Ud at rulle

Heino-holdet var desværre aflyst i dag, for Flemming var syg, Claus havde en fibersprængning, og jeg gad ikke rigtig at køre derud for måske at konstatere, at der ikke var andre end mig. Det var lidt ærgerligt, for jeg har ikke kunnet de seneste to onsdage og havde egl. glædet mig lidt til at pudse formen af inden de 114 kilometer til årets Tøserunde på lørdag. Men formen er nok, hvor den skal være, for jeg føler mig usædvanligt fit-for-fight.

I stedet tog jeg mine rulleskøjter og min gode syv km. rundstrækning i Hvidovre frem, for jeg skulle jo nødigt falde tilbage til vinterens krops-dovne tilstand. Når det er sommer, gør det jo ikke noget, man er lidt “lækker-go”.

At løbe på rulleskøjter er en fantastisk frihed på otte hjul, men det kan desværre kun gøres i tørvejr, for ellers er det for farligt. Hjulene bliver meget glatte i regn og herudover risikerer man at ødelægge rulleskøjternes hjerte: kuglelejerne. Og når man først har fået fine lejer, skal man passe godt på dem.

Dette forår er dog fremragende til at rulle i. Bevægelsen er blød og duvende, og der er ikke nær den belastning af knæ og fodled, som ved løb. At rulle er rigtigt godt for lændemuskulaturen på grund af de mange afsæt.

I dag blæser det, og det har blæst hele dagen, så der er mange små tørre grene, der er faldet af træerne; dem skal man holde øje med, for bare én på tværs, så ligger man der. At rulle i modvind og evt. op ad bakke kan være lidt af en kunst, hvor man skal finde sit indre lave gear, hvilket kræver en relativt god fysik. Ned ad bakke er det bare forrygende, når man altså kan bremse. Der er desværre fladt som en pandekage i Hvidovre!

Jeg købte mine første rulleskøjter i 1991, bare nogle billige for at se, om det var noget. Det var bestemt noget, men rulleskøjterne var helt umulige, for lejerne var elendige. OK – et par til i bedre kvalitet; den sommer var jeg fyldt med asfalteksem på mit højre ben; faldt evig og altid til højre side. På et tidspunkt var jeg ved at give op, og tænkte, at jeg ville aldrig få det lært (min motorik er elendig). Men på samme måde som det gik med at lære at læse gotisk, opdagede jeg en dag, at jeg rent faktisk kunne rulle. Helt forrygende, når man har kæmpet med noget.

Nu er jeg på mit tredie par, og de er (selvfølgelig) “state of the art” med stål-rammer, hårde hjul og store hjul og ABEC7-lejer. Hjulenes hårdhed afgør, hvor hurtigt man kan rulle og jo større de er, jo hurtigere ruller man ved samme afsæt og samme hårdhed. ABEC er et mål for lejernes kvalitet. Da jeg købte mine skøjter, var ABEC7-lejer de bedste, men nu fås de i både 9 og 11. Uha – jeg tør næsten ikke tænke på hastigheden og letheden i sådanne lejer – rulleskøjternes hjerte.

1. søndag e. Trinitatis = Dom. 1 p. Trinit.

Maj vi har, lys og klar, langt fra jul og januar. Mild er maj, fuld af leg, som’ren er på vej. Himlen er så klar og køn, skoven er så lys og grøn. Dagen lang, fuglesang, hør den glade klang. (Tekst: Ejnar Kampp.)

Maj er min smukkeste måned; en tid hvor det er som om, alle undere sætter ind, og hvor man kan vente – og forvente – selv det umulige. Kunne jeg ønske mig en måned, der gentog sig lige så meget som november, som vi har fem af årligt, ville det være maj.

Niels Christian Poulsen havde i dag debut i Hvidovre kirke efter sin ordination i søndags. Niels Christian skal vikariere for Inge-Hanne Broström under hendes orlov. Endnu engang må jeg konstatere, at de i kirken kan det med at sætte i scene. Provst Claus Bjerregaard (over-)gav ordet til Niels Christian efter en fin tale til ham. Claus talte om det, der i særlig grad tiltaler ham ved ordinationer, nemlig håndspålæggelsen. Normalt synes vi jo ikke, det er godt, når nogen lægger hånd på andre (selv tænker jeg, at sprogligt er “Han har lagt hånd på mig” at “Han har slået mig”), men gejstligt set, er det noget ganske andet. Der er det en fin gestus.

