Rosenborg Tattoo 2008

En smuk sommer-lørdag aften til tattoo på Rosenborg!

Jeg er erklæret pacifist og i virkeligheden ikke for forsvar og militær, men havde fået billet til Rosenborg Tattoo lørdag aften fordi min ven Leifs datter og svigersøn står bag det.

Scenen var Livgardens Eksercerplads foran det smukke Rosenborg slot – og jeg må sige, det var en oplevelse langt ud over det sædvanlige. Militær præcision sat til musik og tilsat musik, flotte uniformer og sammenhold. Sammenholdet kom stærkt til udtryk, da nogle af dem, der havde været i Afghanistan kom ind på pladsen, og der fra tårnet på Rosenborg, blev spillet ‘Last post’. Da jeg er sådan et ‘følsomt fjols’ for tiden, stod jeg så mænd da der og gav følelserne frit løb.

Det hele sluttede med alle 800 musikere på scenen og et gigantisk fyrværkeri.

Jeg har prøvet at fange lidt af stemningen på billederne herunder, men jeg skulle have haft både stativ og teleobjektiv med, for at det var blevet rigtig godt… På det næstsidste billede er der vist én, der har tændt millioner af stjerner!

Her er nogle langt bedre billeder end mine: klik her.

9 pct. af danskerne blogger

Politiken skriver: “Ni procent af de danske internetbrugere skriver blog, og næsten hver fjerde har læst én. Mændene er mere aktive end kvinderne.”

Hvorfor er det sådan, at mænd er mere aktive i blogosfæren? Umiddelbart kan jeg se to forklaringsmodeller:

1. Mænd har mere tid, fordi det er kvinderne, er står med hovedansvaret for hjemmet. Det er jo svært at sætte sig inspireret foran pc’en, hvis drengene løber én om benene
2. Mænd er mere ensomme end kvinder

ad 1: er det ikke ufatteligt, at det er sådan i 2008? Jeg har én mandlig ven, der siger “man kan ikke passe sin egne børn”. Men bortset fra ham er det jo desværre sådan, at det er kvinderne, der “bestyrer” hjemmet, fordi de er så gode til at “få det til at fungere”. Kære venner – maskiner fungerer, mennesker gør noget andet!

ad 2: Personligt kan jeg mærke, at hvis jeg føler mig alene med følelser, tanker og tro bloger jeg mere, end jeg ellers ville have gjort. Det er næsten som at have en at tale med.

Bloggens faste læsere kan give mig energi og få mig til at føle, at jeg har nogle at skrive til og for. Læsernes kommentarer i ny og næ betyder meget for mig!

I rigtig mange år skrev jeg dagbog i papirform, men mange års (ca. 25 år) skriblerier røg ud, da jeg flyttede i efteråret 2007, for de føltes så passive. Måske er der rigtig mange ensomme fyre, der blogger? Og med ensom mener jeg ikke kun alene på den kedelige måde, men også at være “alene sammen”, hvilket kan være urimeligt hårdt. Så hellere rigtigt alene.

Nyt job 1. september 2008

Den 1. september starter jeg i et nyt job i Miljøministeriets Center for Koncernforvaltning (CFK), som til den tid ganske vist ikke længere findes, fordi centeret er et af de første steder, der skal sluses ind i de nye statslige Administrative Servicecentre (ASC). Til samtalen havde de også lidt svært ved at få fortalt, at de har en dejlig stilling ledig, men at de ikke helt vidste, hvor de skulle gøre af den person, de ville ansætte! For mig betyder den fysiske placering intet – jeg kunne så mænd sidde på månen, hvis der ikke er plads andre steder.

Jeg var faktisk slet ikke på udkig efter nyt job, da jeg jo er glad for mit job i Udenrigsministeriet (UM), men stillingen er en åremålsansættelse, der udløber i april 2009 og jeg blevet ringet op af en god ven, der sagde, han syntes, jeg skulle prøve at studere et stillingsopslag på CFKs webside. Da jeg så opslaget, må jeg sige, at jeg tænkte, at det var skrevet til mig, for overskriften var “Tidsregistrering & kommunikation”. Stillingen er en fastansættelse i modsætning til min nuværende kontraktansættelse.

