Stegemüllers vindue mod verden

Der er for lidt samtale og meget snak i verden. Alt for mange ord spildes og kunne være brugt til noget bedre. Vi lider ikke af ordknaphed her i landet, og vi omgås ikke ordene som en knap ressource. Det burde vi måske?

Jeg tænker på det hver mandag morgen, når jeg står i det lille tekøkken på arbejdet og venter på at kaffen løber gennem filteret. Så kommer en kollega og siger “ja så er vi her igen.” Sådan bare konstaterende, og uden videre. Så ved jeg aldrig rigtig, hvad jeg skal svare, og til det brug har jeg så fundet følgende “fraskel” (en sammenskrivning af en frase og en floskel for jeg kunne ikke beslutte mig): “Ja det har du ret i.” Og det har hun jo, og det kan endda konstateres ved selvsyn.

Det er åbenlyst, at den slags ytringer har til formål at holde de sociale forbindelseskanaler åbne, hvilket der er mange gode grunde til at sørge for. Men det kunne jo være klaret med den kendte forkortelse for “Her er jeg” - nemlig “Hej”. Faktisk havde det været nemmere for mig, for så var jeg ikke kommet i situationen, hvor jeg ikke kunne finde på noget intelligent at svare.

Det jeg vil frem til er naturligvis ikke at harcelere over min flinke kollega, men at prøve at sige noget om “samtale”. For mig er den gode samtale karakteriseret ved:

• Tid til tanker og eftertanker undervejs. Når min samtalepartner siger noget, er det rart lige at få lov at vende ordenes mening inde i hovedet. Hvad mente hun? Forstår jeg det? Hvordan forholder jeg mig selv til det? Det tager selvfølgelig lidt længere tid på den måde (vi introverte er bare langsomme), men hvis man ikke har tid til en rigtig samtale, så undlad den hellere.
• Tid til at sige det, jeg gerne vil sige. Tid til at smage på ordene og vælge dem med lidt omhu. Det sker, jeg møder mennesker, hvor jeg føler, at jeg må hellere skynde mig at gøre min sætning færdig, for ellers keder hun sig snart eller værre endnu: hun har selv en masse ord, der står i kø for at blive sagt.
• Fravær af afbrydelser. Jeg bliver helt elektrisk af at blive afbrudt - i særlig grad hvis det virker systematisk. Det skyldes ikke så meget følelsen af “den ufuldendte sætning”, hvor halvdelen fortsat er i mundhulen (den forsvinder jo ved næste tandbørstning), nej det er den dybe disrespekt, for det jeg opfattede som en dialog, men herved erfarer i realiteten er blevet til en 3/4 monolog. Jeg prøver at forsvare mig verbalt ved at sige “Undskyld, men jeg gør lige min sætning færdig” - det virker af og til.
• At man sammen “udvikler videre”. A siger noget. B replicerer, og A kommer tilbage med “Årh ja - sådan havde jeg slet ikke tænkt det, kunne det også være at…?”. Når man taler sammen efter det koncept, er der “en positiv risiko for” at begge går ud af samtalen en anelse anderledes, end de kom ind i den. Og det er i hvertfald ikke det værste, der kan ske. Det forudsætter naturligvis, at begge lytter og at begge har lyst at ofre den tid, der skal til, for at komme spadestikket dybere.

Når jeg ser på de fire punkter herover, er det slående, at kodeordet er “tid”! Så klart har det faktisk aldrig stået for mig før (et gode ved at skrive). Det passer så glimrende med min oplevelse af en række nylige gode dialoger. Når vi skilles, har jeg det som om den første sætning kun lige er sagt, og nummer to kun lige er på tungen - men der er fløjet timer.

Christian Kryger kaldte man med rette for “Samtalens mester”. Rigtig mange af hans udsendelser kan podcastes fra DRs “Guld fra arkivet”; den mand forstod at give sig tid, og han kunne interviewe alle. Selv er jeg er vild med hans samtaler med børn og unge.

Det skrevne ord har - set i relation til tidsperspektivet - en lang række fordele: der kan man bedre sidde og smage på ordene, sætte dem ved siden af hinanden, skifte ud og bytte om, fuldstændig som perler på en ubundet snor. Først når man tror, kransen rummer de rette perler i den rigtige rækkefølge med mange forskellige farver og former måske endda med deres egen indbyggede og villede asymmetri, binder man knuden.

Gode hilsner fra den langsommelige:

“Frøken Harsk”