Heino-holdet var desværre aflyst i dag, for Flemming var syg, Claus havde en fibersprængning, og jeg gad ikke rigtig at køre derud for måske at konstatere, at der ikke var andre end mig. Det var lidt ærgerligt, for jeg har ikke kunnet de seneste to onsdage og havde egl. glædet mig lidt til at pudse formen af inden de 114 kilometer til årets Tøserunde på lørdag. Men formen er nok, hvor den skal være, for jeg føler mig usædvanligt fit-for-fight.
I stedet tog jeg mine rulleskøjter og min gode syv km. rundstrækning i Hvidovre frem, for jeg skulle jo nødigt falde tilbage til vinterens krops-dovne tilstand. Når det er sommer, gør det jo ikke noget, man er lidt “lækker-go”.
At løbe på rulleskøjter er en fantastisk frihed på otte hjul, men det kan desværre kun gøres i tørvejr, for ellers er det for farligt. Hjulene bliver meget glatte i regn og herudover risikerer man at ødelægge rulleskøjternes hjerte: kuglelejerne. Og når man først har fået fine lejer, skal man passe godt på dem.
Dette forår er dog fremragende til at rulle i. Bevægelsen er blød og duvende, og der er ikke nær den belastning af knæ og fodled, som ved løb. At rulle er rigtigt godt for lændemuskulaturen på grund af de mange afsæt.
I dag blæser det, og det har blæst hele dagen, så der er mange små tørre grene, der er faldet af træerne; dem skal man holde øje med, for bare én på tværs, så ligger man der. At rulle i modvind og evt. op ad bakke kan være lidt af en kunst, hvor man skal finde sit indre lave gear, hvilket kræver en relativt god fysik. Ned ad bakke er det bare forrygende, når man altså kan bremse. Der er desværre fladt som en pandekage i Hvidovre!
Jeg købte mine første rulleskøjter i 1991, bare nogle billige for at se, om det var noget. Det var bestemt noget, men rulleskøjterne var helt umulige, for lejerne var elendige. OK – et par til i bedre kvalitet; den sommer var jeg fyldt med asfalteksem på mit højre ben; faldt evig og altid til højre side. På et tidspunkt var jeg ved at give op, og tænkte, at jeg ville aldrig få det lært (min motorik er elendig). Men på samme måde som det gik med at lære at læse gotisk, opdagede jeg en dag, at jeg rent faktisk kunne rulle. Helt forrygende, når man har kæmpet med noget.
Nu er jeg på mit tredie par, og de er (selvfølgelig) “state of the art” med stål-rammer, hårde hjul og store hjul og ABEC7-lejer. Hjulenes hårdhed afgør, hvor hurtigt man kan rulle og jo større de er, jo hurtigere ruller man ved samme afsæt og samme hårdhed. ABEC er et mål for lejernes kvalitet. Da jeg købte mine skøjter, var ABEC7-lejer de bedste, men nu fås de i både 9 og 11. Uha – jeg tør næsten ikke tænke på hastigheden og letheden i sådanne lejer – rulleskøjternes hjerte.