De bruger mTID til tidsregistrering, og det system har jeg arbejdet med siden år 2000 og implementeret og drevet i Patent- og Varemærkestyrelsen, i Danmarks Statistik og nu i Udenrigsministeriet. Mine kompetencer på den del af stillingen, er der derfor ikke rigtig tvivl om.

Den anden del af stillingen – kommunikationsdelen – drejer sig om at opbygge nyt Intranet og at skrive på dette net. Jeg holder virkelig meget af både at lave websider og at skrive, men har ikke haft så stor mulighed for at gøre det erhvervsmæssigt i de seneste år. Så denne del af stillingen er udelukkende lystbetonet for mig. Tænk at arbejde med noget, der er en hobby! Denne del af stillingen vil give mig nye formelle kompetencer og udfordringer, og det glæder jeg mig meget til!

Var til en rigtig god samtale i tirsdags. En halv time efter jeg havde lukket døren bag mig, ringede de og tilbød mig jobbet. Det er helt fantastisk og jeg er rigtig glad.

Nu er formaliteterne så meget på plads, at jeg har kunnet sige op i UM, og som altid, når jeg holder op et sted, jeg har været glad for at være, er det med blandede følelser, jeg siger op. Det er dels vemodig at skulle sige farvel til gode kolleger, dels er det spændende med alt det nye, der skal ske, og alt det man skal lære og skal sætte sig ind i.

Jeg plejer at skifte job, når jeg har været et sted så længe, at jeg føler mig som “verdensmester” og næsten er bange for at skifte job. Derfor er det lige nu det helt rigtige tidspunkt for mig at skifte.

I aftes fejrede jeg det nye job sammen med en nær og kær ven – og vi klinkede glassene med et godt glas Chablis i!

Kronik til Kristeligt Dagblad

Kristeligt Dagblad har udskrevet en kronik-konkurrence, hvor temaet er: “Hjælp fra en uventet kant”. Jeg har indsendt følgende bidrag og håber på at blive blandt de otte af 151, der får kronikken trykt i avisen i løbet af sommeren.

Livet vandt over livsangsten

Mange år med stress, en længerevarende svær depression, der sluttede med et selvmordsforsøg i 2006, hvor livet vandt over livsangsten, vendte grundigt op og ned på min verden og på min tilgang til livet. Herom handler denne kronik.

Som menneske har jeg aldrig været forvænt med at forvente, og hjælp udefra vil altid være fra en uventet kant. Som ung læste jeg Tove Ditlevsen, og et sted skriver hun, at det er bedst aldrig at forvente noget, for så bliver man ikke skuffet. I dag så mange år efter må jeg tage afstand fra en så defaitistisk livsanskuelse, for den er for trist, og jeg vil have lov at forvente mere af livet. Min baggrund er mere mærkværdig end de flestes, og min livsrygsæk kunne have ført mig andre steder hen end der, hvor jeg er i dag. Jeg kunne blandt andet have været død.

Om aftenen den 3. januar 2006 brast det hele, og jeg besluttede at gøre dét, som jeg siden mit 14. år havde haft in mente som sidste mulighed. Jeg ved ikke, hvordan beslutningen tog form, men jeg ved hvorfor. Et vanvittigt arbejdspres, en idriftsættelse af et verdensomspændende IT-system, en jul jeg havde skulket fra og ingen savnede mig af den grund, en hjerne, der var følsom overfor den mindste lyd (forestil dig at et museklik lyder som et tordenbrag), en følelse af, at livet ikke var livet værd, når jeg – trods stort besvær – ikke havde kunnet få det bedre, og ikke havde kunnet komme ud af tre depressioner.