Hvis jeg nu var præst, ville ordinationen være en kolossal oplevelse. Det ville være at modtage arven efter forfærdrene med pligten og til – og ønsket om – at give den videre. I forbindelse med slægtsforskning har jeg selv formuleret: “Min private og uvidenskabelige definition på slægtsforskning: “Slægtsforskning er de nulevendes arbejde med – og fortælling om – fortiden med det klare mål for øje at blive klogere på sig selv og at levere fortællingen videre til eftertiden.” Lige pludselig sidder jeg i mit lønkammer og ser en forbindelse mellem teologi og genealogi. Pudsigt at se teologi som et detektivarbejde – men det kunne man muligvis godt? Er det ikke den personlige søgen og undren, der kommer i nye rammer?

Pludselig har tanken slået mig: “Jeg vil læse teologi – jeg vil være præst.” Tanken er vanvittigt (men jeg er ved at vænne mig til de vanvittige tanker – kender mig jo ret godt her på fireogfyrretyvende år). Økonomisk er det uoverskueligt at tage endnu en kandidatgrad; jeg er lige blevet færdig med den første studiegæld, og det ville være vanvittigt at pådrage mig en ny. Der er kun 16 år, til jeg vil gå på pension, jeg kommer aldrig igennem alt den græsk og hebraisk, min viljestyrke er for lille, min tro er for svag, alle de dygtige præster er allerede uddannet og der er masse andre argumenter i mod.

Apropos det med, at alle de dygtige teologer allerede er uddannede, og alle de dygtige præster allerede har gået på pastoralseminariet, og allerede har embede: Da jeg var fem år, ville jeg gerne være arkæolog; men jeg veg fra det og forklarede min mor følgende: “Jamen mor, når jeg bliver stor, så er de jo færdige med at grave det hele op!”. Selv i dag kan jeg godt lide den 5-åriges logik, der jo bare overså, at der ville blive noget nyt at grave op.

Nårh ja … undskyld Niels Christian at jeg har taget pladsen til mig selv, når jeg faktisk ville skrive om din første prædiken efter din ordination. Du talte om lotto-sloganet “Tænk hvis du vandt” og du drejede det ind over: “Tænk at du allerede har vundet”. Du sagde så meget, at jeg ikke kan huske det hele.

Personligt mener jeg, at dit salmevalg var helt umuligt. Endnu engang kunne jeg kun “Agnus dei” (gode gamle nr. 439) – du bliver simpelthen nødt til at vælge noget, som andre end du selv og en enkelt (måske to) præst(er) kan. En del af glæden ved at komme i kirken er at kunne synge med på bare et par af salmerne. Du havde også valgt nogle med ca. syv vers i hver – det er lang tid i uvidenhed!

Jeg lagde også mærke til, at du i forbindelse med nadveren sagde “til min ihukommelse”. Hvad er der nu galt med “til ihukommelse af mig”? Du bruger næsten en passiv i 2. potens – det er der faktisk ikke grund til. Eller også er der – og så må du gerne gå i rette med mig i en kommentar.

Blandt dine helt umulige salmer havde du bla. nr 233, hvor 2. vers lyder:

Jeg har vundet, Jesus vandt;

døden opslugt er til sejer,

Jesus mørkets fyrste bandt,

frihed jeg ved Jesus ejer;

åben har jeg Himlen fundet,

Jesus vandt, og jeg har vundet!

Når man har prøvet, at Livet vandt over livsangsten får dette vers en særlig betydning. Og herom agter jeg at bidrage til Kristelig Dagsblads kronikkonkurrence “Hjælp fra en uventet kant”. Jeg drømmer ikke om at vinde noget som helst, men det, at deltage i en konkurrence, kunne måske bidrag til at skærpe pennen/tastaturet?

