Stegemüllers vindue mod verden

Entries from april 2008

Ordleg på engelsk og dansk

onsdag, april 30, 2008 · Skriv en kommentar

To kollegers samtale: En lokalansat og en udsendt fra Udenrigsministeriet træffer hinanden og aftaler at holde kontakten: “Let’s stay in touch” siger de. Der går noget tid, uden de har kontakt. Pludselig en dag kommer der en mail fra den lokalansatte til den udsendte med følgende ordlyd som indledning: “Sorry I haven’t touched you lately”. Jeg lå flad af grin.

Herudover har jeg moret mig lidt med at finde ord, der, når de bliver sat sammen, ændrer sig fra at have en positiv betydning til at have en negativ. Se bare de foreløbige fund:

  • Lige gyldig bliver til ligegyldig
  • Lige glad bliver til ligeglad
  • Lide med bliver til medliden(hed)
  • Våge over bliver til overvåge

Flere ex er hjertens velkomne.

Kategorier: Sprog
Tagged: ,

Sådan skal det gøres

tirsdag, april 29, 2008 · 2 Kommentarer

Er dette ikke bare en drømmesituation?

skilt

 

Kategorier: Motionscykling · Skilte
Tagged: , ,

5. søndag e. påske = Dom. 5 p. Pascha

søndag, april 27, 2008 · Skriv en kommentar

Inge-Hanne Broström og Hvidovre Kirke har gjort det igen! Betaget mig!

Vi har taget fat på forårets konfirmationer. “Alting grønnes og springer ud – og skoven hun står brud”; det hele ligger så fint foran os, vi har næsten ikke brugt noget af det – og det er lige forunderligt hvert år.

Mine kusiner og fætre er mange år ældre end jeg, så den eneste konfirmation, jeg har været til, er faktisk min egen. Og jeg husker den desværre ikke.

Ved konfirmationen bekræfter vi dåben, og det gennemsyrede dagens tjeneste. De unge mennesker i deres fineste puds; lidt generte var de med papiret i hånden til at støtte dem i kirkebønnen, og de var faktisk så rørende søde! De gjorde deres del af arbejdet, så det blev en fuldkommen hel og “rund” gudstjeneste. Nu har jeg set de unge gennem hele foråret, og i dag var de næsten som forvandlede. Ingen tjatten ud efter hinanden, ingen mobiltelefoner, men fuld koncentration om øjeblikket. Det skinnede så tydeligt igennem, at de og præsten (Inge-Hanne Broström) kendte hinanden godt efter den lange forberedelsesperiode. Jeg glæder mig altid over, at se mennesker have noget med hinanden!

Inge-Hanne Broströms konfirmationstale tog udgangspunkt i forårets X-faktor! Det er genialt tænkt, for alle de unge har garanteret set det. X-faktor (i TV-regi) er at have noget ganske særligt (talent, charme, godt udseende og sangstemme). Blachmann og de andre var ikke sene til at dømme dem ude, der ikke havde X-faktor, og da der kun var én, der kunne vinde, var der også en masse, der ikke kunne vinde. I den personlige X-faktor er vi alle vindere, hvis vi forvalter vores talenter med blot en anelse omhu. Her er vi ikke blot “stjerne for en aften” – men gennem hele livet. Jeg tror så mænd, at kirkens smukke budskaber er ved at gå op for mig!

Lys

Så traditionel, jeg end er, elsker jeg, når der foregår noget anderledes i kirken. I dag kunne alle tænde et lys for nogen (eller noget) midt på den til anledningen tildækkede døbefont. Det virkede utrolig stærkt på mig, og samtidig repræsenterer handlingen et element, jeg savner i den danske forkekirke, men som jeg har truffet i den katolske kirke: man kan til enhver tid gå ind i kirken og tænde et lys. Man kan tænke sine tanker, sidde lidt og gå ud igen, når man føler sig klar.

Jeg tror, alle tilstedeværende gik op og tændte et lys, så jeg er ikke den eneste, der måske savner det element, der rummer en aktiv handling i kirken. Tit kommer vi og skal “bare” sidde ned – måske er der i realiteten et behov for at “gøre” noget, så at man føler man er deltager og ikke kun passiv modtager.

I går hørte jeg for første gang Carol Kings “You’ve got a friend” fra 1971 (albummet hedder “Tapestry”) med mine nye ører (dem der kan høre lidt af kristendommen). Du milde – det er jo til at blive helt religiøs af. Sangen blev sunget ved afslutningen på gudstjenesten i dag.