Ofte hører man tale om dødsangst; det har jeg aldrig haft, og ved ikke, hvordan er. Men jeg ved en masse om livsangsten og dens hæslige forklædninger i forskellige former for selvdestruktion. Den ypperste selvdestruktion må være selvmordet?

Jeg dækkede scenevant op, skønt det var min urpremiere: Gik ned med affaldsposen og de ulæste aviser, kiggede på den klare fuldmåne og tænkte ”det er sidste gang, jeg ser månen”, slukkede for varmen, gjorde rent, vaskede op, lagde sygesikringskortet frem, trak telefonstikkene ud og skrev det sidste brev. Gik ud i køkkenet og spiste i store håndfulde al medicin, jeg havde i huset og skyllede ned med varmt vand for hurtig effekt. Sig aldrig at det var et råb om hjælp! Jeg husker kun én følelse fra den aften: den uendelige ensomhed, da jeg ud i rummet spurgte ”hvorfor skal jeg dø?”

Vi skifter scenen til dagen derpå: På min arbejdsplads har vi en socialrådgiver, som jeg gennem efteråret havde haft en del kontakt med. Hun ringede om formiddagen (jeg begriber ikke, hvordan telefonstikkene var kommet i igen), og spurgte, hvad der skete hjemme hos mig. ”Det kan jeg ikke sådan lige forklare”, måtte jeg jo sige. Denne lille samtale med et menneske fra mit arbejde, som stillede sig fuldstændig til rådighed på mine præmisser og i et tempo, jeg kunne klare, var i sandhed hjælp fra en fuldstændig uventet kant. Det blev starten på mit nye liv.

Hun mødte op hos mig efter kort tid, vi spiste morgenmad og blev enige om, at en tur på den psykiatriske skadestue var en god idé. Det forløb uden drama og uden panik. Hun plantede lidt ro i mig, bare fem gram eller deromkring – en ro jeg ikke havde mærket den mindste flig af i mange år.

Da vi tog af sted, ville jeg gerne indlægges; bare nogle få dage i hvide lagner, et sted hvor nogle kunne tage sig af mig, når jeg ikke selv kunne. Min tidsfornemmelse for den dag er sønderskudt, men det kære menneske har fortalt mig, at vi ventede længe. Jeg fik foretræde for en læge, der fortalte mig, at det handlede om mit liv. Jo tak! Det var jeg klar over allerede, for jeg havde tænkt på det i næsten 30 år. Hun have også lige tre tips og tricks, hvoraf jeg kun husker de to: 1) find et andet arbejde og 2) find en ny psykiater. Så var jeg næsten mere ensom end den foregående aften – det endelige bevis, på at jeg aldrig ville kunne få hjælp, var blevet serveret af selveste sagkundskaben. Jeg skulle også lige love ikke at gøre et nyt forsøg. Det kunne jeg simpelthen ikke! Når man har tænkt på noget så længe, når man har set det som en patentløsning, når man har gjort det første forsøg, er der ikke langt til at tænke på det næste. Når livsangsten er størst, skyr man ingen midler.

Vi tog hjem med uforrettet sag; dér var der ingen grund til hænge ud, og de ville jo alligevel heller ikke have mig. Det kære menneske tjekkede, at jeg var så meget ved mine fulde fem, at jeg kunne finde ud af at rede seng mv., og gik med løftet om at komme igen næste formiddag.

Dagen efter blev fyldt med gråd; dér gik det op for mig, hvad der kunne være sket, som om det først var dér, jeg blev revet ud af den momentane sindssyge. Dagen før havde en kollega i telefonen spurgt ”Er du ikke glad for, at det ikke lykkedes?” Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle svare.

Det kære menneske kom med morgenmad (køleskabet var tomt; det skulle jo have været et ordentligt selvmord, ikke sådan et sjusket et). Hun kom også med forslag til, hvad vi kunne sætte i værk. Hun kendte en meget dygtig psykolog og en ditto psykiater, der arbejdede sammen. Jeg ville gerne se dem an, men kunne først sige noget endeligt, når jeg havde truffet dem. Syntes, jeg havde leveret mit livs historie så mange steder, at jeg ikke orkede det mere. Jeg krævede ikke at blive lykkelig, men ønskede mig fraværet fra at være u-lykkelig.

