Jeg er blevet helt vild med at komme i kirken: den taler til mig, den har noget til mig, og også jeg er velkommen ved Herrens bord, når der er dækket op til påskemåltid i form af nadver. Jeg havde mange kvaler med, om jeg mon nu var værdig til det. Var jeg “kristen nok”?
Efterhånden som jeg ved noget, bliver det endnu vildere. Min viden skyldes bl.a. at Inge-Hanne Broström har brugt og bruger virkelig meget tid på at introducere mig til “sagerne”. Hun har tålmodigt fortalt mig alt det, jeg nok burde have vidst i forvejen – men det gjorde jeg altså bare ikke. Jeg søger og undres fortsat, men grundlaget for at gøre det, er kvalificeret betyderligt.
Kære Inge-Hanne jeg takker dig hermed i det offentlige rum for din indsats og din utrættelighed!
Nogle kalder Pinsen for “Kirkens fødselsdag”, vist nok fordi det var i Pinsen, den første menighed blev grundlagt. Personligt mener jeg, det er en grov desavouering af festen for Helligånden – det er for populistisk for mig. Lad os dog kalde tingene ved deres rette navn!
Pinse (= Pentecoste betyder halvtredsindstyvende (underforstået dage efter påske = Pascha)) blæste en skarp vind ind over disciplene; Gud materialiserede sig som Helligånden (Vi har Gud = faderen, Gud = Sønnen og Gud = Helligånden). Ved et under (Pinseunderet) kunne disciplene pludselig tale de omgivende regioners tungemål/sprog, hvor de hidtil havde måttet nøjes med deres aramæiske. Med den nye sproglige begavelse blev de i stand til at gå ud at give det videre, Jesus havde lært dem.
Nogle af begivenhederne bag helligdagene, synes jeg, det er vanskeligt at tro på, fx Himmelfarten; men Pinsen, den køber jeg gerne!
Claus Bjerregaard havde tjenesten i dag, og han havde megen herlig ordleg med ånd og ånde, der alene differerer på et enkelt ‘e’, og orglets piber, der har brug for ånde i form af luft; der er brug for alle piberne; på samme måde er der behov for alle mennesker for at vi kan kalde os et samfund; og Gud favner os alle! Det er endnu en af de dage, hvor jeg kunne ønske mig, at den interesserede læser kunne få prædikenen udleveret ved udgangen, for hvordan var det nu det hele hang sammen? Det gælder i særlig grad, når den stedlige præst prøver at rumme/favne hele dagens tekst. Selv om jeg læser på lektien hjemmefra, går det i skudder-mudder i mit hoved, når jeg efterfølgende kun kan fragmenter.
Jeg plejer at sætte mig ovre i venstre side af hovedskibet, men forandring fryder som bekendt, så i dag prøvede jeg højre side – og så var det, jeg fik øje på disharmonien: I har stillet en stol med sandfarvet betræk betræk til venstre for alteret. Den støder enhver æstets sans for æstetik. Det kan I simpelthen ikke gøre midt i alt det bordeaux i knæfaldet, på kirkebænkene og i altertavlen. Find en anden stol eller få den ombetrukket! Jeg er godt klar, at den sikkert lige var den forhåndenværende stol, og et sted skal I jo sidde, når I ikke lige står med ryggen eller fronten til, men prøv lige en dag at gå derned, hvor vi andre sidder og se på det! Jeg kender jer snart godt nok til at vide/tro, I vil være enige med mig. Den aktuelle løsning er næsten lige så grim som skiltet ved kirkemuren. Stilbrud behøver I ikke begå i den i øvrigt smagfulde kirke.