Kære læser – undskyld dette blev lidt langt, men jeg havde lidt meget på sinde.

Trinitatis søndag og ordination

Havde jeg været præst i Hvidovre Kirke i går, var jeg sprunget i luften! Betingelserne for at holde Pinse- og familiegudstjeneste var næsten umulige; men nogle gange er det jo sådan, at når betingelserne er umulige, bliver man endnu stærkere, og kan klare selv det umulige. Jeg ved nu ikke, om jeg selv havde klaret det.

Hvidovre Kirke holdt i går Pinse- og familiegudstjeneste, og der er altid gjort rigtig meget ud af familiegudstjenesterne, da man – for at fange børn – ikke kan nøjes med ord, som vi voksne jo holder så meget af at boltre os i og lege med. Vi skulle høre om Pinsen, og det kan godt være, jeg bare er infantil, men jeg er vild med historiefortællingen. Jeg nyder at læne mig tilbage og lytte, og lade historien gå ind.

Det var – naturligvis fristes man næsten til at sige – igen Inge-Hanne Broström, der stod for regi og iscenesættelse af historien om Helligåndens komme. Hun indledte med at fortælle om det græske ord for Pinse, nemlig “Pentecoste”, der betyder 50. Regner man 50 dage frem fra nu, lander vi der, hvor alle børn får sommerferie. Narj… det var jo nok ikke den vej, vi skulle regne. Jamen så baglæns da? 50, 49, 48 og når vi kommer ned til 0, banker vi da lige ind i Påsken. Javel ja – det har noget med Påsken at gøre. Jesu Kristi død og opstandelse i Påsken, læg 40 dage til og du rammer Kristi Himmelfart, og 10 dage mere, så har du Pinsen. Sjov talmagi egentlig. I forbindelse med Kristi Himmelfart siger Jesus til disciplene, at han vil sende en hjælper, så de ikke skal klare opgaverne alene.

Disciplene, og lige nu er der kun 11 (Judas Iskariot må have taget sig af dage i et træ nu), er samlet til en (måske bedre) frokost, og de er i lidt halvdårligt humør, for de grunder over, hvordan de dog skal kunne gå ud og fortælle alt det videre, som Jesus lærte dem. Og det da i særlig grad, når de alene taler deres aramæiske. Midt i frokosten hører de kraftige vindpust i rummet, og der kommer ildtunger og sætter sig på dem. Og pludselig kan de tale mange sprog, og det sætter disciplene i stand til at udbrede budskabet på alverdens sprog. “Og disciplene var sådan lidt bims i hovedet” sagde Inge-Hanne – ja tak, det forstår man; det ville jeg også have været oven på den oplevelse.

På billederne herunder har jeg forsøgt at fange sceneriet med frokostbordet, hvor disciplene i form af pigekoret sad, og ildtungerne sad med. Pigekoret sad ikke kun og var disciple, de sang også så fint en salme med følgende omkvæd:

Tag en bøgegren i hånden,

tænd et lys og hejs et flag,

vi vil fejre Helligånden,

det er pinse her i dag!

Og så til de umulige betingelser for en præst: en beruset kvinde med sin rolator, der absolut midt i det hele måtte føre en personlig dialog med præsten, og en multihandicappet dreng, der i sin kørestol hvinede højt gennem alt, og en masse andre børn, der også havde fået skruet op for stemmen. Kan man klare det der, kan man klare alt! Det kan ikke være nemt at komme igennem seancen på den måde. Men hvad gør man? Man kan jo ikke så godt blive sur og bede folk gå ud eller i det mindste holde bøtte.

Super-præsten skal have orlov i fire måneder nu. Øv – men skribenten er naturligvis på plads, både til den tid og i mellemtiden.

Ordination i Sct. Olai Kirke i Helsingør

Jeg har jo besluttet gennem et helt kirkeår at tage den fulde pakke med Kirken, så da jeg blev inviteret med til ordination i Sct. Olai i Helsingør, var jeg ikke sen til at sige “Ja tak”.

Tænk at blive præsteviet! Det må være en fantastisk dag for en præst – og jeg skulle hilse og sige, at der er noget mere “svung” over det, end den dag man bliver ansat som jurist.