En lang række samtaler med både psykologen og psykiateren vendte langsomt skuden – uendeligt langsomt. Her var en psykolog, der forstod sig på det kognitive, her var en psykiater, der ikke sagde, at jeg måtte tage mig sammen. Disse to fjernede alle belastninger fra mig, og jeg havde kun én opgave, nemlig at holde mig i live til næste dag, hvor de ringede hver morgen i den første tid. Min arbejdsplads betalte det hele og jeg er dem taknemmelig.

Jeg var sygemeldt på fuld tid i 2½ måned og vendte tilbage med en deltidssygemelding. Mit job har altid betydet meget for mig, og jeg var oprigtigt bange for ikke længere at kunne klare presset fra arbejdsmarkedet. Den tid, jeg var hjemme, programmerede jeg som en vanvittig og transskriberede en kirkebog; jeg ville vise, at jeg kunne arbejde, at min hjerne fungerede, men kunne ikke forestille mig, at jeg atter skulle kunne arbejde under ydre pres. Min arbejdsplads var fantastisk – også da jeg kom tilbage. Jeg lavede det, jeg kunne og gik på slaget 12:00. Langsomt begyndte jeg at mærke, at det gik helt godt, og efter tre uger begyndte jeg at arbejde på fuld tid. Nu går man jo ikke og forventer, at ens arbejdsplads agerer på en bestemt måde, hvis livsangsten tager over, alligevel leverede de helt uventet en uendelig hjælp.

Nu 2½ år efter har jeg fået det bedre, end jeg nogensinde har haft. Livsangst og liv tog livtag med hinanden, og livet vandt.

Midt i sygdommen, afmagten og håbløsheden havde jeg ikke stiftet bekendtskab med hverken Gud eller kirken, men det har ændret sig for nyligt. Jeg er både døbt og konfirmeret, men har været fuldstændig kirkefremmed. Jeg kender nu en præst, der spurgte, ”Hvorfor opsøgte du ikke en præst?” Tanken faldt mig ikke ind, og jeg har svært ved at se, hvad en præst skulle have stillet op, hvor psykoterapeuter, stresscoaches og psykiatere havde givet fortabt. Jeg undrer og søger stadig i en spirende, begyndende tro; jeg ved ikke ret meget, men kan alligevel se, at hvis troen havde været en integreret del af mit liv, havde jeg nok ikke udsat mig selv for livtaget.

2006 blev et år, der startede med næsten død og sluttede med helt død, idet min mor døde ved årets udgang. Forholdene har været komplicerede, så på mange måder var det en lettelse. Det var med til at sætte mig på fri fod. Havde livsangsten vundet, havde min mor også vundet. Nu blev det sådan, at livet vandt, min mor døde og jeg overlevede; det er den bedste udgang – for mig!

5. Søndag e. Trinitatis = Dom. 5 p. Trinit.

Stærk effekt af stilhed og sang!

Runa Damsager kan noget med pauser og stilhed ved sine gudstjenester. Hun lader stilheden sænke sig over kirkerummet og levner plads til stilhed, refleksion og fordybelse – man kunne have hørt en knappenål falde til gulvet, men der var ikke noget, der faldt. For første gang lukkede jeg bare øjnene og sank ind i mig selv; det var rart.

Jeg kan godt lide stilheden i kirkerummet og glæder mig hver gang den opstår, og ærgrer mig alle de gange, den ikke opstår. Der er ikke så mange steder i verden, man kan få lov at dvæle ved stilheden. Der skal hele tiden være fart på alting og på livet – kan vi i det hele taget selv følge med?

