Tegnet af Kim Broström og bragt med hans tilladelse
Den lille indledende lille stilhed på måske 1-2 minutter kom ikke i dag. Jeg savnede den. Af og til skal ting være anderledes, før jeg er klar på, hvordan de plejer at være.
Det var endnu en af de søndage, hvor min kære præst måtte “råbe” sin prædiken til forsamlingen, for at overdøve de tilstedeværende børn – og det er aldrig dåbsbørnene. Det er de lidt større, der taler sig gennem en gudstjeneste, alt imens de forsamlede bedsteforældre smiler beundrende.
Det “råbte” ord er så anderledes end det talte, det virker så anderledes og så bastant. Det er så ærgerligt, at der er brugt lang tid på at skrive en sammenhængende prædiken, og så kan jeg som almindeligt halvdøv (jeg er faktisk helt døv på det ene øre, og min evne til mundaflæsning er dalende) ikke få hele sammenhængen. Det irriterer mig voldsomt.
Da jeg nu har besluttet at tage “hele pakken” dette (kirke-)år, sneg jeg mig endnu engang med til den efterfølgende kirkekaffe. Hvor var det dejligt at høre, at jeg ikke er den eneste, der er irriteret over dette fænomen. De andre oplever det på samme måde som mig.
Der må gøres et eller andet – men det er naturligvis en balance på en knivsæg, for Jesus siger “Lad de små børn komme til mig”, og så er det jo unægteligt lidt svært at sende dem ud i våbenhuset! “Jeg har lagt mine våben fra mig” sang vi 80′erne med Anne Dorthe Michelsen i spidsen, men jeg har ikke fralagt mig retten til ønsket om at kunne høre prædikenen.
Nå… men til udlægningen af dagens tekst (Joh 10,22-30), for det er jo det, det handler om! Se det var en af de søndage, hvor utilitaristen her fik noget med hjem – og så er det bare “kanon”. Jeg kan blandt andet bruge det til at blive glad af.
Havde jeg ikke vidst bedre, ville jeg have troet, at dagens prædiken var skrevet til mig, for den handlede i høj grad, om alle de spørgsmål, der p.t. optager mig fx om forholdet mellem tro og videnskab. Det optager mig, hvordan det moderne menneske kan tro på fx opstandelsen eller undfangelse ved helligånden? Jeg elsker at tumle med disse spørgsmål, for på en eller anden måde er de kommet til at berøre mig dybt.
På samme måde tumlede jeg i mange år med spørgsmålet “Hvorfor er jeg her?”, “Hvor skal jeg hen” og “Hvad er livets mening?” Med hensyn til de tre sidstnævnte må jeg sige, at min livskvalitet steg betydeligt, da jeg besluttede bare at leve livet. Men det behøver jo ikke betyde, at man er et “ikke-reflekterende” menneske.
I dagens evangelium står jøderne på tempelpladsen og afæsker Jesus et svar på, om han nu også er Kristus. Jeg forstår ikke helt hans svar i teksten, men jeg forstår dagens prædiken! Yes!
Jesus vil flytte vores fokus fra hjernen til hjertet. I vores hverdag vil vi have eksakte svar på det hele, vi vil kunne “regne den ud”, men det er videnskab og ikke tro. De to ting er ikke modsætninger – de løber parløb, for videnskaben svarer på “Hvordan”, mens troen svarer på “Hvorfor”. Den udlægning kan jeg altså godt lide, for den giver mening for mig. Der var meget mere i dagens prædiken, men “hvorfor” og “hvordan” var det centrale – igen set med den undrende hednings briller.
Inge-Hanne Broström havde også en dejlig forklaring på kirkens logo – korset – og dets udformning. Den lodrette streg symboliserer forbindelsen mellem os og Gud, både den ene og den anden vej, mens den vandrette streg symboliserer vores forhold til hinanden og vores omverden. Det har jeg da aldrig tænkt på før.
Eksperimentet med at følge et kirkeår bliver mere og mere interessant, efterhånden som jeg forstår, hvad det er der foregår. Jeg har tidligere sammenlignet det med at opleve en opera, og den sammenligning vil jeg gerne drage frem igen. Jeg ved ikke ret meget om opera, så jeg kan mest læne mig tilbage og nyde de store kor, hvor alle sangere synger på en gang. Jeg skal endnu ikke vælge Wagner men Mozart, for der er mere “creme for øregangene”. Men en dag vil jeg have sat mig tilstrækkeligt ind i sagerne til at kunne gå i lag med det lidt tungere stof. I starten af dette kirke-eksperiment satte jeg mig ofte bare og nød at tage en time ud af kalenderen – men nu hvor jeg begynder at se idéen og sammenhængen er det meget mere givende.
Og så en lille sjov ting: I starten var det en gåde for mig, hvornår man skulle rejse sig, så jeg fandt ud af, at det letteste var at kigge på kordegnen, hun kan jo det der. På et tidspunkt var jeg så ved at få den halve menighed til også at rejse sig, da hun rejste sig – for at hente noget. Alle kigger åbenbart efter hinanden.