Der var indtogsprocession med alle de deltagende præster og provster med biskoppen over Helsingør Stift og ordinanterne i spidsen; der var en prædiken ved domprovsten og en tale fra biskoppen til ordinanterne, og derefter en ceremoni oppe ved alteret, som jeg desværre dårligt kunne se eller høre, derfra hvor jeg sad. Men det er et eller andet med, at de alle lægger hånd på hinanden, og jeg gætter på, at det er et tegn på ordinanternes optagelse i det gejstlige fællesskab. Hold da op hvor de kan iscenesætte inden for kirken. Det kan jeg rigtig godt lide at se på og opleve.

Sct. Olai Kirke tiltaler mig derimod slet ikke. Alting er så stort og pompøst; jeg fristes næsten til at sige “svulstigt” og det er slet ikke min stil. Jeg foretrækker langt “min” lille enkle og stilfulde landsbykirke i Hvidovre. Der er der bedre plads til mig som menneske; der kan jeg langt bedre bearbejde, og arbejde med, min egen private tro, således som den uendeligt langsomt er i færd med at tage form.

Jeg er i gang med at læse en skøn læsebog, der hedder “Sankt Thomas & Virkeligheden” af Jes Nysten. Bogen handler om kristentroen og er en lettilgængelig, samlet fremstilling af den kristne tro. Jes Nysten skriver blandt andet, at Gud ikke behøver “synlige kirker” for at “komme til orde” – nej det er menneskene, der behøver disse huse, disse kirker. Jeg kan godt lide hans argumentation, og så foretrækker jeg altså et af de små “husmands-huse”. Herremænd og andet godtfolk må gerne beholde de pompøse palæer.

Post festum Pentecoste

Waugh for en Pinse det har været! Den har blandt andet udmærket sig ved strålende solskin fra morgen til aften og temperaturer, der slet ikke hører maj til. Jeg har været rigtig meget ude. Paradoksalt nok er jeg meget mere ude nu, end jeg var, da jeg havde en altan at gå ud på.

Maj er min yndlingsmåned, for den er så fin, og den er som fredag aften, hvor alting ligger for, og vi slet ikke har brugt noget af fremtiden endnu.

Af og til er man kun i stand til at se skønhed, og uanset hvor man kigger, finder man noget smukt. Det minder mig om historien om den lille pige, der møder en skulptør ved hans kunstværk, mens det er under udarbejdelse, og hun spørger ham “Hvordan kunne du vide, det var inden i?”

På EPO, på syre, på noget?

Jeg har det, som om jeg er på EPO, på syre, eller på noget andet, for mine ben er vanvittigt gode.

Den vanlige søndagstur blev tilbagelagt med 24,4 km/t. i snit; Det bedste hidtil i år. Det er som en urkraft i mig, som en energi jeg slet ikke forstår og slet ikke kender, og slet ikke ved, hvorfra kommer. Den kraft trækker og skubber på én gang. En anden mulighed er naturligvis, at formen er ved at være i orden – men det er jo knap så poetisk!

Skulle jeg sammenligne ruten og landskabet med et menneske, ville jeg sige, at det er så smukt, at det rummer blidhed, temperament, og skarphed på én gang samt at jeg i dag i blev kærtegnet af den varme sommervind! Det er den slags mennesker, jeg elsker!

“Sikke en oplevelse” ude hos rapsmarkerne og syrenhækkene, der strålede om kap. Måske er jeg bare ved at at være vanvittigt religiøs, men jeg kan ikke lade være med at tænke på en af sognepræst Inge-Hanne Broströms prædikener fra engang i foråret; den startede med “Sikke en mor Jesus havde…”- hvad er det, der sker i naturen? er det “sikke en mor Jesus havde”?

Det var i dag svært at køre om kap med termometret, der hele tiden stod på 27-30 grader. Sikke en pinse = sikke en fest for helligånden! Jeg håber ikke, vi om føje tid (Læs i Juni/Juli) vil gå og sige til hinanden “Ja sommeren 2008 faldt i pinsen” – men skulle det blive sådan, tillader jeg mig at kalde det for “det alternative pinseunder” at jeg på smukkeste vis har set pinsesolen danse på to hjul i dag.

