Jeg har i relation til kirken et eller andet med genkendelsens glæde; det er så skønt, nu hvor der begynder at være noget, jeg genkender.
I dag var det så Kristi Himmelfart og historien, der er knyttet til den. Jesus der 40 dage efter påske stiger til himmels på en sky!
Jeg så for mit indre blik en hvid pude med en dukke i rød dragt blive firet op under loftet i en tynd fiskesnøre. Nede på bjerget stod disciplene måbende tilbage. Lige så måbende som jeg til tider kan føle mig. Billedet med dukkerne stammer fra den seneste familiegudstjeneste i Hvidovre Kirke.
Lis Ann holdt en rigtig god prædiken – som om den var lige til mig – hun sagde, at det er bare så svært at tro på, at det virkelig skete.
“Fisk” siger jeg til historien; et udtryk for at det er da fuldstændig vanvittigt at tro på, at en mand sætter sig på en sky og farer til himmels – og i parentes bemærket er han nyligen afgået ved døden på korset. Er de da komplet naive alle sammen, er Newtons lov om tyngdekraften ophævet, er det hele den rene magi? Handler tro om at overgive sig og at gøre det på trods?
Ja det er jeg ved at “tro” – og jeg kan lide det. Jeg kan lide tanken om noget større; jeg kan lide tanken om et større fællesskab, et større ståsted, der kan fritage mig fra en gammel følelse af at være “frit i luften svævende”. I givet fald har jeg tilsluttet mig de naive, ophævet Newtons lov og overgivet mig. Sådan må det være. Hvis du har opgivet at få mening i nærværende tekst, er du mere end undskyldt; den er bare skrevet ud af hjertet. Jeg har slået hjernen fra og bare mærket efter.
Lis Ann sluttede med at sige: “Det er svært at være kristen” – jeg giver hende evigt ret, men jeg er til glad kristendom, så det er også dejligt; jeg er til traditioner og til storladne ritualer; jeg er til fornyelse og noget, der er anderledes. Jeg synes, jeg er så heldig, at “min kirke” rummer det hele.
—
Det var helt mærkeligt i dag. Der var kun ti mennesker, så stille og noget tomt. De andre lader sikkert op til konfirmationsmarathon. Sådan skal det ikke være hver gang, men der var en anderledes fortættet stemning, som jeg godt kunne lide. Præsten var lige ved at overtale os til at tage den korte udgave… altså bl.a. springe prædikenen over. Da vi nu tilhører den protestantiske kirke, benyttede jeg straks lejligheden til at protestere. Jeg vil bare ikke snydes for en allerede skrevet prædiken!
Trosbekendelse med melodi til! Det var bare flot; jeg har aldrig oplevet det før. Selvfølgelig kendte jeg ikke melodien, men flot var det – og sådan synes jeg, vi burde gøre hver gang.
Pga. den megen ro var der for en gangs skyld tid til rigtig at høre præludiet. For mig lød det som Bach, men det kan have været at mulig andet – og under alle omstændigheder var det en del af nydelsen og oplevelsen.
