Til familiegudstjeneste uden familie

Til “den fulde pakke” i kirken dette kirkeår hører familiegudstjeneste, uanset jeg ingen familie har.

Målgruppen er vist travle børnefamilier, og formen er en kort gudstjeneste på ca. 20 minutter med efterfølgende spagethi med kødsovs. “Gud og spagethi” lyder lidt fladt, men “Familietorsdag” er på den anden side lidt intetsigende.

Inge-Hanne Broström fortalte med dukker om Kristi himmelfart, og hvad disciplene nu gik rundt og tænkte på i de 40 dage fra opstandelsen til himmelfarten. Der var Thomas, der ville se sømhullerne i hænder og fødder, inden han kunne tro på, at det faktisk var Jesus, der var tilstede ved frokosten. Og der var bjerget (det må være hrm… Oliebjerget?), hvorfra Jesus steg op i himlen.

Det var illustreret ved, at han satte sig op på en sky, og det sindrige snoretræk fik ham til at ende oppe under loftet. Heldigvis må man gerne grine i Hvidovre Kirke, for det var lidt af et kunststykke for præsten at få sat Jesus op på skyen, men det gik godt.

Havde jeg været i Thomas’ sandaler, havde jeg formentlig spurgt om det samme. Beviseligheder og vished vil nogle af os have!

Det var super! Jeg elsker formidling, der ikke kun er beregnet for øret, men også er for øjet. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvis den slags gudstjenester også havde været opfundet, da jeg var barn. Så var jeg ikke vokset op med, at kirken var noget kedeligt, som man kun benyttede sig af, når man var nødt til det.
Vore dages kirker (i hvert tilfælde “min”) har et så dejligt og anderledes (ud)syn, og inviterer med åbne arme folk inden for, uanset hvem de er. Det, synes jeg, er herligt.

Den efterfølgende spagethi var rigtig udmærket, men det bedste var nu snakken med præsten. Nogle mennesker er bare så interessante at tale med, at jeg kunne blive ved den halve nat.

På anbefaling har jeg i øvrigt bestilt Jan Lindhardts bog “Katekismus i kristen dom. Børnelærdom for voksne”. Den glæder jeg mig til at kaste mig over – det var undertitlen “Børnelærdom for voksne”, der fængede. Det må da lige være noget for mig.

“Den faldne folkekirke (1)”

Det værste ved artiklen i Hvidovre Avis “Den faldne folkekirke (1)” den 9. april (side 5) er 1-tallet, for det må betyde, at der kommer en fortsættelse.

En Martin Deleurand nedsabler i en sværm af bibelcitater Hvidovre Kirkes påskespil, og han slutter med følgende “Og hvis præsten ingenting forstår, vil ingen i menigheden kunne forstå noget som helst”. Han gør det på en side kaldet “Byens talerstol” – et sted for dumsmarte bemærkninger! Nu har jeg heldigvis min egen talerstol på det vidunderlige Internet i blogosfæren, så artiklen skal ikke forblive uimodsagt.

Nu skal du høre Martin: Jeg er medlem af den menighed, og jeg har aldrig forstået påsken så godt som i år. Det der “bare” plejer at være fem dejlige fridage, blev pludselig til en stor begivenhed for mig. Aldrig før har jeg fattet så godt, hvorfor vi siger “God påske” påskedag, aldrig før har jeg forstået, hvorfor langfredag var lang.

Jeg ved ikke, hvad du bygger dit postulat om menighedens manglende forståelse på. Hvor mange af os kender du, og har haft personlige samtaler med? Det er i hvert tilfælde ikke på min oplevelse og virkelighed. Du kan naturligvis postulere, at det bare er fordi, jeg er dum og kirkefremmed. Det første vil du notorisk ikke have ret i, det næste vil være korrekt. Men for os kirkefremmede er det altså bare fantastisk, at der findes kirker, der tager formidlingopgaven dybt seriøst. Så seriøst og med så meget succes, at klapstolene må frem, når den lille kirke igen er overfyldt.

Vi kirkefremmede kan ikke en hel masse skriftsteder, men nogle af os kan skrå over gaden med åbent sind og folde ørerne ud. Og desto mere vi gør det, jo mindre kirkefremmede bliver vi. Hvis du var præst i “min” kirke, ville jeg kede mig inderligt, og jeg ville forblive kirkefremmed.

Nye sammenhænge

Jeg har en kær kollega, der altid siger “Du er sådan et ordentligt menneske”, og da jeg aldrig rigtig ved, hvad jeg skal svare, plejer jeg at sige “Nej – jeg er bare et meget gammeldags menneske” – men pludselig begynder sammenhængene nu at give mening for mig.

Mit ophav er et sted, hvor der var masser af “laden som om” og det hader jeg af hele mit hjerte! Vi lod som om alting, vi lod som om famlien var i orden, vi lod som alting var normalt. I sandhed var intet normalt!

Jeg hader. når ting er “pseudo”, men jeg elsker, når de er ægte. Uanset om de er svære eller gode! Jeg elsker at forholde mig til den ægte vare! I kirken siger de af og til “Størst af alt er kærligheden” – jeg tillader mig i mit stille sind at tilføje “og næststørst af alt er ærligheden”.

I kirken fik jeg forleden hæftet ‘På herrens mark’, hvor man blandt andet kan fornøje sig med at finde ud af, hvilken “gudstjeneste-type”, man er. Hæftet er vist for konfirmander og andre unge mennesker, og det er jeg for gammel til, men det giver en introduktion til en masse grundbegreber, og det er fint. I følge hæftet er jeg en klar B’er – altså os, der lægger vægt på helheden og stemningen.

Den mening, det giver for mig, er, at jeg lægger vægt på det storladne, jeg elsker traditioner og der er OK!

Jeg har oplevet en underlig bisættelse, hvor det var som om, der slet ikke var plads til præsten endsige den kirkelige handling. Det føltes tomt. Det var ikke en rar situation. Og pludselig kan jeg se hvorfor – der manglede jo alt det, jeg holder af. Det storladne, stemningen, salmerne, præsten, der måske taler på en særlig måde, præsten, der giver modet tilbage i en vanskelig situation osv. Jeg har faktisk tænkt på, at hvis man ønsker sig den form for kirkelig handling ved afslutningen på sit liv, var det så ikke bedre helt at undlade den – altså den kirkelige handling. Gad vide om man kan få lov at blive sat i den indviede jord uden dette “forspil”?

Men i denne sluttede kreds siger jeg jer: Når det engang bliver min tur (om forhåbentlig 100 år), så skal det altså være en begravelse “med det hele”; den skal have alt, hvad den kan trække, med masser af musik, sange I kan synge med på, en ordentlig tale ved en ordentlig præst, og bagefter skal I gå ud og spise og drikke godt på boets regning naturligvis (jeg har alligevel ingen arvinger). Jeg kom hertil med manér, derfor vil jeg også herfra med manér. Det skal hænge sammen!