Til forskel fra for et par år siden, så er det sådan, at jeg elsker livet, og at jeg elsker livet i naturen; endnu mere elsker jeg livet i naturen på to hjul. At kroppen så også bliver sådan lidt “lækker go’ ” af den megen motion gør ikke rigtig noget – forfængelighed kan være en fin ting!

Pinsedag = Pentecoste

Jeg er blevet helt vild med at komme i kirken: den taler til mig, den har noget til mig, og også jeg er velkommen ved Herrens bord, når der er dækket op til påskemåltid i form af nadver. Jeg havde mange kvaler med, om jeg mon nu var værdig til det. Var jeg “kristen nok”?

Efterhånden som jeg ved noget, bliver det endnu vildere. Min viden skyldes bl.a. at Inge-Hanne Broström har brugt og bruger virkelig meget tid på at introducere mig til “sagerne”. Hun har tålmodigt fortalt mig alt det, jeg nok burde have vidst i forvejen – men det gjorde jeg altså bare ikke. Jeg søger og undres fortsat, men grundlaget for at gøre det, er kvalificeret betyderligt.

Kære Inge-Hanne jeg takker dig hermed i det offentlige rum for din indsats og din utrættelighed!

Nogle kalder Pinsen for “Kirkens fødselsdag”, vist nok fordi det var i Pinsen, den første menighed blev grundlagt. Personligt mener jeg, det er en grov desavouering af festen for Helligånden – det er for populistisk for mig. Lad os dog kalde tingene ved deres rette navn!

Pinse (= Pentecoste betyder halvtredsindstyvende (underforstået dage efter påske = Pascha)) blæste en skarp vind ind over disciplene; Gud materialiserede sig som Helligånden (Vi har Gud = faderen, Gud = Sønnen og Gud = Helligånden). Ved et under (Pinseunderet) kunne disciplene pludselig tale de omgivende regioners tungemål/sprog, hvor de hidtil havde måttet nøjes med deres aramæiske. Med den nye sproglige begavelse blev de i stand til at gå ud at give det videre, Jesus havde lært dem.

Nogle af begivenhederne bag helligdagene, synes jeg, det er vanskeligt at tro på, fx Himmelfarten; men Pinsen, den køber jeg gerne!

Claus Bjerregaard havde tjenesten i dag, og han havde megen herlig ordleg med ånd og ånde, der alene differerer på et enkelt ‘e’, og orglets piber, der har brug for ånde i form af luft; der er brug for alle piberne; på samme måde er der behov for alle mennesker for at vi kan kalde os et samfund; og Gud favner os alle! Det er endnu en af de dage, hvor jeg kunne ønske mig, at den interesserede læser kunne få prædikenen udleveret ved udgangen, for hvordan var det nu det hele hang sammen? Det gælder i særlig grad, når den stedlige præst prøver at rumme/favne hele dagens tekst. Selv om jeg læser på lektien hjemmefra, går det i skudder-mudder i mit hoved, når jeg efterfølgende kun kan fragmenter.

Jeg plejer at sætte mig ovre i venstre side af hovedskibet, men forandring fryder som bekendt, så i dag prøvede jeg højre side – og så var det, jeg fik øje på disharmonien: I har stillet en stol med sandfarvet betræk betræk til venstre for alteret. Den støder enhver æstets sans for æstetik. Det kan I simpelthen ikke gøre midt i alt det bordeaux i knæfaldet, på kirkebænkene og i altertavlen. Find en anden stol eller få den ombetrukket! Jeg er godt klar, at den sikkert lige var den forhåndenværende stol, og et sted skal I jo sidde, når I ikke lige står med ryggen eller fronten til, men prøv lige en dag at gå derned, hvor vi andre sidder og se på det! Jeg kender jer snart godt nok til at vide/tro, I vil være enige med mig. Den aktuelle løsning er næsten lige så grim som skiltet ved kirkemuren. Stilbrud behøver I ikke begå i den i øvrigt smagfulde kirke.