Prøv selv at lytte med her (7 Mb) og hvis du har lyst, og så tænk “bøn”, så får sangen en helt ny dimension.

For nemheds skyld får du lige teksten herunder:

You’ve got a friend

When you’re down and troubled

And you need some loving care

And nothing, nothing is going right

Close your eyes and think of me

And soon I will be there

To brighten up even your darkest night


You just call out my name

And you know whereever I am

I’ll come running to see you again

Winter, spring, summer or fall

All you have to do is call

And I’ll be there

You’ve got a friend


If the sky above you

Grows dark and full of clouds

And that old north wind begins to blow

Keep your head together

And call my name out loud

Soon you’ll me knocking at your door


You just call out my name

And you know whereever I am

I’ll come running to see you again

Winter, spring, summer or fall

All you have to do is call

And I’ll be there


Ain’t it good to know that you’ve got a friend

When people can be so cold

They’ll hurt you, and desert you

And take your soul if you let them

Oh, but don’t you let them


You just call out my name

And you know whereever I am

I’ll come running to see you again

Winter, spring, summer or fall

All you have to do is call

And I’ll be there

You’ve got a friend

Kategorier: Glæde · Kirke · Musik
Tagged: , , ,

Ud at cykle igen

søndag, april 27, 2008 · Skriv en kommentar

Focus CayoEn af de gode ting ved søndage er, at de kommer hver uge, og at jeg har fri. Der er ved at komme en forårsrytme over mine søndage: Kirke, cykle, soignere mit hjem – i den rækkefølge.

I dag havde jeg godt selskab på turen. Claus er en fin makker. Vi har et nogenlunde ens tråd, vores tempi passer godt sammen, vi har noget at tale om, og vi har begge glæden ved at cykle. Motion skal være noget, man gør af glæde, ikke af pligt. For mig er det at motionere næsten blevet et must efter mange år med stress mv. Jeg bare ud og bruge min krop til et eller andet; det flytter fokus fra hjernens spinden omkring sig selv.

Jeg kan mærke, at min gamle rytme på cyklen er ved at komme tilbage. Det er i særlig grad på de hidsige bakker omkring Hove, jeg kan mærke rytmens tilbagekomst. Ikke noget med at tænke på at køre opad, men lade kroppen finde rytmen, sidde stille og lade benene arbejde støt og roligt. Op kommer man jo så stille og roligt.

Hvis man tager hjemturen på cykel også (i modsætning til at trille op til Høje Taastrup Station) kommer der alletiders lede lange stigning i Herringløse Vridsløsemagle. Den er flere kilometer med en svag stigning hele vejen; efter 27 km. op og ned ude på den sædvanlige rute, har jeg døbt denne stigning for “dræber-bakken”!

Vi kom tilbage til to caffe latte på caféen på torvet i fin stil efter 2:05:32 for de 44½ km. med et snit på 21,1. Det er helt godt for os to alderstegne motionister.

Kategorier: Glæde · Motionscykling · Sport
Tagged:

Samtale og “Samtalens mester”

fredag, april 25, 2008 · Skriv en kommentar

samtaleDer er for lidt samtale og meget snak i verden. Alt for mange ord spildes og kunne være brugt til noget bedre. Vi lider ikke af ordknaphed her i landet, og vi omgås ikke ordene som en knap ressource. Det burde vi måske?

Jeg tænker på det hver mandag morgen, når jeg står i det lille tekøkken på arbejdet og venter på at kaffen løber gennem filteret. Så kommer en kollega og siger “ja så er vi her igen.” Sådan bare konstaterende, og uden videre. Så ved jeg aldrig rigtig, hvad jeg skal svare, og til det brug har jeg så fundet følgende “fraskel” (en sammenskrivning af en frase og en floskel for jeg kunne ikke beslutte mig): “Ja det har du ret i.” Og det har hun jo, og det kan endda konstateres ved selvsyn.

Det er åbenlyst, at den slags ytringer har til formål at holde de sociale forbindelseskanaler åbne, hvilket der er mange gode grunde til at sørge for. Men det kunne jo være klaret med den kendte forkortelse for “Her er jeg” – nemlig “Hej”. Faktisk havde det været nemmere for mig, for så var jeg ikke kommet i situationen, hvor jeg ikke kunne finde på noget intelligent at svare.

