Utilitarisme = nyttefilosofisk tilgang; man skal kunne se nytten i noget og spørger, “hvad kan jeg bruge det til?”
De lærer altså noget på det pastoralseminarium! Og så giver erfaringen naturligvis en hel masse, som man selvfølgelig ikke kan forvente andre end præsten selv har. Måske er jeg bare meget utilitaristisk, men gæsteprædikanten i dag i Hvidovre Kirke sammenlignede to forfatteres udlægning af situationen påskemorgen ved Jesu gravplads, og jeg synes ikke, jeg af den grund har fået noget med mig hjem. Det var ikke spændende. Hvis man nu gik til sammenlignende analyse på danskstudiet, kunne det muligvis være spændende, men som led i en gudstjeneste fænger det ikke mig.
Hvem har egentlig lov at prædike? Kan alle få lov til det eller skal man have en teologisk baggrund?
Jeg har haft den tanke, at det formentlig slet ikke er let at skrue en kirkelig handling sammen, fordi der på en måde er flere menigheder til stede på én gang:
- Der er dem, der skal have døbt deres børn, og så venter en bedre frokost derhjemme.
- Konfirmanderne, der kommer, fordi de skal.
- Og så er der dem, der kommer for en udlægning af dagens tekst.
De har hver især deres egen dagsorden, og præsten skal håndtere det hele på en time og sørge for, at alle synes, de har fået noget med hjem. Det er sikkert ikke verdens letteste opgave.
