Møde med præsten (2)

Torsdag aften havde jeg mit andet møde med præsten. Det er møder præget af så meget åbenhed og velvilje fra begge sider, at man næsten ikke skulle tro, det kunne lade sig gøre. Men det kan det.

Fantastisk er det, når mennesker med diametralt modsatte forudsætninger beslutter sig for at mødes, og der så opstår et sandt ”møde”. Et af dem hvor man lytter til og forstår, et af dem hvor man prøver at gøre sig åben for, hvad den anden vil sige én, uanset det næsten lyder som kommer det fra en anden planet.

Det er mig, der sætter dagsordenen, i form af en stribe emner, jeg gerne vil tale om, og på den baggrund har vi en forrygende dialog. Jeg er ikke rigtig til small-talk, så det er lige på og hårdt, og det er abstrakt og konkret på én gang, og samtidig er det hylende skægt og dødsens alvor. Tænk at kunne rumme alt det i én samtale med ét menneske.

I går var nummer 1 på min prioriteringsliste ”bisættelser og begravelser”, fordi jeg simpelthen gerne ville høre, hvad hun sådan helt personligt mente om en bisættelse som min mors, og hvilke tanker hun selv gjorde sig, når familiemedlemmer henvendte sig i anledning af et dødsfald.

Faktisk var det rigtig dejligt at høre, at hun syntes, at min mors bisættelse var et underligt forløb! Selv har jeg jo gået med følelsen af, at det var mærkeligt, men ét er selv at synes, noget er mærkeligt, et andet er, at få det bekræftet af et menneske med indsigt i slige sager. Mit indtryk af hendes eget syn på sin rolle i forbindelse med bisættelser og begravelser var meget, at der var hun en ”brobygger” mellem de efterladte, hvis det på nogen måde var muligt. Vær sammen om at få stedt afdøde til hvile, og være sammen om at finde ud af, hvad der skal siges ved højtideligheden mv. Og ikke mindst vær ærlig på en skånsom måde!

Noget af det, jeg holder af ved at komme i kirken, er det ”storladne”, rammerne, kald det hvad du vil, og sæt det i din egen forståelsesramme. Det, jeg mener, er, at jeg holder af orglets brusen, musikken, salmerne, symbolerne, tiden, der får lov at stå stille og så videre. Min mors bisættelse manglede det hele – og så er det altså sin sag at klare ”overgangsritualet” selv.

Et overgangsritual er – som jeg forstod det – et ritual, der markerer en overgang, og i forbindelse med dødsfald både for den afdøde og for de efterladte. Vi skal have placeret afdøde, hvor vedkommende nu skal være, og vi skal som efterladte finde en måde, at komme videre med vores eget liv på.

Vi talte også om det teologiske indhold i forbindelse med bisættelser og begravelser, blandt andet selve jordpåkastelsen, som jeg personligt altid har ment var det mest rædselsfulde øjeblik. Den første skovlfuld muld der falder, får mig altid til at tænke at ”det er nu det er slut” og samtidig kan jeg selvfølgelig godt se, at der – hvis man nu tror på et liv i det hinsides – også er noget håb i ”Af jord skal du igen opstå”. Men det er altså en tung sag for mig!

I mange år har jeg selv haft denne sætning i hovedet ”Andres død sætter vort eget liv i relief”, og jeg mener det stadig. Er det ikke netop på de tidspunkter, vi træffer vigtige valg i vores liv? Og det måske om ting, vi ønsker at gøre anderledes?

På den måde synes, jeg, vi fik sat et fint punktum, på emnet ”Bisættelser og begravelser”, og som barn i en slikbutik, der gerne vil have ”for 20 kroner blandet kristendom” kom vi videre til selv det ”at tro”, som jeg faktisk gerne vil, men ikke helt ved om jeg gør. Præsten siger, det er en proces – og det tror jeg så på.

Én ting er sikkert, og det er, jeg tager i mod det med et åbent sind, og mere kan man vel egentlig ikke gøre? Jeg synes ganske enkelt, det er vanvittig spændende! Og jo mere jeg finder ud af, jo mere bliver der at undersøge.

På forhånd havde jeg sendt spørgsmålet ”Hvordan ved man, om man tror?” med kommentaren ”her har du et af de lette”, som i et bedre Jørn Hjorting program, hvor der på de lige minuttal, kommer et nemt spørgsmål. Da jeg havde trykket på ”Send” kom jeg til at tænke på, at det svarede en lille smule til at spørge ”Hvordan ved man, om man er forelsket?” Det kan man ikke rigtig svare på, og den, det går ud over, ved det bare.

Jeg bokser med ”Hvorfor” og ”Hvordan” spørgsmålene. ”Hvordan” svarer videnskaben på, og ”Hvorfor” svarer troen på. OK – godt så. Lad os tage skabelsesberetningen: Hvordan blev jorden skabt?” Ja det var noget med ”Big bang” og nogle biokemiske processer, som jeg (heller) ikke ved noget om. ”Hvorfor blev jorden skabt?” Det gjorde Gud af kærlighed, for han måtte bare gøre det. Hrm…. Jeg kan godt se, at hvis man i forvejen er troende, kan man stille disse spørgsmål og besvare dem således; men for mig bliver det på en eller anden måde en cirkulær argumentation. Og det gør det, skønt jeg ikke sidder og leder efter noget cirkulært. Jeg ønsker ikke at fange nogen mennesker i noget net.

Måske skal jeg bare acceptere at være en del af et mysterium? – og nøjes med glæden ved at undre mig? Vi har nu aftalt, at skulle jeg en dag vågne op og være blevet ”troende”, slår jeg lige på tråden til hende.

Ind i mellem kan jeg tage ”en mental tur” med mit ophav for ikke at have introduceret mig til kirkens mysterier – men omvendt ved jeg, at den dag, jeg synes, at nu er jeg klar til at være ”troende”, så mener jeg det, og der har jeg været igennem en lærerig, spændende og udfordrende proces som voksen. Var der nogle, der sagde “Tage stilling på et oplyst grundlag”?