Det jeg vil frem til er naturligvis ikke at harcelere over min flinke kollega, men at prøve at sige noget om “samtale”. For mig er den gode samtale karakteriseret ved:

  • Tid til tanker og eftertanker undervejs. Når min samtalepartner siger noget, er det rart lige at få lov at vende ordenes mening inde i hovedet. Hvad mente hun? Forstår jeg det? Hvordan forholder jeg mig selv til det? Det tager selvfølgelig lidt længere tid på den måde (vi introverte er bare langsomme), men hvis man ikke har tid til en rigtig samtale, så undlad den hellere.
  • Tid til at sige det, jeg gerne vil sige. Tid til at smage på ordene og vælge dem med lidt omhu. Det sker, jeg møder mennesker, hvor jeg føler, at jeg må hellere skynde mig at gøre min sætning færdig, for ellers keder hun sig snart eller værre endnu: hun har selv en masse ord, der står i kø for at blive sagt.
  • Fravær af afbrydelser. Jeg bliver helt elektrisk af at blive afbrudt – i særlig grad hvis det virker systematisk. Det skyldes ikke så meget følelsen af “den ufuldendte sætning”, hvor halvdelen fortsat er i mundhulen (den forsvinder jo ved næste tandbørstning), nej det er den dybe disrespekt, for det jeg opfattede som en dialog, men herved erfarer i realiteten er blevet til en 3/4 monolog. Jeg prøver at forsvare mig verbalt ved at sige “Undskyld, men jeg gør lige min sætning færdig” – det virker af og til.
  • At man sammen “udvikler videre”. A siger noget. B replicerer, og A kommer tilbage med “Årh ja – sådan havde jeg slet ikke tænkt det, kunne det også være at…?”. Når man taler sammen efter det koncept, er der “en positiv risiko for” at begge går ud af samtalen en anelse anderledes, end de kom ind i den. Og det er i hvertfald ikke det værste, der kan ske. Det forudsætter naturligvis, at begge lytter og at begge har lyst at ofre den tid, der skal til, for at komme spadestikket dybere.

Når jeg ser på de fire punkter herover, er det slående, at kodeordet er “tid”! Så klart har det faktisk aldrig stået for mig før (et gode ved at skrive). Det passer så glimrende med min oplevelse af en række nylige gode dialoger. Når vi skilles, har jeg det som om den første sætning kun lige er sagt, og nummer to kun lige er på tungen – men der er fløjet timer.

Christian Kryger kaldte man med rette for “Samtalens mester”. Rigtig mange af hans udsendelser kan podcastes fra DRs “Guld fra arkivet”; den mand forstod at give sig tid, og han kunne interviewe alle. Selv er jeg er vild med hans samtaler med børn og unge.

Det skrevne ord har – set i relation til tidsperspektivet – en lang række fordele: der kan man bedre sidde og smage på ordene, sætte dem ved siden af hinanden, skifte ud og bytte om, fuldstændig som perler på en ubundet snor. Først når man tror, kransen rummer de rette perler i den rigtige rækkefølge med mange forskellige farver og former måske endda med deres egen indbyggede og villede asymmetri, binder man knuden.

Gode hilsner fra den langsommelige:

“Frøken Harsk”

Kategorier: Glæde · Introvert · Sprog
Tagged: , ,

Heino Holdet (2)

onsdag, april 23, 2008 · Skriv en kommentar

Focus CayoJeg havde bare “gode ben” i dag. Gad vide hvor al den energi kom fra? Da jeg kørte hjem fra arbejde, havde jeg ellers følelsen af at have verdens mest elendige ben. Det kan da ikke være den energibar, jeg kværnede, mens jeg ventede på “drengene”? Det må være alle de andre dejlige ting, der sker i mit liv p.t., for på EPO er jeg ikke.

Men altså: vi mødtes kl. 17:00 hos Heino Cykler; vi var kun få gengangere fra sidst – men det er naturligt, for på Heino Holdet melder man til ved at møde op.

Claus var til møde, der trak ud – synd for ham, for det blev en forrygende tur.

