Stegemüllers vindue mod verden

Midfaste Søndag

søndag, marts 2, 2008 · 2 Kommentarer

Hvidovre Kirke

Lad de små børn komme til mig” sagde Jesus – og jeg vil gerne tilføje “Hvis de kan forholde sig roligt!“. Provst – og vist nok kirkebogsfører (meget vigtig funktion) – Claus Bjerregaard havde ikke let ved at overdøve dagens legestue, og vi andre havde ikke let ved at høre, hvad han sagde.

Søde kære forældre; prøv at få jeres børn til at være sagte bare den time, en gudstjeneste varer, og hvis det ikke er muligt, bedes I venligst transportere børnene udenfor. Uanset jeres egen grad af “kristenhed”, så træder I altså ind i Guds hus, og det er tilladt at udvise bare en lille smule respekt for situationen og for dem der faktisk gerne vil høre, hvad der foregår.

Brok slut! Nu til sagen:

Hvidovre Kirke

Mennesket lever jo ikke af brød alene“, skulle jeg mene, er dagens overskrift.

Israelitterne vandrede i ørkenen i 40 år, og på et tidspunkt meldte sulten sig naturligvis. De havde ikke rigtig noget at spise, men næste morgen havde Jesus sørget for, at der var spredt manna ud over det hele. 2 Mos 16, 11-18.

Og det fortsætter i Johannes Evangeliet, hvor israelitterne (må det være), ikke kan finde Jesus, og også disciplene er forvundet. Det bekymrer dem jo noget, så de ror til Kapernaum. Og så får de ellers et par sandheder fra Jesus’ egen mund: “I kommer jo sådan set ikke på grund af mig eller på grund af det jeg står for eller for ham, jeg repræsenterer, men fordi I gerne vil have noget mere brød” (sådan lidt frit fortolket af mig). Joh 6,24-35.

“De grimme israelitter” fristes man til at mene, de har jo ikke fattet en brik af det hele?

Selv synes jeg, det er et par vanskelige tekster, at bygge på i nutiden. For vores problem er jo ikke manglen på brød, men overfloden af velstand og manglen på simpel næstekærlighed? Jeg tror egentlig også, det var Claus’ konklusion på dagens tekster.

Og så lige: Siden min barndom har jeg undret mig over, hvordan de kunne være 40 år om turen. Godt nok er der langt, men alligevel…

Hvidovre Kirke

Sangene: Der var kun én af dagens sange, jeg kendte – gode gamle nr. 439 – og den glemte de. Nu er det anden gang, de glemmer en sang.

Salmebogen er fyldt med salmer, man kender. Hvordan kan det så være, der hele tiden vælges ud af dem, man ikke kender? Jeg kan godt lide at synge, og kirkerummet er et godt sted at gøre det – bedre end badeværelset – så det ærgrer mig, når jeg ikke kan være med. Hvem bestemmer, hvad der skal synges? Præsten selv? Jeg må vist have en snak med den gode provst…

Nadver: Jeg har den endnu til gode, for jeg har en fornemmelse af, at det skal man være vældig kristen for at deltage i, og jeg er ikke sikker på, at jeg helt kvalificerer mig på det punkt. Jeg er da ikke helt klar til at indtage Jesu Kristi legeme og blod. Synes det er noget “stort”, sådan at spise og drikke andre mennesker. I dag var jeg alligevel lige på nippet til at stille op i køen. Man kan i Hvidovre Kirke overveje det længe, for der er altid mindst tre runder. Men jeg tror nu, jeg venter til påske – sådan påskemåltiddet og den slags…

Billederne: Du fik lidt billeder med på vejen denne gang, for jeg synes, vi har en smuk og enkel kirke her i Hvidovre – stilen er meget skandinavisk og det hele kunne være tegnet af Børge Mogensen. Jeg synes, de har gjort det godt.

Billederne herunder er udsigten fra min stue. Det nederste har været udsat for lidt Photoshop.

Hvidovre Kirke

Hvidovre Kirke udsat for lidt Photoshop

Kategorier: Kirke
Tagged: , , ,