Jeg en ‘Kirkefremmed’

Jeg har læst mig til – på Internettet naturligvis, at vi undrende hedninge med et meget bedre ordvalg kaldes ‘Kirkefremmede’ – og det er rigtigt; vi er fremmede overfor kirken og dens traditioner, ritualer, metoder og fremgangsmåder.

Med et kik på Langfredag aftens TV-program kan jeg ikke lade være med at tænke, at der måske en grund til, at vi er så mange, der er kirkefremmede. Hvad viser dumme-kanalerne langfredag? Måske en af kirkeårets væsentligste dage? Der er (ved Gud) X-faktor og Anders And, og sikkert lignende ’stupiditeter’ ovre på den kanal, som jeg er alt for snobbet til så meget som at kaste et blik på programmet for.

Hvor får det moderne menneske sine umiddelbare indtryk, af hvad der er vigtigt, fra?

Rigtigt gættet min ven – fra TV! Vil man markedsføre kirken for alvor, må man afsted til det æterbårne (og i 2009 digitaliserede) medie og husalter. Men men… Kristeligt Dagblad (jeg har en 30 dages prøvetur!) havde forleden en række refleksioner over den lidet kristne TV-påske. Et interview med programchefen afslører det hele: Der skal sendes for de brede segmenter, vist nok de rød-blå-grøn-lilla-hvide, for det er jo public service, seertallene afgør det hele, og så kan vi da ikke sende TV om alt det, der er baggrunden for vores kultur! Forstå det hvem der kan, for det giver ikke mening. Skal public service være fordummende? Må public service ikke værne om det, der danner baggrunden for de flestes livsanskuelse?

Selv om jeg ikke ved ret meget om kirken, har jeg dog allerede fattet (men jeg er også ‘på den rigtige side af kvik’), at vores samfund bygger på den kristne tro og kirke! De fleste deltager i dette samfund – hvorfor er det så ikke public service, at bringe udsendelser herom?

Er det bare fordi ‘public service’ slet ikke betyder ‘public’ service? Er vi semantisk gået helt galt i byen? Betyder public service attter og atter og altid en evig leflen for den laveste fællesnævner? I det lys forstår jeg det store antal af ‘kirkefremmede’!

I onsdags sad jeg med kolleger i kantinen til frokost; vi talte om, hvad vi hver især skulle de kommende dage. En vis herre fór i mig, og jeg spurgte dem “Skal I i kirke?”. De så på mig, som om jeg var lidt skør, og det er jeg måske også, og medierne bærer ved til dette bål.

Langfredag = Dies passionis domini

Jeg så det med det samme! Flaget på halv, ingen flamme på alterlysene og den liturgiske farve sort. Nogle gange skal ting være anderledes, for at man ser, hvordan de plejer at være! Ved gudstjenesten plejer flaget at være på hel, alterlysene er tændt hele tiden og messehagelerne har en flot farve.

En ‘passionsgudstjeneste’ har jeg været til i Hvidovre Kirke. Helt anderledes end vanligt. To præster (Inge-Hanne Broström og Runa Damsager) havde tjenesten, og det var interessant, hvad de lavede: Oplæsningen af de hellige skrifter i små bidder ved Inge-Hanne afbrudt af såkaldte meditationer = refleksioner over det netop oplæste ved Runa.

Langfredag er dagen for Jesu korsfæstelse, og på en eller anden måde giver det god mening, at biograferne ind til for nogle år siden havde lukket på denne dag, for det er da en skæbnedag.

Det, jeg bemærkede mest i teksterne, var, at hverken Pilatus eller Herodes ønskede at dømme Jesus. Ingen af dem havde fundet ham skyldig i forbrydelser efter loven. Men han blev dømt af en folkedomstol; en af dem, hvor de, der råber højest, får ret! Som jurist kan man næsten ikke rumme det. Retfærdighed er ikke ‘gode’ eller ‘rigtige’ love, men at lige tilfælde behandles lige, at det er domstolene, der dømmer, og at man har en forsvarer. Jesus blev dømt af de højtråbende ‘dummernikker’, og der var ingen, der talte hans sag. Tværtimod forrådte Judas ham (i søndags) for en pose ussel mammon. Lige netop denne del er god at få forstand af – også i vor tid. Giv tid til eftertanke, og lad være med at lade de dumme få magt, bare fordi de ytrer sig mest og højest.

Vejen ad Via Dolorosa til Golgatha har utvivlsomt været lang for manden, der tre gange segner under korsets vægt. De piner ham, de plager ham, og de flår tøjet af ham og trækker lod om det. De driller ham med, at når han nu ellers havde regnet med at kunne frelse verden, så var tiden nu inde til at vise, hvad han reelt kunne, nemlig ved at ‘klare ærterne’ for sig selv.

Det er da en frygtelig historie, og jeg sidder og tænker på, hvor glad jeg er for at vide, at det ender godt alt sammen – på søndag.