for min skyld - jeg har nemlig allerede Danmarks bedste it-arbejdsplads!

Måske skal jeg lige forklare, hvor du altid ser et cykelhjul på ASC-posterne. Det skyldes naturligvis, at navet er perfekt “centraliseret” i fælgen.

Jeg har simpelthen fået en aftale med min (yndlings-)præst! Jeg glæder mig over, at hun gider bruge tid på en undrende hedning som mig.

Jeg har siddet og rodet lidt i mine poster om kirkelivet og er foreløbigt kommet frem til nedenstående spørgsmål, som jeg gerne vil drøfte med hende på torsdag - de er her - præsenteret i en fuldstændig usammenhængende og uprioriteret orden. Vi når næppe dem alle, på den tid vi har til rådighed. Men når vi bare igennem nogle stykker, er jeg glad! - og er blevet klogere! (Men der skal selvfølgelig heller ikke så meget til.)

1. Gennemgang af ritualet. Hu hej - hvad er magien?
2. Hvem må prædike? Er prædikestolen åben for alle mennesker?
3. Gamle ritualer, gamle prædikener, kirken i gl. dage? Jeg har et billede af, at det var meget langvarigt og meget kedeligt og at folk kom, fordi de skulle.
4. Opstandelsen? Hvordan kan moderne mennesker tro på den?
5. Hvordan forene naturvidenskab, biologi mv. med det “at tro”?
6. Kirkens store opgave i relation til formidlingsopgaven?.
7. Salmevalget - hvem bestemmer?
8. Har du nogle budskaber, du gerne vil have ud gennem min blog?
9. Kunne vi i fællesskab udvikle bloggen?
10. Hvad lægger du selv mest vægt på i din formidling?
11. Teksterne - er det altid sådan, at første læsning er fra Det gamle Testamente og den anden er fra Det nye Testamente? Hænger de altid sammen?
12. Kristendom og politik? Kan man være kristen uden at være socialist?
13. Hvad synes du selv, er en god prædiken?
14. Hvornår synes du, at “det lykkes”? Hvad betyder feed back for dig? Hvordan får du feed back? I døren?

Jeg har det lidt som “Uncle Danny”: “Jeg holder af hverdagen!”

Selv om det er dejligt være hjemme, holde fri og lave lige præcis det, man har lyst til, på det tidspunkt af døgnet man har lyst til det, så er det også dejligt at være tilbage på arbejdet.

Der lå jeg ved ikke hvor mange mails fra de senste seks dage, for det er et af grundvilkårene i Udenrigsministeriet. Bare fordi vi har helligdage i København, har de det ikke nødvendigvis i resten af verden. Når vi står op, er de ved at gå i seng i Seuol - Udenrigsministeriet sover aldrig for alvor.

Nå men i gang med stakken og hjælpe de brugere, der har et problem. Kollegerne møder, vi taler lidt om hvad vi hver i sær har lavet, Irma-kaffen er klar og dufter godt på mit kontor. OK halvvejs… de sidder jo derude i verden et sted og venter på et svar, og de skal have god hjælp, skal de.

Sådan former mine hverdage sig typisk - og på en eller anden måde holder jeg af monotonien, det lidt forudsigelige. I mange år havde jeg jobs, hvor jeg hele tiden var på, hvor der stod fem mand på mit kontor og ville “noget”, og hvor jeg var “vigtigere” i organisationen, end jeg er i dag. Dengang var der ingen monotoni eller fourdsigelighed! Der var en årrække, hvor det var sjovt at være med i front, men en dag holdt det op med at være sjovt - og jeg for længe om at finde ud af, at det ikke var sjovt mere.

Skal jeg sammenligne dengang og nu, er jeg ikke tvivl om mit valg! Jeg elsker at arbejde med IT - enten virker skidtet eller også gør det ikke. Problemer er til for at løses - og der er kun én løsning. Anderledes med politik og økonomi, der kan vendes og drejes og snakkes og mødes ihjel. Jeg egner mig ikke til det mere.

Jeg holder af hverdagen, hvor jeg kan gå hjem til tiden, hvor jeg kan have en hobby og glæde mig til vejret bliver så godt, at mit nye vidunder må komme ud at køre. Den må nemlig ikke komme ud i salt og snask - og i Hvidovre ligger der et kilo salt på hvert gadehjørne!

Utilitarisme = nyttefilosofisk tilgang; man skal kunne se nytten i noget og spørger, “hvad kan jeg bruge det til?”

De lærer altså noget på det pastoralseminarium! Og så giver erfaringen naturligvis en hel masse, som man selvfølgelig ikke kan forvente andre end præsten selv har. Måske er jeg bare meget utilitaristisk, men gæsteprædikanten i dag i Hvidovre Kirke sammenlignede to forfatteres udlægning af situationen påskemorgen ved Jesu gravplads, og jeg synes ikke, jeg af den grund har fået noget med mig hjem. Det var ikke spændende. Hvis man nu gik til sammenlignende analyse på danskstudiet, kunne det muligvis være spændende, men som led i en gudstjeneste fænger det ikke mig.

Hvem har egentlig lov at prædike? Kan alle få lov til det eller skal man have en teologisk baggrund?