Et pudsigt fællesskab, der kan opstå i et rum fyldt med – for det meste – ukendte mennesker, når alle(?) lukker øjnene og lader stå lidt til. Desværre blev pausen for lang for mig, så jeg kom til at åbne øjnene for tidligt, og var således kommet lidt ud af den magiske stemning, da hun begyndte på bønnen. Men samlet set en rigtig dejlig oplevelse!

Teksten var af Matthæus (Matt 16,13-23), og Jesus kreerede hemmeligheder med disciplene, for de måtte ikke sige til nogen, hvem han egl. var. Runa spandt en ende over det med hemmelighederne. Har jeg en hemmelighed, jeg deler med et andet menneske, bliver båndet mellem os endnu stærkere, netop fordi vi deler en hemmelighed. Fællesskabet vokser sig endnu større og stærkere.

Der var meget andet i hendes prædiken, men hvordan var det nu det var? Når det ikke taler direkte til mig, har jeg tit svært ved at huske sammenhænge og links. Det ærgrer mig. Jeg tror, jeg begynder at tage blok og blyant med for at notere stikord og på den måde undsige “alderdommens uafviselige fremgang”.

Det er lidt vanedannende med den kirke. Jeg kan gå i løbet af ugen og regne på, hvor længe der er til søndag…, og jeg kan simpelthen bare godt lide at gå  derhen, uden at jeg nærmere kan sige hvorfor.

Jeg kommer for prædikenen og for genkendelsen. Nu kan jeg efterhånden ritualet til højmessen ganske godt, og der er simpelthen noget over genkendelsen. Jeg er (stadig) i gang med “Sankt Thomas & Virkeligheden” af Jes Nysten. Han skriver bla. om, hvorvidt Gud behøver et hus (kirken), og han er klar i mælet, når han skriver, at det behøver Gud ikke, men menneskene behøver et hus, hvor de kan gå hen for at være sammen med Gud. Jeg synes, han har ret; for “det virker bedre ovre på den anden side ad gaden”.

Salmerne: Der var flere før-reformatoriske i dag, og dem kan jeg godt lide, skønt jeg naturligvis ikke kender dem. Til tider er det også skønt bare at høre andre mennesker synge; der findes mennesker, hvis stemme rammer én lige i hjertekulen. Sådan var det i dag!

Fødselsdag

“Stegemüllers vindue mod verden” fylder 1 år!

Det er på det første år blevet til 204 poster, 257 forskellige billeder, næsten 800 kommentarer fra læserne, fire sider, 35 kategorier, 175 såkaldte tags, 100 – 300 besøgende pr. dag og 438 slettede spam-kommentarer. Vidunderlige Internet med plads til almindelige menneskers tanker, holdninger, brok og glæder.

• Tak til alle jer, der kommenterer regelmæssigt eller bare i forbifarten. I er med til at gøre det spændende at blogge.
• Tak til alle jer der “bare” læser med.
• Tak til alle jer, der til tider sender en mail om, at I kan lide sproget her på siden. Det varmer og glæder!

Vidunderlige Internet med de utallige muligheder. Internettet fjerner ikke mennesker fra hinanden – det bringer os sammen. Via hjemmesiden har jeg lært mennesker at kende, som jeg formentlig ellers aldrig ville være kommet i kontakt med. De poster, jeg selv holder mest af at arbejde med er dem, der er led i en “serie”, som fx dem om kirken, fordi der her er et udviklingsperspektiv og en historie.

I 1995 stod jeg sammen med “IT-Peter” på gangen i Den Sociale Sikringsstyrelse og vi talte hånligt om den globale opslagstavle, der var ved at opstå, og som kaldtes Internettet – vi begreb ikke, hvad vi skulle med det. Vi skulle blive klogere! Det var før netbanken, billetnet.dk og før alting begyndte at tage form. Vi forestillede os simpelthen ikke mulighederne.