Der kom en ny kvinde, og det, syntes jeg, var fint. Hun led de samme kvaler, som jeg led sidst – det var synd. Men hun lavede også mange fejl, og selv om Flemming (tur-lederen) var nede at hjælpe og vejlede flere gange, prøvede hun desværre ikke at rette op på det. Jeg kunne se et par åbenlyse ting:

  1. Alt for høje gear (faktisk flere gange det næsthøjeste), og da vi ikke er Bjarne Riis, kan vi simpelthen ikke køre de store gear, og da slet ikke først på sæsonen, og slet ikke som kvinder. De høje gear giver det “malende tråd”, man ofte ser kvinder køre med. Så kommer de til at cykle med ryggen, og det ligner mest af alt en due, der går. Var det nu meningen, man skulle cykle med ryggen, havde pedalerne ikke siddet for enden af benene, og så havde de nok også heddet fx clavidaler (clavicula = nøgleben/kraveben, men pedalis = hørende til fod)
  2. Alt for store gear også op ad “bjergene”. Det går altså ikke! Man dør, og det bliver alt for hårdt. Kadencen (antal pedalomdrejninger pr. minut) skal op og ligge omkring de 90-100, for så kan man blive ved, og så ødelægger man i øvrigt heller ikke sine knæ.

Sidst fik jeg et par tips fra Flemming, som jeg virkelig skrev mig bag øret:

  1. Hæng i et baghjul på en fyr med noget volumen. Han giver læ, og du sparer selv på kræfterne.” Og det gjorde jeg så i dag. Som en grib, der har fundet et ådsel, kastede jeg mig over et baghjul og holdt fast 15 cm fra. Det var virkelig en hjælp.
  2. Lad være at lave “magtdemonstrationer” op ad bjergene. Det koster for mange kræfter.” Så jeg holdt mig pænt i et baghjul, uanset jeg altid har lyst til at få et bjerg “overstået” og at komme op på den anden side, og jeg altid har kunnet lave de der kortvarige eksplosioner. Men jeg lærte sidst, at energiforbruget på det er ca 80 pct. ekstra, så jeg skulle ikke nyde noget i dag.

Så alt i alt kom jeg med hjem i fin stil i dag, og jeg har ikke brugt den halve energi. Tak til dig Flemming for de gode råd, og den søde måde, du fik dem afleveret på. Jeg er modtagelig for flere visdomsord skønt jeg har mange års cykling bag mig.

Der er også en stor psykologisk effekt i ikke at føle, at man hele tiden “hænger”, selve det at hænge og knokle bagude kræver på en eller anden måde ekstra energi til det samme arbejde.

Skal jeg summere turen op i tørre tal bliver det til Distance (dør til dør): 47 Km. på 2:04:12 som giver et snit på 22,7. Jeg er tilfreds! Allermest med den langt bedre følelse i dag.

En sidste ting, jeg er glad for ved holdet er, at alle kører med hjelm (det er simpelthen obligatorisk), og vi overholder alle færdelsregler.

“Baghjuls-gribben” står der igen næste onsdag.

Kategorier: Heinoholdet · Motionscykling · Sport
Tagged: ,

En søndagstur

søndag, april 20, 2008 · 3 Kommentarer

Focus CayoDet er mit første forår uden altan i 18 år… Jeg er enormt glad for min lejlighed, men den mangler altså en altan. Nuvel det var så også derfor jeg betænkte mig selv med en ny cykel, for at have en god og sund anledning til at komme ud.

Vejret var så fint, så jeg tog igen ruten omkring Sengeløse, Hove, Østrup osv. og så stille og roligt hjem ad Ole Römersvej.

Det fascinerende ved motion er, hvor forbavsende hurtigt man mærker bare en lille fremgang. Og hvis man kører en nogenlunde fast rute, er det endnu lettere at mærke forbedringen omend den er lille. Turen i dag var 44,6 km. med et gennemsnit på 22,4 og et samlet tidsforbrug på 1:59:31. Herligt. Lidt kortere end sidste søndag for denne gang kørt jeg ikke forkert i de små byer.

Det føltes ikke lige så hårdt som med Heino Holdet, men det er selvfølgelig fordi, der kun en mig selv til at sætte tempoet.

Det trækker godt nok i de korte bukser, og jeg så flere med bare (hvide) ben, men selvom lysten er tilstede, synes jeg det er lige koldt nok endnu. De seriøse ude på ruten havde da også lange bukser på. Der er ingen grund til at blive kold, selvom det kunne være rart at få lidt sol.

