Maj vi har, lys og klar, langt fra jul og januar. Mild er maj, fuld af leg, som’ren er på vej. Himlen er så klar og køn, skoven er så lys og grøn. Dagen lang, fuglesang, hør den glade klang. (Tekst: Ejnar Kampp.)
Maj er min smukkeste måned; en tid hvor det er som om, alle undere sætter ind, og hvor man kan vente – og forvente – selv det umulige. Kunne jeg ønske mig en måned, der gentog sig lige så meget som november, som vi har fem af årligt, ville det være maj.
Niels Christian Poulsen havde i dag debut i Hvidovre kirke efter sin ordination i søndags. Niels Christian skal vikariere for Inge-Hanne Broström under hendes orlov. Endnu engang må jeg konstatere, at de i kirken kan det med at sætte i scene. Provst Claus Bjerregaard (over-)gav ordet til Niels Christian efter en fin tale til ham. Claus talte om det, der i særlig grad tiltaler ham ved ordinationer, nemlig håndspålæggelsen. Normalt synes vi jo ikke, det er godt, når nogen lægger hånd på andre (selv tænker jeg, at sprogligt er “Han har lagt hånd på mig” at “Han har slået mig”), men gejstligt set, er det noget ganske andet. Der er det en fin gestus.
Hvis jeg nu var præst, ville ordinationen være en kolossal oplevelse. Det ville være at modtage arven efter forfærdrene med pligten og til – og ønsket om – at give den videre. I forbindelse med slægtsforskning har jeg selv formuleret: “Min private og uvidenskabelige definition på slægtsforskning: “Slægtsforskning er de nulevendes arbejde med – og fortælling om – fortiden med det klare mål for øje at blive klogere på sig selv og at levere fortællingen videre til eftertiden.” Lige pludselig sidder jeg i mit lønkammer og ser en forbindelse mellem teologi og genealogi. Pudsigt at se teologi som et detektivarbejde – men det kunne man muligvis godt? Er det ikke den personlige søgen og undren, der kommer i nye rammer?
Pludselig har tanken slået mig: “Jeg vil læse teologi – jeg vil være præst.” Tanken er vanvittigt (men jeg er ved at vænne mig til de vanvittige tanker – kender mig jo ret godt her på fireogfyrretyvende år). Økonomisk er det uoverskueligt at tage endnu en kandidatgrad; jeg er lige blevet færdig med den første studiegæld, og det ville være vanvittigt at pådrage mig en ny. Der er kun 16 år, til jeg vil gå på pension, jeg kommer aldrig igennem alt den græsk og hebraisk, min viljestyrke er for lille, min tro er for svag, alle de dygtige præster er allerede uddannet og der er masse andre argumenter i mod.
Apropos det med, at alle de dygtige teologer allerede er uddannede, og alle de dygtige præster allerede har gået på pastoralseminariet, og allerede har embede: Da jeg var fem år, ville jeg gerne være arkæolog; men jeg veg fra det og forklarede min mor følgende: “Jamen mor, når jeg bliver stor, så er de jo færdige med at grave det hele op!”. Selv i dag kan jeg godt lide den 5-åriges logik, der jo bare overså, at der ville blive noget nyt at grave op.
Nårh ja … undskyld Niels Christian at jeg har taget pladsen til mig selv, når jeg faktisk ville skrive om din første prædiken efter din ordination. Du talte om lotto-sloganet “Tænk hvis du vandt” og du drejede det ind over: “Tænk at du allerede har vundet”. Du sagde så meget, at jeg ikke kan huske det hele.
Personligt mener jeg, at dit salmevalg var helt umuligt. Endnu engang kunne jeg kun “Agnus dei” (gode gamle nr. 439) – du bliver simpelthen nødt til at vælge noget, som andre end du selv og en enkelt (måske to) præst(er) kan. En del af glæden ved at komme i kirken er at kunne synge med på bare et par af salmerne. Du havde også valgt nogle med ca. syv vers i hver – det er lang tid i uvidenhed!
Jeg lagde også mærke til, at du i forbindelse med nadveren sagde “til min ihukommelse”. Hvad er der nu galt med “til ihukommelse af mig”? Du bruger næsten en passiv i 2. potens – det er der faktisk ikke grund til. Eller også er der – og så må du gerne gå i rette med mig i en kommentar.
Blandt dine helt umulige salmer havde du bla. nr 233, hvor 2. vers lyder:
Jeg har vundet, Jesus vandt;
døden opslugt er til sejer,
Jesus mørkets fyrste bandt,
frihed jeg ved Jesus ejer;
åben har jeg Himlen fundet,
Jesus vandt, og jeg har vundet!
Når man har prøvet, at Livet vandt over livsangsten får dette vers en særlig betydning. Og herom agter jeg at bidrage til Kristelig Dagsblads kronikkonkurrence “Hjælp fra en uventet kant”. Jeg drømmer ikke om at vinde noget som helst, men det, at deltage i en konkurrence, kunne måske bidrag til at skærpe pennen/tastaturet?
Kære læser – undskyld dette blev lidt langt, men jeg havde lidt meget på sinde.
3 responses so far ↓
Kirsten Bune Rasmussen // søndag, maj 25, 2008 at 20:28 |
Kære Hanne
Supert, at du vil fortælle om dine oplevelser og tanker fra kirken. Vi sang i dag 429, som en af de to jeg ikke kendte, den anden kan jeg ikke huske nummeret på. 429 har treliniede strofer og kun sidste linies melodi var til at blive klog på. Også jeg ærgrer mig, når jeg ikke kan synge med, fordi jeg ikke kender melodien. Salmesang er der, hvor man får lov til at være aktiv deltager i Gudstjenesten, uden det bliver det fattigt. Heldigvis sang vi også min yndlingssalme nr. 1 “Lille Guds barn hvad skader dig?”
Jeg glæder mig til at læse kronikken.
Hilsen
Kirsten
Hanne B. Stegemüller // mandag, maj 26, 2008 at 06:30 |
Kære Kirsten
Det glæder mig, at også du ærgrer dig, når du ikke kan være med.
Jeg forstår godt, at de ikke kun kan vælge dem jeg kan, og jeg er frisk på at lære nogle nye, men ud af seks kunne man måske vælge bare to, hvor der er en høj grad af sandsynlighed for, at folk kender dem.
../Hanne
Kirsten Bune Rasmussen // mandag, maj 26, 2008 at 08:10 |
Kære Hanne
Jeg er fuldstændig enig med dig i det, du skriver. Som regel plejer jeg at lære en melodi, så jeg kan synge med fra 3. vers, og så er det godt, når salmen har mange vers, men jeg synes ikke, at orglet er det nemmeste instrument at lære fra på grund af de mange over- og undertoner.
Hilsen
Kirsten