Stegemüllers vindue mod verden

En af de gode ting ved søndage er, at de kommer hver uge, og at jeg har fri. Der er ved at komme en forårsrytme over mine søndage: Kirke, cykle, soignere mit hjem - i den rækkefølge.

I dag havde jeg godt selskab på turen. Claus er en fin makker. Vi har et nogenlunde ens tråd, vores tempi passer godt sammen, vi har noget at tale om, og vi har begge glæden ved at cykle. Motion skal være noget, man gør af glæde, ikke af pligt. For mig er det at motionere næsten blevet et must efter mange år med stress mv. Jeg må bare ud og bruge min krop til et eller andet; det flytter fokus fra hjernens spinden omkring sig selv.

Jeg kan mærke, at min gamle rytme på cyklen er ved at komme tilbage. Det er i særlig grad på de hidsige bakker omkring Hove, jeg kan mærke rytmens tilbagekomst. Ikke noget med at tænke på at køre opad, men lade kroppen finde rytmen, sidde stille og lade benene arbejde støt og roligt. Op kommer man jo så stille og roligt.

Hvis man tager hjemturen på cykel også (i modsætning til at trille op til Høje Taastrup Station) kommer der alletiders lede lange stigning i Herringløse Vridsløsemagle. Den er flere kilometer med en svag stigning hele vejen; efter 27 km. op og ned ude på den sædvanlige rute, har jeg døbt denne stigning for “dræber-bakken”!

Vi kom tilbage til to caffe latte på caféen på torvet i fin stil efter 2:05:32 for de 44½ km. med et snit på 21,1. Det er helt godt for os to alderstegne motionister.