Over 10 grader, fuld sol ind i stuerne, duft af Ajax… det er sikre tegn; det er endelig rigtigt forår!
Jeg har indleveret begge cykler til eftersyn efter dels en lang vinter, dels efter længere tids manglende brug. De er klar næste uge, og så er det slut med at være ‘kropsdoven’.
I Vanløse havde jeg altan, det er det eneste, der mangler i min nye lejlighed. Det begynder allerede at krible… hvordan kommer jeg ud i luften, i foråret, i solen? Men beslutningen er klar: Jeg skal til at køre langt på cykel igen, og jeg skal til at løbe på rulleskøjter igen. Slut med at sidde på altanen og dovne.
Som sagt så gjort! Skiftede bremsen på mine superdejlige Tecnica Phantom rulleskøjter der har aluminiumsrammer og en fantastisk pasform, vendte hjulene og så afsted.
Det var herligt at komme ud og mærke den duvende fornemmelse igen.
Den første tur er altid lidt spændende; kan man stadig huske det, eller er det for alvor Bambi på glatis? Men nej, det gik fint. Selvfølgelig med den sædvanlige ømhed i de bittesmå muskler på skinnebenene, men det er kun de første par gange, så fortager det sig. Det blev ikke til mange kilometer (under fem) – men det kommer. Jagten på den bedste asfalt i Hvidovre vil nu gå ind.
Velkommen forår!