Kategorier: Motionscykling · Sport · Sundhed
Tagged:

4. søndag e. påske = 4. p. Pascha

søndag, april 20, 2008 · Skriv en kommentar

Hvidovre KirkeIgen en dag, hvor to ca. 4-årige via deres indbyrdes samtale fik lov at dominere lydkulissen. Øv – der gøres noget. Jeg bliver irriteret, når man som værende inde i kirken end ikke kan høre bedeslagene.

At det halve af Hvidovre Torv i nat er brændt af, forhindrede mig ikke i at gå i kirken. Det er heldigvis en ejendom på den anden side af torvet.

Men bortset fra det var det Claus Bjerregaard, der stod for dagens højmesse, og evangeliet han talte over, var Johannes’ (Joh 8,28-36). “… og sandheden skal gøre jer frie”, sagde Jesus til jøderne. Nu mente de nu nok, at de var af Abrahams slægt og derfor aldrig havde været ufrie (tidsmæssigt vi er under den romerske besættelse), og hvordan kunne de så blive frie?

Claus brugte blandt andet teksten til at filosofere lidt over ordet “frihed”. Man kan have frihed til at rejse, hvorhen man vil, frihed til at ytre sig (dog under ansvar for domstolene, jfr. Grundlovens frihedsrettigheder – sagde juristen), frihed til at tegne en vis profet osv. Men det kan også være frihed fra fx misbrug af stoffer eller alkohol. Og så tror jeg egl. nok, at meningen med det efterfølgende var, at man med med Jesus in mente, lettere kunne bevare denne frihed fra.

Men jeg skal være ærligt og sige, at de små støjvoldere tager min koncentration fra det talte ord, for jeg er meget støjfølsom, så hvordan han kom videre i teksten, ved jeg ikke helt.

Det er helt sjovt, at det nu er ved at være mig, der kan det der med, hvornår man står op og sidder ned. Det er jo så logisk, når man bare ved det (på samme måde som det er let for Laudrup at lave mål), men for tre måneder siden var det en del af mysteriet. Nu begynder jeg at føle mig lidt på omgangshøjde med, hvad der foregår i kirken. Det er helt rart.

Jeg har fået en gave: “Kristuskransen” – og jeg er meget glad for den. Indtil videre har jeg taget den på som et armbånd, og der bliver den nok en tid. Muslimerne har deres bedesnore, andre trosretninger har en form for perlekæder, som de lader glide gennem fingrene som en form for bøn, men vi har i vores kulturkreds ikke rigtig noget håndgribeligt, der leder vores tanker til troen (sådan tror jeg, man kan udtrykke meningen med den), men svenske Martin Lönnebo besluttede at tage sagen i egen hånd op “opfandt” Kristuskransen.

Hvis du klikker på linket, får du en forklaring på, hvad hver perle betyder. Hvis man prøver et par gange, kan man dem hurtigt udenad, og på et tidspunkt begynder de at give mening (synes jeg).

Kategorier: Kirke
Tagged: , , ,

Møde med præsten (2)

lørdag, april 19, 2008 · Skriv en kommentar

SamtaleTorsdag aften havde jeg mit andet møde med præsten. Det er møder præget af så meget åbenhed og velvilje fra begge sider, at man næsten ikke skulle tro, det kunne lade sig gøre. Men det kan det.

Fantastisk er det, når mennesker med diametralt modsatte forudsætninger beslutter sig for at mødes, og der så opstår et sandt ”møde”. Et af dem hvor man lytter til og forstår, et af dem hvor man prøver at gøre sig åben for, hvad den anden vil sige én, uanset det næsten lyder som kommer det fra en anden planet.

Det er mig, der sætter dagsordenen, i form af en stribe emner, jeg gerne vil tale om, og på den baggrund har vi en forrygende dialog. Jeg er ikke rigtig til small-talk, så det er lige på og hårdt, og det er abstrakt og konkret på én gang, og samtidig er det hylende skægt og dødsens alvor. Tænk at kunne rumme alt det i én samtale med ét menneske.

I går var nummer 1 på min prioriteringsliste ”bisættelser og begravelser”, fordi jeg simpelthen gerne ville høre, hvad hun sådan helt personligt mente om en bisættelse som min mors, og hvilke tanker hun selv gjorde sig, når familiemedlemmer henvendte sig i anledning af et dødsfald.