Sommeren 2004 sad jeg på græsset med madpakken sammen med en konsulent i Patent- og Varemærkestyrelsen. Kim fortalte om et nyt begreb, der var ved at dukke op i USA; det var weblogs (at føre en logbog på nettet) eller slet og ret ‘blogs’. Igen havde jeg det hånlige smil fremme. Om jeg begreb, hvorfor man skulle berige/belaste omverdnen med sine små banale tanker om dette og hint – vi havde vel andet at bruge de kostbare servere til? Jeg skulle igen blive klogere!

Blogging er teknisk simpelt; sværhedsgraden er som at skrive en e-mail. Blogging giver os almindelige mennesker mulighed for at komme til orde med stort og småt – det er ganske enkelt aldrig sket før i historien! I “gamle dage” skulle man have penge og magt for at publicere – nu kan alle!

Det er godt for demokratiet, som er det mindst ringe alternativ, jeg kan forestille mig, også selvom jeg er forfærdet over de holdninger, der bringes til torvs på den danske del af WordPress, hvor denne blog er placeret. Til tider har jeg tænkt på at flytte et andet sted i protest…, men det er nu så besværligt.

Spørg ikke mig, hvordan det kunne lade sig gøre…

Når man arbejder med IT og hjælper brugere med forskellige problemer, oplever man ofte, at de siger “‘Den gjorde det helt af sig selv” – og man tænker ved sig selv “‘Den’ gør kun det, du beder om…”.

Men ikke desto mindre har jeg i dag oplevet at være en del af et “jordisk mysterium”: Det er stort set aldrig lykkedes mig at synkronisere min iPod Touch, altså bare at spejle pc’ens musik, billeder og Podcasts mv. til min iPod.

Billeder og musik kan man overføre manuelt, men Podcasts skal synkroniseres, da de ikke kan kopieres.

Det har jeg været vældig irriteret over, for podcastede udsendelser fra P1 var en af “hoved-undskyldningerne” for at købe en iPod Touch (og naturligvis den bedste – enten køber jeg en iPod eller også lader jeg være). Det er tre måneder siden, jeg sidst har forsøgt at synkronisere, da intelligens er evnen til at lære af sine erfaringer, og jeg havde erfaret, at skidtet ikke virkede, og jeg havde talt med Apple og fulgt alle deres forslag mv.

Alle syntes at mene, at der var noget galt med min pc, hvilket jeg naturligvis benægtede!

Lidt i trods prøvede jeg i dag at trykke på ’synkroniser’ og stor var min overraskelse, da processen gik i gang og lykkedes, og alle de nye filer, incl. Podcasts, havnede på min iPod Touch. Nu ligger der 34 skønne P1-udsendelser lige klar til at blive hørt.

Spørg ikke mig, hvordan det kunne lade sig gøre…

Fremtiden som statsansat nørd?

“Fremtiden interesserer mig umådeligt meget, for det det er dér, jeg skal tilbringe resten af mit liv.” Mark Twain.

“Administrative servicecentre. Fremtidssikrer statens administration ved at skabe stærke faglige og interessante miljøer, så det bliver lettere at fastholde og rekruttere medarbejdere.” Økonomistyrelsen.

Jeg har været til møde i min kære ERFA-gruppe for tidsregistreringssystemet mTID, og det er dejlige møder, for dér er jeg sammen med kolleger, der har fingrene i mulden, og sidder og bokser med det samme “staten rundt” fra Kirkeministeriet til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, som jeg gør i Udenrigsministeriet. Jeg er vild med disse møder, for dér føler jeg, at jeg møder kolleger! Det er helt ærgerligt, at det kun er ca. fire gange om året.

Dagsordenen var fra leverandørens – KnowlegeCons – side, at vi skulle træffe beslutning om en række rigtig fede muligheder i vores tidsregistreringssystem, som kan gøre det lettere og mere effektivt at løse en række opgaver på personale- og lønområdet.

