Stegemüllers vindue mod verden

På ét hjul

torsdag, april 3, 2008 · 2 Kommentarer

Ethjulede cyklerI går morges trådte jeg godt til i pedalerne for at køre op ad broen, der forbinder Vasbygade med Islands Brygge. Det knagede noget fra bagstaget, men alt virkede normalt – i 100 meter… Pludselig satte baghjulet sig skævt, og cyklen stod stille! Absolut stille. 

Den har desværre været hos en sand klamphugger af en cykelsmed ovre på den anden side ad Hvidovrevej, som ikke har spændt hjulet ordentligt fast. Havde jeg ligget og kørt 30 km/time på flad vej, kunne det have fået alvorlige følger. Jeg køber ikke så meget som en ringklokke der for fremtiden. Så hellere gå de fem kilometer ud til Heino.

Baghjulet kunne ikke rokkes en tøddel, og jeg havde intet værktøj. Heldigvis fik jeg øje på et par “vejmænd”, der gik og lavede – øh ja – vej. De havde en svensknøgle og hjalp mig med at få sat mit hjul lige og fast! Jeg ville have givet dem en 20′er til et par sodavand, men havde kun sedler. En af dem sagde “Jamen vi går her også i morgen”.

Så i morges havde jeg lige to kolde colaer i tasken. De så helt overraskede ud, men de havde jo virklig hjulpet mig ud af en temmelig irriterende situation, der heldigvis ikke var farlig, men let kunne have været det.

Kategorier: Aversioner · Forbruger · Service
Tagged:

2 responses so far ↓

  • Kirsten Bune Rasmussen // torsdag, april 3, 2008 at 21:39 | Svar

    Kære Hanne

    Hvor er du heldig! At der ikke skete dig ikke noget, selv om cyklen står stille, helt pludseligt. Det har jeg prøvet en aften i 1956, ned ad bakke et mørkt sted! Jeg fik hjernerystelse og brækkede venstre kraveben to steder.

    Hilsen
    Kirsten

  • Hanne B. Stegemüller // fredag, april 4, 2008 at 05:26 | Svar

    Kære Kirsten

    Ja jeg føler mig også heldig. Dit uheld lyder godt nok ikke rart… og så ned ad bakke, hvor man jo har fart på.

    ../Hanne

Skriv en kommentar