Faktisk var det rigtig dejligt at høre, at hun syntes, at min mors bisættelse var et underligt forløb! Selv har jeg jo gået med følelsen af, at det var mærkeligt, men ét er selv at synes, noget er mærkeligt, et andet er, at få det bekræftet af et menneske med indsigt i slige sager. Mit indtryk af hendes eget syn på sin rolle i forbindelse med bisættelser og begravelser var meget, at der var hun en ”brobygger” mellem de efterladte, hvis det på nogen måde var muligt. Vær sammen om at få stedt afdøde til hvile, og være sammen om at finde ud af, hvad der skal siges ved højtideligheden mv. Og ikke mindst vær ærlig på en skånsom måde!

Noget af det, jeg holder af ved at komme i kirken, er det ”storladne”, rammerne, kald det hvad du vil, og sæt det i din egen forståelsesramme. Det, jeg mener, er, at jeg holder af orglets brusen, musikken, salmerne, symbolerne, tiden, der får lov at stå stille og så videre. Min mors bisættelse manglede det hele – og så er det altså sin sag at klare ”overgangsritualet” selv.

Et overgangsritual er – som jeg forstod det – et ritual, der markerer en overgang, og i forbindelse med dødsfald både for den afdøde og for de efterladte. Vi skal have placeret afdøde, hvor vedkommende nu skal være, og vi skal som efterladte finde en måde, at komme videre med vores eget liv på.

Vi talte også om det teologiske indhold i forbindelse med bisættelser og begravelser, blandt andet selve jordpåkastelsen, som jeg personligt altid har ment var det mest rædselsfulde øjeblik. Den første skovlfuld muld der falder, får mig altid til at tænke at ”det er nu det er slut” og samtidig kan jeg selvfølgelig godt se, at der – hvis man nu tror på et liv i det hinsides – også er noget håb i ”Af jord skal du igen opstå”. Men det er altså en tung sag for mig!

I mange år har jeg selv haft denne sætning i hovedet ”Andres død sætter vort eget liv i relief”, og jeg mener det stadig. Er det ikke netop på de tidspunkter, vi træffer vigtige valg i vores liv? Og det måske om ting, vi ønsker at gøre anderledes?

Blandet kristendomPå den måde synes, jeg, vi fik sat et fint punktum, på emnet ”Bisættelser og begravelser”, og som barn i en slikbutik, der gerne vil have ”for 20 kroner blandet kristendom” kom vi videre til selv det ”at tro”, som jeg faktisk gerne vil, men ikke helt ved om jeg gør. Præsten siger, det er en proces – og det tror jeg så på.

Én ting er sikkert, og det er, jeg tager i mod det med et åbent sind, og mere kan man vel egentlig ikke gøre? Jeg synes ganske enkelt, det er vanvittig spændende! Og jo mere jeg finder ud af, jo mere bliver der at undersøge.

På forhånd havde jeg sendt spørgsmålet ”Hvordan ved man, om man tror?” med kommentaren ”her har du et af de lette”, som i et bedre Jørn Hjorting program, hvor der på de lige minuttal, kommer et nemt spørgsmål. Da jeg havde trykket på ”Send” kom jeg til at tænke på, at det svarede en lille smule til at spørge ”Hvordan ved man, om man er forelsket?” Det kan man ikke rigtig svare på, og den, det går ud over, ved det bare.

Jeg bokser med ”Hvorfor” og ”Hvordan” spørgsmålene. ”Hvordan” svarer videnskaben på, og ”Hvorfor” svarer troen på. OK – godt så. Lad os tage skabelsesberetningen: Hvordan blev jorden skabt?” Ja det var noget med ”Big bang” og nogle biokemiske processer, som jeg (heller) ikke ved noget om. ”Hvorfor blev jorden skabt?” Det gjorde Gud af kærlighed, for han måtte bare gøre det. Hrm…. Jeg kan godt se, at hvis man i forvejen er troende, kan man stille disse spørgsmål og besvare dem således; men for mig bliver det på en eller anden måde en cirkulær argumentation. Og det gør det, skønt jeg ikke sidder og leder efter noget cirkulært. Jeg ønsker ikke at fange nogen mennesker i noget net.

Måske skal jeg bare acceptere at være en del af et mysterium? – og nøjes med glæden ved at undre mig? Vi har nu aftalt, at skulle jeg en dag vågne op og være blevet ”troende”, slår jeg lige på tråden til hende.

