Et lille brev til Togo

Jeg kunne slet ikke lade være at skynde mig at svare på det fine lille brev – og stor poesi er det bestemt ikke, men det er til en pige på syv år (og øh… jeg ved jo ikke noget om børn, men man kan da altid gøre sit bedste):

“Dear Lighoul-Laghan and family

Thank you so much for your fine letter, which I received yesterday. What a nice drawing you made for me with the many flowers in a vase on a table. I am very happy with it! You are so good at drawing! In this letter I send you some paper and some crayons, so you can get even better at drawing.

It is very interesting to hear about your life with your family. I’m happy that you and your sisters and brother all go to school. It is so important to go to school and learn many things.

• How far do you walk to come to school?
• And how many children are there in your class?
• What do you study/learn in the school?
• Is the teacher nice?
• What would you like to do for a living, when you become an adult?

I am also happy that you are all well and healthy!

When I go to work in the city, I always go by bike. It is 10 kilometers each way mostly through parks and nice areas. I just bought a new very nice bike, which I’m very happy with. It is a very fast bike, so now I can come to work much faster.

In Denmark we now have spring and we are waiting for the spring to be warm and friendly. A warm and friendly spring means 12 – 15 degrees and some sun. But until now it has mostly been raining, and last week we even had snow! That is not so nice.

If you have any questions about me and my life here feel free to ask them. I’ll be happy to answer them.

With much love to you and your family!

Hanne”

Et lille brev fra Togo

Der kom et dejligt lille brev i går fra mit sponsorbarn i Togo. Det er skrevet den 26. december. Det er svar på et brev, jeg skrev den 26. november!

Postgangen er lang og tung: sponsoren skriver brevet og sender det. Det går til hovedstaden Lomé i Togo og skal så oversættes til fransk (som jeg desværre ikke selv behersker). Derefter skal det vente på, at en centermedarbejder fra et af Børnefondens centre skal ud til den lille landsby (500 km. fra Lomé), hvor mit sponsorbarn bor. Og så kører hele processen den anden vej igen, inden jeg har svaret.

Pigen kan endnu ikke selv skrive, for hun går kun i 1. klasse, så det er hendes onkel, der har skrevet brevet. Og det er simpelthen så rørende, selv om det er meget kort og faktuelt om, at de har det godt og er glade for støtten. Men mit brev var også kort og faktuelt, for det er faktisk ikke så let at skrive til et menneske, man ikke kender. Men når vi får udvekslet nogle breve, vil der sikkert komme et bedre flow.

Hun har tre søstre og en bror, og så vidt jeg kan se går tre af de fem børn i skole. Det er rigtig godt og vist lidt usædvanligt. Nederst på brevet har hun tegnet en fin lille tegning af et bord med en stor buket blomster på. Et dansk barn på syv år ville tegne væsentligt bedre, men jeg har læst, at det er helt almindeligt og simpelten skyldes, at det ikke er hvert lille barn i Afrika beskåret at have papir og farver, så de kommer meget senere i gang med at lære at tegne. Prøv at tænke på den uretfærdige og ulige fordeling af verdens goder – en æske farver og en blok…

I næste brev vil jeg sende en blok og en æske Filia-farver (hvis de stadig eksisterer). Det bliver hun måske glad for. Som sponsor har man lov at sende så meget, der kan være i en foret A4-kuvert. Det er fint nok, at der er restriktioner på, hvad man må sende, for ellers kunne der hurtigt skabes stor ulighed i en lille landsby. Tænk hvis en sponsor sendte en cykel…

Tanken om en dag at rejse ned og besøge hende og se Togo har bestemt strejfet mig. Det kunne være en stor oplevelse.