Havde jeg været præst i Hvidovre Kirke i går, var jeg sprunget i luften! Betingelserne for at holde Pinse- og familiegudstjeneste var næsten umulige; men nogle gange er det jo sådan, at når betingelserne er umulige, bliver man endnu stærkere, og kan klare selv det umulige. Jeg ved nu ikke, om jeg selv havde klaret det.
Hvidovre Kirke holdt i går Pinse- og familiegudstjeneste, og der er altid gjort rigtig meget ud af familiegudstjenesterne, da man – for at fange børn – ikke kan nøjes med ord, som vi voksne jo holder så meget af at boltre os i og lege med. Vi skulle høre om Pinsen, og det kan godt være, jeg bare er infantil, men jeg er vild med historiefortællingen. Jeg nyder at læne mig tilbage og lytte, og lade historien gå ind.
Det var – naturligvis fristes man næsten til at sige – igen Inge-Hanne Broström, der stod for regi og iscenesættelse af historien om Helligåndens komme. Hun indledte med at fortælle om det græske ord for Pinse, nemlig “Pentecoste”, der betyder 50. Regner man 50 dage frem fra nu, lander vi der, hvor alle børn får sommerferie. Narj… det var jo nok ikke den vej, vi skulle regne. Jamen så baglæns da? 50, 49, 48 og når vi kommer ned til 0, banker vi da lige ind i Påsken. Javel ja – det har noget med Påsken at gøre. Jesu Kristi død og opstandelse i Påsken, læg 40 dage til og du rammer Kristi Himmelfart, og 10 dage mere, så har du Pinsen. Sjov talmagi egentlig. I forbindelse med Kristi Himmelfart siger Jesus til disciplene, at han vil sende en hjælper, så de ikke skal klare opgaverne alene.
Disciplene, og lige nu er der kun 11 (Judas Iskariot må have taget sig af dage i et træ nu), er samlet til en (måske bedre) frokost, og de er i lidt halvdårligt humør, for de grunder over, hvordan de dog skal kunne gå ud og fortælle alt det videre, som Jesus lærte dem. Og det da i særlig grad, når de alene taler deres aramæiske. Midt i frokosten hører de kraftige vindpust i rummet, og der kommer ildtunger og sætter sig på dem. Og pludselig kan de tale mange sprog, og det sætter disciplene i stand til at udbrede budskabet på alverdens sprog. “Og disciplene var sådan lidt bims i hovedet” sagde Inge-Hanne – ja tak, det forstår man; det ville jeg også have været oven på den oplevelse.
På billederne herunder har jeg forsøgt at fange sceneriet med frokostbordet, hvor disciplene i form af pigekoret sad, og ildtungerne sad med. Pigekoret sad ikke kun og var disciple, de sang også så fint en salme med følgende omkvæd:
Tag en bøgegren i hånden,
tænd et lys og hejs et flag,
vi vil fejre Helligånden,
det er pinse her i dag!
Og så til de umulige betingelser for en præst: en beruset kvinde med sin rolator, der absolut midt i det hele måtte føre en personlig dialog med præsten, og en multihandicappet dreng, der i sin kørestol hvinede højt gennem alt, og en masse andre børn, der også havde fået skruet op for stemmen. Kan man klare det der, kan man klare alt! Det kan ikke være nemt at komme igennem seancen på den måde. Men hvad gør man? Man kan jo ikke så godt blive sur og bede folk gå ud eller i det mindste holde bøtte.
Super-præsten skal have orlov i fire måneder nu. Øv – men skribenten er naturligvis på plads, både til den tid og i mellemtiden.
Ordination i Sct. Olai Kirke i Helsingør
Jeg har jo besluttet gennem et helt kirkeår at tage den fulde pakke med Kirken, så da jeg blev inviteret med til ordination i Sct. Olai i Helsingør, var jeg ikke sen til at sige “Ja tak”.
Tænk at blive præsteviet! Det må være en fantastisk dag for en præst – og jeg skulle hilse og sige, at der er noget mere “svung” over det, end den dag man bliver ansat som jurist.
Der var indtogsprocession med alle de deltagende præster og provster med biskoppen over Helsingør Stift og ordinanterne i spidsen; der var en prædiken ved domprovsten og en tale fra biskoppen til ordinanterne, og derefter en ceremoni oppe ved alteret, som jeg desværre dårligt kunne se eller høre, derfra hvor jeg sad. Men det er et eller andet med, at de alle lægger hånd på hinanden, og jeg gætter på, at det er et tegn på ordinanternes optagelse i det gejstlige fællesskab. Hold da op hvor de kan iscenesætte inden for kirken. Det kan jeg rigtig godt lide at se på og opleve.
Sct. Olai Kirke tiltaler mig derimod slet ikke. Alting er så stort og pompøst; jeg fristes næsten til at sige “svulstigt” og det er slet ikke min stil. Jeg foretrækker langt “min” lille enkle og stilfulde landsbykirke i Hvidovre. Der er der bedre plads til mig som menneske; der kan jeg langt bedre bearbejde, og arbejde med, min egen private tro, således som den uendeligt langsomt er i færd med at tage form.
Jeg er i gang med at læse en skøn læsebog, der hedder “Sankt Thomas & Virkeligheden” af Jes Nysten. Bogen handler om kristentroen og er en lettilgængelig, samlet fremstilling af den kristne tro. Jes Nysten skriver blandt andet, at Gud ikke behøver “synlige kirker” for at “komme til orde” – nej det er menneskene, der behøver disse huse, disse kirker. Jeg kan godt lide hans argumentation, og så foretrækker jeg altså et af de små “husmands-huse”. Herremænd og andet godtfolk må gerne beholde de pompøse palæer.