Ind i mellem kan jeg tage ”en mental tur” med mit ophav for ikke at have introduceret mig til kirkens mysterier – men omvendt ved jeg, at den dag, jeg synes, at nu er jeg klar til at være ”troende”, så mener jeg det, og der har jeg været igennem en lærerig, spændende og udfordrende proces som voksen. Var der nogle, der sagde “Tage stilling på et oplyst grundlag”?

Kategorier: Kirke
Tagged: , , ,

Store bededag = 4. fredag efter påske

fredag, april 18, 2008 · Skriv en kommentar

Hvidovre Kirke

Den lilla messehagel var fremme i dag (farven lilla er symbolet på eftertænksomhed og forberedelse – bodsfarven) og den er rigtig flot.

Også i dag en præst (Lis Ann et eller andet), som jeg ikke havde truffet før, men mit helt umiddelbare indtryk var, at hun var god, og at hende kunne jeg godt lide. Det var jo ikke hendes skyld, at lydanlægget opførte sig mærkeligt. Hvor er det egentlig utroligt (og nogle gange uretfærdigt) så hurtigt man danner sig et indtryk af et andet menneske.

Hun var god, fordi hendes prædiken var ligefrem og umiddelbart forståelig, og endnu engang var det som om den var skrevet lige til mig. Baggrunden var Matthæus evangeliet (Matt 7,7-14) med blandt andet “…bank på, så skal der lukkes op for jer…” og “…og den som banker på, lukkes der op for.” Ja det skal jeg da ellers lige love for! Jeg har sat gang i mit eksperiment, jeg har banket på, og der er blevet lukket op i mere end én forstand. Dørene er åbne på vid gab – og det er bare at vælge ud af buketten.

Jeg hørte hendes prædiken som en udstrakt hånd til os kirkefremmede, der ikke rigtig ved, hvordan “man gør”, når man nu gerne vil “det der med Gud”. Det ærgrer mig, at jeg ikke kan huske mere præcist, hvad hun sagde.

Ind til videre må jeg sige, at jeg har det sådan, at Kirken og selveste Jesus bliver mere og mere nærværende for mig. Det er helt mærkeligt. Selvfølgelig har jeg tænkt på, om jeg bare er let at lokke; kunne jeg også være blevet Moonie på tre måneder, hvis det nu var Moon-bevægelsen, jeg havde besluttet at udforske? Men det føler jeg mig nu ret overbevist om, at jeg ikke kunne. Jeg kan godt lide Den danske Folkekirke for dens bredde og dens åbenhed. Det er vist ting, man ikke finder i sekterne – og i øvrigt er jeg bare bange for alt, hvad der er ortodokst og sekterisk.

Jeg ville gerne kunne kaste mig ud uden faldskærm og sige “jeg er troende”, men det er endnu for tidligt (og i øvrigt næppe tilrådeligt), og der er stadig mange ting, som jeg undrer mig over og har behov for svar på.

Jeg er i gang med Jan Lindhardts “Katekismus i kristendom – børnelærdom for voksne“, som er en rigtig dejlig bog skrevet med en masse underfundig humor. Blandt andet skriver han, at den navnkundige Karen Blixen engang skulle have sagt “Kunne Jesus dog ikke nøjes med at dø for sig selv, behøver han at blande os ind i det!” Det er netop kernen i noget af det jeg går og tænker på: “Har Jesus virkelig gjort alt dette for os. Det er da slet ikke til at rumme”. En dag finde jeg nok et svar. Og mens jeg venter på, det (an)kommer til mig, vil jeg more mig videre med Jan Lindhardt, der i afsnittet “Tro” blandt andet skriver:

” “Tro” har flere betydninger på dansk. Det kan dels betyde at man tror på, at noget er tilfældet. Hvis man spørger folk, om de tror på Gud, så svarer de fleste ja eller nej på et spørgsmål om der er en Gud til. Spørger man dem om de tror på landets statsminister, så svarer de på noget helt andet, nemlig om han i deres øjne er troværdig. At han er til, kan man se hver aften på skærmen. Det var disse to betydninger højskoleforstander Poul Erik Søe fornøjeligt fik sammenblandet i en radioudsendelse, da han glædede sig over at der i følge Gallup nu er flere der tror på opstandelsen end på Poul Nyrup”

Kom så ikke og sig at kristendom er kedeligt og selvhøjtideligt!

Kategorier: Kirke
Tagged: , , ,