Focus Cayo str. S

Jeg har altid været vild med at køre på cykel, for det er en særlig frihed – ud til fuglene, mærke vinden, bruge kroppen, og høre kransen ‘tikke’, intet andet. I 1983 byggede jeg en Nishiki Trimmaster efterhånden som studenterøkonomien tillod det. Dengang kunne jeg bygge selv, for en cykel var ikke nær så avanceret som i dag. Det blev en herlig cykel, der har kørt mange tusinde kilometer på danske, tyske og italienske landeveje.

Problemet blev med årene, at jeg ikke længere kunne få reservedele, og kun fordi Heino var så rar at gemme lidt antikviteter til mig, når han fik gamle cykler ind, hvor nogle dele kunne genbruges, lykkedes det at holde den nogenlunde opdateret. Men den kom altså ikke med fra Vanløse – 24 år for en cykel er også ok. Jeg gav den til en vens ven, som lige ville se, om det at cykle var noget for ham. Jeg håber, han passer godt på det klenodie, som den cykel er.

I går skulle jeg i anden anledning ud til Heino, og fik en prøvtur på en Focus Cayo – og så var jeg simpelthen leveret. Det er en oplevelse ud over det sædvanlige at køre på en cykel af kulfiber/carbon. Det har jeg aldrig prøvet tidligere. Den smyger sig til kroppen og bliver en del af en. Kraftoverførslen er imponerende. Man skal næsten ikke træde, før cyklen er kørt, og man selv står måbende tilbage.

Tænke tænke, har jeg råd, er det fornuftigt? Ja vel er det fornuftigt! Og som sagt så gjort. Han spurgte, hvornår jeg ville have den. For sjov sagde jeg “Om 10 minutter”. Bent, som er Mr. Heino selv, og ham som jeg altid handler med, forsvandt ovenpå, og kom ned og sagde: “De er gået i gang”.

Jeg elsker at handle hos Heino. De oversælger aldrig, og de kan altid finde en løsning på et problem, man har med sine cykler. De er ikke byens billigste, men de er byens bedste. Man får ganske enkelt ikke lov at købe noget, der ikke passer i størrelsen, så først bliver der taget mål her og der, og bagefter kigger vi på cykler. Det er sådan, det skal gøres. Jeg har købt adskillige cykler derude, og jeg har aldrig haft skuffende oplevelser dér. De få gange jeg har vovet mig ind andre steder, er jeg derimod altid blevet skuffet.

Kørte hjem ad Roskildevej og følte mig som en på fem år, der lige har fået ny pigecykel. Lidt forsigtigt, for jeg havde ikke hjelm på, og jeg skal lige finde ud af det moderne gearsystem (jeg er jo vant til at skifterne sidder på overrøret – moderne mennesker har skifterne som en integreret del af bremserne), jeg trådte næsten ikke, og alligevel stod computeren på 33 km/t

Hvis du synes, du ser mit stuegulv på billederne, tager du ikke fejl. Vidunderet skal stå i spisestuen! Jeg tør ikke stille den andre steder. Men den er nu også smuk nok til det.

Og her lidt flere ‘gear og lir’-billeder at nyde: