Jeg føler mig heldig… – normalt er det en måde at søge med Google på, men jeg føler mig faktisk heldig.
I min nye optagethed og undren over den danske folkekirke har jeg Grete på arbejdet, Leif i Snejbjerg og min præst at stille mine undrende spørgsmål til. Hvor er det dejligt, at have steder at adressere sine hv-spørgsmål (hvornår, hvorfor, hvordan osv.)
- Grete er medlem af et menighedsråd,
- Leif bor det samme sted som formanden for Indremission i Danmark – og Leif har gået i Søndagsskole og alting…,
- Min præst er åben over for undrende hedninge og har lovet at stille op til ’spørgetime’
Ét af de spørgsmål jeg selv – med hjælp fra Leif – har fundet svaret på er de forskellige farver, der bruges på messehagelerne i kirkeåret.
Jeg har haft undret mig over farverne, og det er nu overgået til en undren over, hvad det er, der har fået den danske Folkekirke til at adoptere katolske farver og semantik? Derudover:
- Hvad er det, der bestemmer denne evige omklædning? Hvornår skal præsten være i sin præstekjole? og hvornår må/skal hun være iklædt messehagel?
- Er det højere magter der bestemmer sammenhængen mellem de to tekststykker pr. søndag? eller må/kan præsten selv få indflydelse?
- Er det altid sådan, at 1. stykke er fra det gamle testamente og 2. tekststykke er fra det nye?
- Hvad er det for regler, der regulerer det hele?
- Er det den rene magi al sammen?
Det er skønt at få lov at være ‘Dorte Dum’! Jeg tænker selvfølgelig over, hvordan alle de andre kirkegængere har fundet ud af alle disse ting – eller måske ved de det heller ikke? Man lever fint uden at vide det, men hvis man har lyst at deltage i denne ugentlige forteelse, er det alligevel skønt at vide, hvad der foregår og hvorfor og hvordan…
Nåh ja — og så glemte jeg lige
For nogle uger siden ringede Jehovas Vidner på en lørdag formiddag (af en eller anden grund er det altid lørdag formiddag), om jeg nu var interesseret i ‘Vagttårnet’ og den slags?
‘Næh tak’ kunne jeg kun sige, ‘jeg kommer i sognets kirke og det er jeg så vældigt tilfreds med’. Jamen om min præst nu havde forbudt mig at interessere mig Jehovas Vidner? Næh det mente jeg nu ikke! For det første virker hun ikke videre forbuds-lysten og for det andet er jeg 44, jurist og kan tænke selv.
Og så gik de.
Jeg gider ikke den slags. Kan man nu ikke bare have lov at have sin tro og sin undren for sig selv? og få lov at adressere sine spørgsmål, hvor man mener, det er relevant?
