Der var faktisk hverken “Heino” eller “hold” i dag – men Claus og jeg havde en pragtfuld tur.
Hvis man har lyst til at køre med os på Heinoholdet, skal man lære lige at tjekke hjemmesiden, inden man kører hjemmefra, for der bliver det meddelt, om der er noget, der er anderledes end vanligt. Flemming var forhindret, men det skulle jo ikke hindre os andre i at trille ud i det vidunderlige danske forår. Så Claus og jeg kørte ud og så, om der mon var andre. Ja der var selvfølgelig de hurtige, men det rækker ambitionerne ikke til. De kører lige så længe som os, men øh… 20 km. yderligere. Jeg fatter ikke, hvordan de bærer sig ad.
Summa summarum: vi kørte bare selv, gjorde vi. Det var Danmark, når det bedst, det var foråret, når det er finest. Alting lyser lysegrønt lige nu; nogle rapsmarker skærer i øjnene med deres gule lys. Der duftede godt nok ikke af ko – men det var godt alligevel!
Det var årets første tur i shorts – så skønt, at vi nu er nået så langt hen på året. For det er altså noget bøvl, så længe man er nødt til at have enten de tykke eller de tynde overtræksbukser på. Næh… frihed og luft til underbenene tak, og så den kortærmede køretrøje og en vindvest. Det er frihed på to hjul.
Vi forsøgte at finde nogenlunde den samme rute, som vi kører, når Flemming er med, og det lykkedes også næsten. Computeren stod i hvert tilfælde på 2:24:52, 22,1 i snit og 53,5 km ved hjemkomsten. Det er kun 6 km. “omvej”, men “hvad gør det, når musikken spiller, og man danser hurtigt forbi?”, som min mormor sagde.
Det går altså super med “bjergene” efterhånden; på en eller anden måde er de enten blevet mindre eller jeg er blevet Ivan Basso? Jeg har altid syntes, han har sådan en flot stil, når han kører op, så jeg prøver at se ham for mit indre blik og efterabe ham. (Det er skønt at være infantil.)
Drømmen om at komme til Frankrig med fartdjævlen melder sig naturligt nok, men jeg skal bare tænke på dengang, jeg sled mig op og ned i Toscana. Det var simpelthen så anstrengende, fordi man aldrig fik rytmen. Det var altid opad eller nedad, aldrig ligeud, aldrig 20 km. hvor man næsten falder ind i sig selv, og bare kigger på fødderne og finder den lyksalige rytme, der passer til hjerteslaget. Men måske kunne man finde noget, der var lidt mindre anstrengende? De har vel også andet end Mont Ventou i Frankrig?
