Jeg er blevet helt vild med at komme i kirken: den taler til mig, den har noget til mig, og også jeg er velkommen ved Herrens bord, når der er dækket op til påskemåltid i form af nadver. Jeg havde mange kvaler med, om jeg mon nu var værdig til det. Var jeg “kristen nok”?
Efterhånden som jeg ved noget, bliver det endnu vildere. Min viden skyldes bl.a. at Inge-Hanne Broström har brugt og bruger virkelig meget tid på at introducere mig til “sagerne”. Hun har tålmodigt fortalt mig alt det, jeg nok burde have vidst i forvejen – men det gjorde jeg altså bare ikke. Jeg søger og undres fortsat, men grundlaget for at gøre det, er kvalificeret betyderligt.
Kære Inge-Hanne jeg takker dig hermed i det offentlige rum for din indsats og din utrættelighed!
Nogle kalder Pinsen for “Kirkens fødselsdag”, vist nok fordi det var i Pinsen, den første menighed blev grundlagt. Personligt mener jeg, det er en grov desavouering af festen for Helligånden – det er for populistisk for mig. Lad os dog kalde tingene ved deres rette navn!
Pinse (= Pentecoste betyder halvtredsindstyvende (underforstået dage efter påske = Pascha)) blæste en skarp vind ind over disciplene; Gud materialiserede sig som Helligånden (Vi har Gud = faderen, Gud = Sønnen og Gud = Helligånden). Ved et under (Pinseunderet) kunne disciplene pludselig tale de omgivende regioners tungemål/sprog, hvor de hidtil havde måttet nøjes med deres aramæiske. Med den nye sproglige begavelse blev de i stand til at gå ud at give det videre, Jesus havde lært dem.
Nogle af begivenhederne bag helligdagene, synes jeg, det er vanskeligt at tro på, fx Himmelfarten; men Pinsen, den køber jeg gerne!
Claus Bjerregaard havde tjenesten i dag, og han havde megen herlig ordleg med ånd og ånde, der alene differerer på et enkelt ‘e’, og orglets piber, der har brug for ånde i form af luft; der er brug for alle piberne; på samme måde er der behov for alle mennesker for at vi kan kalde os et samfund; og Gud favner os alle! Det er endnu en af de dage, hvor jeg kunne ønske mig, at den interesserede læser kunne få prædikenen udleveret ved udgangen, for hvordan var det nu det hele hang sammen? Det gælder i særlig grad, når den stedlige præst prøver at rumme/favne hele dagens tekst. Selv om jeg læser på lektien hjemmefra, går det i skudder-mudder i mit hoved, når jeg efterfølgende kun kan fragmenter.
Jeg plejer at sætte mig ovre i venstre side af hovedskibet, men forandring fryder som bekendt, så i dag prøvede jeg højre side – og så var det, jeg fik øje på disharmonien: I har stillet en stol med sandfarvet betræk betræk til venstre for alteret. Den støder enhver æstets sans for æstetik. Det kan I simpelthen ikke gøre midt i alt det bordeaux i knæfaldet, på kirkebænkene og i altertavlen. Find en anden stol eller få den ombetrukket! Jeg er godt klar, at den sikkert lige var den forhåndenværende stol, og et sted skal I jo sidde, når I ikke lige står med ryggen eller fronten til, men prøv lige en dag at gå derned, hvor vi andre sidder og se på det! Jeg kender jer snart godt nok til at vide/tro, I vil være enige med mig. Den aktuelle løsning er næsten lige så grim som skiltet ved kirkemuren. Stilbrud behøver I ikke begå i den i øvrigt smagfulde kirke.
4 responses so far ↓
Kirsten Bune Rasmussen // søndag, maj 11, 2008 at 22:05 |
Kære Hanne
Den idé med at kirkegængerne kunne få prædikenen udleveret ved udgangen, den tilslutter jeg mig, eller den blev at finde på kirkens hjemmeside efter gudstjesten eller fra om mandagen. Det ville være dejligt, om man kunne genlæse den hjemme. Men så kan præsten jo ikke genbruge sin prædiken om et år eller to
Det er faktisk skrækkeligt så hurtigt det hørte forsvinder, selv om jeg virkelig koncenterer mig alt, hvad jeg kan, om at få de de kloge ord med mig. Det der bliver tilbage er en følelse – skrev du ikke noget en gang om at tro er at føle? Ellers er det noget jeg har læst i Kristeligt Dagblad. Hvorfor er det ikke den mest læste avis i dette land?
Vi var ikke ret mange i Ubby kirke, heller ikke i dag, men vi sang nogle dejlige salmer. Det afsporede min koncentraton, at præsten i sin prædiken udnævnte noget til at være ukristeligt, som jeg var dybt uenig i. Jeg er villig til at tro, at det skyldes manglende kendskab til det omtalte, men jeg blev mistroisk over for et godt stykke af den videre prædiken. Man protesterer jo ikke, det ville blive taget ilde op, men det kunne jeg godt have haft lyst til.
Hilsen
Kirsten
Hanne B. Stegemüller // mandag, maj 12, 2008 at 01:28 |
Kære Kirsten
Jeg har haft en dialog med min yndlingspræst om netop det med at lægge prædikenen på hjemmesiden.
Hun siger: ” det kunne blive et pres”, og jeg forstår det! Uagtet både du og jeg ville være både glade og begejstrede er det ikke sikkert, at alle mennesker ville tage det positivt, så jeg tror, vi skal “nøjes med” at bede om en kopi ved særlige lejligheder.
../Hanne
Markus // torsdag, maj 15, 2008 at 22:00 |
Kære Hanne,
fandt din blog via Flemming. Dejligt at læse om dine positive oplevelser med kirken. Får ikke selv gået i kirke så meget som jeg gerne ville (underdrivelse….), men kan kende noget i din umiddelbare glæde fra min opvækst som præstesøn.
Mon ikke der er en forbindelse mellem din opdagelse af kirkens skjulte værdier, din livsglæde og din tempo rekord på cyklen?
de bedste hilsner
-Markus
Ham Som Stjal KontorPolitiken i Frokostpausen
Hanne B. Stegemüller // fredag, maj 16, 2008 at 06:27 |
Kære Markus
Nej hvor hyggeligt at høre fra dig! Jeg havde helt glemt, at du var præstesøn, men nu dæmrer det pludselig alligevel. Ja jeg er meget begejstret for dette nye, jeg pludselig har fundet i mit liv. Tænk at jeg skulle blive 44 inden det sket. Men jeg er fra en særdeles kirkefremmed familie, så det har ikke ligget lige.
Jeg tror bestemt der er en forbindelse mellem kirken og de gode ben!
De bedste hilsner
Hanne