5. søndag e. påske = Dom. 5 p. Pascha

Inge-Hanne Broström og Hvidovre Kirke har gjort det igen! Betaget mig!

Vi har taget fat på forårets konfirmationer. “Alting grønnes og springer ud – og skoven hun står brud”; det hele ligger så fint foran os, vi har næsten ikke brugt noget af det – og det er lige forunderligt hvert år.

Mine kusiner og fætre er mange år ældre end jeg, så den eneste konfirmation, jeg har været til, er faktisk min egen. Og jeg husker den desværre ikke.

Ved konfirmationen bekræfter vi dåben, og det gennemsyrede dagens tjeneste. De unge mennesker i deres fineste puds; lidt generte var de med papiret i hånden til at støtte dem i kirkebønnen, og de var faktisk så rørende søde! De gjorde deres del af arbejdet, så det blev en fuldkommen hel og “rund” gudstjeneste. Nu har jeg set de unge gennem hele foråret, og i dag var de næsten som forvandlede. Ingen tjatten ud efter hinanden, ingen mobiltelefoner, men fuld koncentration om øjeblikket. Det skinnede så tydeligt igennem, at de og præsten (Inge-Hanne Broström) kendte hinanden godt efter den lange forberedelsesperiode. Jeg glæder mig altid over, at se mennesker have noget med hinanden!

Inge-Hanne Broströms konfirmationstale tog udgangspunkt i forårets X-faktor! Det er genialt tænkt, for alle de unge har garanteret set det. X-faktor (i TV-regi) er at have noget ganske særligt (talent, charme, godt udseende og sangstemme). Blachmann og de andre var ikke sene til at dømme dem ude, der ikke havde X-faktor, og da der kun var én, der kunne vinde, var der også en masse, der ikke kunne vinde. I den personlige X-faktor er vi alle vindere, hvis vi forvalter vores talenter med blot en anelse omhu. Her er vi ikke blot “stjerne for en aften” – men gennem hele livet. Jeg tror så mænd, at kirkens smukke budskaber er ved at gå op for mig!

Så traditionel, jeg end er, elsker jeg, når der foregår noget anderledes i kirken. I dag kunne alle tænde et lys for nogen (eller noget) midt på den til anledningen tildækkede døbefont. Det virkede utrolig stærkt på mig, og samtidig repræsenterer handlingen et element, jeg savner i den danske forkekirke, men som jeg har truffet i den katolske kirke: man kan til enhver tid gå ind i kirken og tænde et lys. Man kan tænke sine tanker, sidde lidt og gå ud igen, når man føler sig klar.

Jeg tror, alle tilstedeværende gik op og tændte et lys, så jeg er ikke den eneste, der måske savner det element, der rummer en aktiv handling i kirken. Tit kommer vi og skal “bare” sidde ned – måske er der i realiteten et behov for at “gøre” noget, så at man føler man er deltager og ikke kun passiv modtager.

I går hørte jeg for første gang Carol Kings “You’ve got a friend” fra 1971 (albummet hedder “Tapestry”) med mine nye ører (dem der kan høre lidt af kristendommen). Du milde – det er jo til at blive helt religiøs af. Sangen blev sunget ved afslutningen på gudstjenesten i dag.

Prøv selv at lytte med her (7 Mb) og hvis du har lyst, og så tænk “bøn”, så får sangen en helt ny dimension.

For nemheds skyld får du lige teksten herunder:

You’ve got a friend

When you’re down and troubled

And you need some loving care

And nothing, nothing is going right

Close your eyes and think of me

And soon I will be there

To brighten up even your darkest night

You just call out my name

And you know whereever I am

I’ll come running to see you again

Winter, spring, summer or fall

All you have to do is call

And I’ll be there

You’ve got a friend

If the sky above you

Grows dark and full of clouds

And that old north wind begins to blow

Keep your head together

And call my name out loud

Soon you’ll me knocking at your door

You just call out my name

And you know whereever I am

I’ll come running to see you again

Winter, spring, summer or fall

All you have to do is call

And I’ll be there

Ain’t it good to know that you’ve got a friend

When people can be so cold

They’ll hurt you, and desert you

And take your soul if you let them

Oh, but don’t you let them

You just call out my name

And you know whereever I am

I’ll come running to see you again

Winter, spring, summer or fall

All you have to do is call

And I’ll be there

You’ve got a friend

Ud at cykle igen

En af de gode ting ved søndage er, at de kommer hver uge, og at jeg har fri. Der er ved at komme en forårsrytme over mine søndage: Kirke, cykle, soignere mit hjem – i den rækkefølge.

I dag havde jeg godt selskab på turen. Claus er en fin makker. Vi har et nogenlunde ens tråd, vores tempi passer godt sammen, vi har noget at tale om, og vi har begge glæden ved at cykle. Motion skal være noget, man gør af glæde, ikke af pligt. For mig er det at motionere næsten blevet et must efter mange år med stress mv. Jeg må bare ud og bruge min krop til et eller andet; det flytter fokus fra hjernens spinden omkring sig selv.

Jeg kan mærke, at min gamle rytme på cyklen er ved at komme tilbage. Det er i særlig grad på de hidsige bakker omkring Hove, jeg kan mærke rytmens tilbagekomst. Ikke noget med at tænke på at køre opad, men lade kroppen finde rytmen, sidde stille og lade benene arbejde støt og roligt. Op kommer man jo så stille og roligt.

Hvis man tager hjemturen på cykel også (i modsætning til at trille op til Høje Taastrup Station) kommer der alletiders lede lange stigning i Herringløse Vridsløsemagle. Den er flere kilometer med en svag stigning hele vejen; efter 27 km. op og ned ude på den sædvanlige rute, har jeg døbt denne stigning for “dræber-bakken”!

Vi kom tilbage til to caffe latte på caféen på torvet i fin stil efter 2:05:32 for de 44½ km. med et snit på 21,1. Det er helt godt for os to alderstegne motionister.