Heinoholdet (3)

Der var faktisk hverken “Heino” eller “hold” i dag – men Claus og jeg havde en pragtfuld tur.

Hvis man har lyst til at køre med os på Heinoholdet, skal man lære lige at tjekke hjemmesiden, inden man kører hjemmefra, for der bliver det meddelt, om der er noget, der er anderledes end vanligt. Flemming var forhindret, men det skulle jo ikke hindre os andre i at trille ud i det vidunderlige danske forår. Så Claus og jeg kørte ud og så, om der mon var andre. Ja der var selvfølgelig de hurtige, men det rækker ambitionerne ikke til. De kører lige så længe som os, men øh… 20 km. yderligere. Jeg fatter ikke, hvordan de bærer sig ad.

Summa summarum: vi kørte bare selv, gjorde vi. Det var Danmark, når det bedst, det var foråret, når det er finest. Alting lyser lysegrønt lige nu; nogle rapsmarker skærer i øjnene med deres gule lys. Der duftede godt nok ikke af ko – men det var godt alligevel!

Det var årets første tur i shorts – så skønt, at vi nu er nået så langt hen på året. For det er altså noget bøvl, så længe man er nødt til at have enten de tykke eller de tynde overtræksbukser på. Næh… frihed og luft til underbenene tak, og så den kortærmede køretrøje og en vindvest. Det er frihed på to hjul.

Vi forsøgte at finde nogenlunde den samme rute, som vi kører, når Flemming er med, og det lykkedes også næsten. Computeren stod i hvert tilfælde på 2:24:52, 22,1 i snit og 53,5 km ved hjemkomsten. Det er kun 6 km. “omvej”, men “hvad gør det, når musikken spiller, og man danser hurtigt forbi?”, som min mormor sagde.

Det går altså super med “bjergene” efterhånden; på en eller anden måde er de enten blevet mindre eller jeg er blevet Ivan Basso? Jeg har altid syntes, han har sådan en flot stil, når han kører op, så jeg prøver at se ham for mit indre blik og efterabe ham. (Det er skønt at være infantil.)

Drømmen om at komme til Frankrig med fartdjævlen melder sig naturligt nok, men jeg skal bare tænke på dengang, jeg sled mig op og ned i Toscana. Det var simpelthen så anstrengende, fordi man aldrig fik rytmen. Det var altid opad eller nedad, aldrig ligeud, aldrig 20 km. hvor man næsten falder ind i sig selv, og bare kigger på fødderne og finder den lyksalige rytme, der passer til hjerteslaget. Men måske kunne man finde noget, der var lidt mindre anstrengende? De har vel også andet end Mont Ventou i Frankrig?

6. søndag efter påske = Dom. 6 p. Pascha

Hold da op en gudstjeneste! Helt vildt. En fyldt kirke med fuld knald på salmer og ritualer. Det er mindst lige så vanedannende, som det var til påske. Taget var ved at falde af den lille kirke og forfædrene må have lyttet med derude på kirkegården – havde jeg bare haft en konfirmand blandt dem, havde jeg tilladt mig at græde i kor sammen med alle mødrene med de diskrete lommetørklæder.

Sikke en stemning det giver, når rigtig mange kan alle salmerne og gerne vil give til fællesskabet ved at synge ud og i bund. Så kan man sagtens selv synge med, uanset man ved de første vers ikke helt kan melodien.

Inge-Hanne Broström og Claus Bjerregaard førte an med syv konfirmander i hælene i indtoget. Sikke et signal at sende til de unge mennesker. Jeg tænker, at de i virkeligheden siger: “Vi ser jer, og vi tager jer, jeres tro og jeres konfirmation meget seriøst.” Tænk at opleve det – også selvom det bare er som tilskuer.

Jeg har fået lov at tage en masse billeder derovre, fordi kirken gerne vil have nogle billeder, der måske kan bruges til at sende til avisen og på hjemmesiden. Jeg håber, der er nogle af billederne, de kan bruge; hvis ikke gør det ingenting, for jeg har fået tre voldsomt flotte konfirmationer med mig i bagagen.