Jeg har haft den tanke, at det formentlig slet ikke er let at skrue en kirkelig handling sammen, fordi der på en måde er flere menigheder til stede på én gang:

• Der er dem, der skal have døbt deres børn, og så venter en bedre frokost derhjemme.
• Konfirmanderne, der kommer, fordi de skal.
• Og så er der dem, der kommer for en udlægning af dagens tekst.

De har hver især deres egen dagsorden, og præsten skal håndtere det hele på en time og sørge for, at alle synes, de har fået noget med hjem. Det er sikkert ikke verdens letteste opgave.

Sikke en forskel til i fredags! Der var påskeliljer over det hele, flaget på hel, dovent vajende under en sommerblå himmel, lys på alteret og den hvide messehagel fremme. Utroligt hvad “en smule framing” kan gøre ved oplevelsen af en tur i kirken.

Det er påske - Jesus er opstanden. Ret utroligt, når han nu lige er død på korset i fredags. Jeg kan utrolig godt lide Inge-Hanne Brostöm stille sig op og sige “spørg ikke mig, hvordan det kunne lade sig gøre”. Det er vist essensen af det at tro; man ved ikke, om det passer, men man har besluttet sig at tro på det! Jeg ved ikke, hvordan jeg skal det få det til at passe med biologien og naturvidenskaben. Når man er død, er man altså død - og så går man ikke i forvejen til Galilæa. Men hvad så med den apostolske trosbekendelse, som vi tro-ligt fremsiger hver søndag? Der står jo, at vi tror på opstandelsen!

Nå pyt med det… Jeg kan i hvertfald godt lide idéen bag det hele.

Det var en “glad” prædiken; en af dem jeg godt kan lide, en af dem hvor man lige bliver løftet sådan en ca. 5 - 8 centimeter rent mentalt. Inge-Hanne Brostöm tog udgangspunkt i en sætning “Dømt til livet”, som jeg tror, hun har fundet inspiration til her i Kristeligt Dagblad. Normalt vil man jo ikke sige, at vi er dømt til livet, for livet er noget godt. Vi lever livet med visheden, om at det slutter en dag; vi lever det, både når det er dejligt og mindre dejligt. Og nogle gange er det bare for tungt, og man kan tænke, at “det gider jeg altså ikke”. Det kan da siges, at være hårde vilkår, og det kan føles som at være dømt til det.

Min egen erfaring siger mig, at man bliver nødt til at tænke anderledes. At man bliver nødt til at finde sin nysgerrighed frem; nysgerrigheden efter det der venter lige om hjørnet og i morgen. På den måde kan livet være som påskeliljerne og anemonerne, der bare vil frem, selv om jorden er kold. Det er som om, livet bare vil leves, som om stenen vil væltes fra graven som dengang påskemorgen… Det er da et flot budskab - og lige til at blive glad af - trosbekendelse eller ej

Og så forresten: Glædelig påske til mine to læsere!

Jeg har læst mig til - på Internettet naturligvis, at vi undrende hedninge med et meget bedre ordvalg kaldes ‘Kirkefremmede’ - og det er rigtigt; vi er fremmede overfor kirken og dens traditioner, ritualer, metoder og fremgangsmåder.

Med et kik på Langfredag aftens TV-program kan jeg ikke lade være med at tænke, at der måske en grund til, at vi er så mange, der er kirkefremmede. Hvad viser dumme-kanalerne langfredag? Måske en af kirkeårets væsentligste dage? Der er (ved Gud) X-faktor og Anders And, og sikkert lignende ’stupiditeter’ ovre på den kanal, som jeg er alt for snobbet til så meget som at kaste et blik på programmet for.

Hvor får det moderne menneske sine umiddelbare indtryk, af hvad der er vigtigt, fra?

Rigtigt gættet min ven - fra TV! Vil man markedsføre kirken for alvor, må man afsted til det æterbårne (og i 2009 digitaliserede) medie og husalter. Men men… Kristeligt Dagblad (jeg har en 30 dages prøvetur!) havde forleden en række refleksioner over den lidet kristne TV-påske. Et interview med programchefen afslører det hele: Der skal sendes for de brede segmenter, vist nok de rød-blå-grøn-lilla-hvide, for det er jo public service, seertallene afgør det hele, og så kan vi da ikke sende TV om alt det, der er baggrunden for vores kultur! Forstå det hvem der kan, for det giver ikke mening. Skal public service være fordummende? Må public service ikke værne om det, der danner baggrunden for de flestes livsanskuelse?

Selv om jeg ikke ved ret meget om kirken, har jeg dog allerede fattet (men jeg er også ‘på den rigtige side af kvik’), at vores samfund bygger på den kristne tro og kirke! De fleste deltager i dette samfund - hvorfor er det så ikke public service, at bringe udsendelser herom?

Er det bare fordi ‘public service’ slet ikke betyder ‘public’ service? Er vi semantisk gået helt galt i byen? Betyder public service attter og atter og altid en evig leflen for den laveste fællesnævner? I det lys forstår jeg det store antal af ‘kirkefremmede’!

I onsdags sad jeg med kolleger i kantinen til frokost; vi talte om, hvad vi hver især skulle de kommende dage. En vis herre fór i mig, og jeg spurgte dem “Skal I i kirke?”. De så på mig, som om jeg var lidt skør, og det er jeg måske også, og medierne bærer ved til dette bål.