Vi havde “vikar” i dag - Bente Simonsen, og teksten var ikke af Kaj Normann Andersen men af Johannes (Joh 1,1-11). Der var en masse “Jeg er”, men det forstod jeg ikke meget af. Det mest forståelige var faktisk, at Jesus sagde “I min faders hus er der mange boliger”, hvilket hun brugte til på en fin måde at illustrere, at der kan rummes mange religioner og retninger under samme hat. Men ellers var det alt for tekstnært for mig og så forstår jeg det ikke, og så er det lige før, jeg keder mig. Nu har jeg sådan set ikke noget mod at kede mig, for så kan tiden bruges til ind-ad-tid, men alligevel…
Da det jo unægtelig ville være en lidt kort søndags-post med kun ovenstående få linier, vil jeg benytte anledningen til at udbrede mig lidt om, at præsten altid vender sin menighed ryggen.
De har ufatteligt meget ryggen til menigheden. Det minder mig en lille smule om at invitere gæster, og når de så er kommet og har lagt overtøjet, forsvinder man selv ud i køkkenet, og så må gæsterne klare sig selv, som de nu bedst kan. Det forekommer mig lidt underligt.
Jeg er godt klar over, at der et eller andet med, at orienteringen skal være mod øst (bor Gud dér?), men det burde kunne arrangeres anderledes på en eller anden måde. Nogle af dem formår også at vende sig mindre væk fra deres gæster end andre. Et tankeeksperiment: Ville verden, ritualet, liturgien og det alt sammen falde fra hinanden, hvis man vendte alteret om? På den måde kunne præsten naturligt have fokus på sine gæster og ikke på væggen.