Jeg kan snart ikke engang få øje på skyggen af mine gamle fordomme længere. Gad vide hvor længe jeg kan vedblive at kalde “det med kirken” for et eksperiment?

Lys-seancen har været der hver gang, og jeg tror, den gør noget ved folk. Under alle omstændigheder gør den noget ved mig. Carol Kings “You’ve got a friend” har også været der hver eneste gang, lige på det tidspunkt, hvor man ellers tror, det hele er slut og man næsten er på vej til at rejse sig for at gå. I dag var det da helt vildt med den sang, for der var så mange, der sang med, og lod stemmen få fuld glød ved det sidste vers.

Alle konfirmander har malet en altertavle (selve tavlen er fremstillet er fremstillet af fanger på Herstedvester), og de små altertavler stod side om side på det rigtige alter, hver med et lille lys foran. I sandhed en forårssøndag i lysets tegn. At det så også er 4. maj, hvor vi skal have lys i vinduerne i aften, gør ikke lysfesten i dag mindre!

Tak til jer Inge-Hanne og Claus for endnu en meget smuk oplevelse i Hvidovre Kirke!

Kristi Himmelfartsdag

Jeg har i relation til kirken et eller andet med genkendelsens glæde; det er så skønt, nu hvor der begynder at være noget, jeg genkender.

I dag var det så Kristi Himmelfart og historien, der er knyttet til den. Jesus der 40 dage efter påske stiger til himmels på en sky!

Jeg så for mit indre blik en hvid pude med en dukke i rød dragt blive firet op under loftet i en tynd fiskesnøre. Nede på bjerget stod disciplene måbende tilbage. Lige så måbende som jeg til tider kan føle mig. Billedet med dukkerne stammer fra den seneste familiegudstjeneste i Hvidovre Kirke.

Lis Ann holdt en rigtig god prædiken – som om den var lige til mig – hun sagde, at det er bare så svært at tro på, at det virkelig skete.

“Fisk” siger jeg til historien; et udtryk for at det er da fuldstændig vanvittigt at tro på, at en mand sætter sig på en sky og farer til himmels – og i parentes bemærket er han nyligen afgået ved døden på korset. Er de da komplet naive alle sammen, er Newtons lov om tyngdekraften ophævet, er det hele den rene magi? Handler tro om at overgive sig og at gøre det på trods?

Ja det er jeg ved at “tro” – og jeg kan lide det. Jeg kan lide tanken om noget større; jeg kan lide tanken om et større fællesskab, et større ståsted, der kan fritage mig fra en gammel følelse af at være “frit i luften svævende”. I givet fald har jeg tilsluttet mig de naive, ophævet Newtons lov og overgivet mig. Sådan må det være. Hvis du har opgivet at få mening i nærværende tekst, er du mere end undskyldt; den er bare skrevet ud af hjertet. Jeg har slået hjernen fra og bare mærket efter.

Lis Ann sluttede med at sige: “Det er svært at være kristen” – jeg giver hende evigt ret, men jeg er til glad kristendom, så det er også dejligt; jeg er til traditioner og til storladne ritualer; jeg er til fornyelse og noget, der er anderledes. Jeg synes, jeg er så heldig, at “min kirke” rummer det hele.

—

Det var helt mærkeligt i dag. Der var kun ti mennesker, så stille og noget tomt. De andre lader sikkert op til konfirmationsmarathon. Sådan skal det ikke være hver gang, men der var en anderledes fortættet stemning, som jeg godt kunne lide. Præsten var lige ved at overtale os til at tage den korte udgave… altså bl.a. springe prædikenen over. Da vi nu tilhører den protestantiske kirke, benyttede jeg straks lejligheden til at protestere. Jeg vil bare ikke snydes for en allerede skrevet prædiken!

Trosbekendelse med melodi til! Det var bare flot; jeg har aldrig oplevet det før. Selvfølgelig kendte jeg ikke melodien, men flot var det – og sådan synes jeg, vi burde gøre hver gang.

Pga. den megen ro var der for en gangs skyld tid til rigtig at høre præludiet. For mig lød det som Bach, men det kan have været at mulig andet – og under alle omstændigheder var det en del af nydelsen og oplevelsen.