Og her dukkede centraliseringsspøgelset desværre op for fuld kraft. Alle sidder og lurepasser og ingen tør træffe beslutning og bruge et eller andet beløb (max 125.000 kr.), for de Administrative ServiceCentre (ASC) er jo nok lige om hjørnet! ØV – det er et åndssvagt år præget af beslutningsangst, hvor alle venter på, at andre stikker den første lussing, og ingen ønsker at få den!

Realiteten er, at ASC vist ikke er lige om hjørnet, og at ting tager tid, og at ASC først nu er ved at tænke over et udbud om den fremtidige lokalisering (= hvor skal mit skrivebord og min pc stå om x år?). Det vælter ganske vist ud af Økonomistyrelsen med mails og nyhedsbreve og jeg skal kompetenceudvikles og jeg skal komme efter dig, men det hele er så uoverskueligt, at jeg personligt har lænet mig tilbage og venter på, at nogle skal træffe beslutning om, hvordan tingene skal foregå, og derefter skal jeg nok sørge for at få det til at virke. Når man er nørd, er det vel det, man gør? Var man politisk tænkende, gjorde man det sikkert anderledes. Vi nørder har bare en række “butikker” med en stribe (bare sådan ca. 3.000) brugere, vi er sat til at passe!

Jeg vil foreslå leverandøren, at vi i regi af ERFA-gruppen begynder at tale om, hvordan vi håndterer overgangen til ASC, for jeg forestiller mig, at vi “staten rundt” sidder med samme fornemmelse som mig: “dette kan jeg ikke forstå, hvordan skal jeg gøre for at løse opgaven, og hvad er egl. meningen?”. Det må være et rigtigt ERFA-gruppe emne, at vi hjælper hinanden bedst muligt gennem den kommende tid (som er fra nu af og til om tre år). Lad os dog tænke sammen, og lad os blive klogere sammen!

Hvor er jeg træt af, at alting er så uafklaret, at man ikke kan agere og komme videre! Hvor er jeg træt af, at alt det, vi har bygget gennem årene, skal rives ned, og hvor er jeg på forhånd træt af, alle de kræfter det vil koste bare at få tingene til at fungere igen. Jeg har det fint med forandringer og jeg elsker løsninger med værditilvækst! Jeg skal bare kunne se det fornuftige/værditilvæksten i dem, og det kan jeg ikke her – her kan jeg mere se Finansministeriets flagskib, der sejler med 1.000 km. i timen lige lukt mod nærmeste vandfald ihukommende.

Herudover er jeg noget træt af at få at vide, at jeg som medarbejder vil blive informeret yderligere på et “ølkassemøde”. Jeg vil informeres sagligt, fagligt og respektfuldt! Jeg vil have viden og fakta, for ellers kan jeg ikke passe mit arbejde. Hvorfor søren skal det, som jeg passer 37 timer om ugen og til tider også lægger min sjæl i, reduceres til noget, der kan klares på et ølkassemøde? Hvem der end har opfundet det hæslige og disrespektfulde udtryk bedes venligst – men bestemt – fjerne det igen! Jeg gider ikke blive informeret fra en ølkasse, for ølkasser hører til i knejper, og jeg er vant til katedraler!

CaféSelect KMM 30 type 3045 fra Braun

I flere år har jeg haft tænkt på at købe en kaffekværn, for kaffen smager simpelthen meget bedre, når den lige er malet. Smagen er mere “ren”, og tanken om at formalingen er sket for minutter siden og ikke for to måneder siden bekommer mig vel.

Forleden faldt jeg så for denne kaffekværn: CaféSelect KMM 30 type 3045 fra Braun. Jeg hader, når køkkenbordet er fyldt op med apparater, men denne her er en fiks lille sag, som ingenting fylder – enhver kvindes drøm.

Den kan male i mange forskellige finheder startende med den fineste espresso og sluttende med den groveste stempelkaffe

400 kroner for daglig nydelse! Det er fundet for de penge.

Update 18. Juni 2008, 00:09: Både Ingrid og Merete har gjort mig opmærksom på, at jeg helt har glemt at skrive om det vigtige ved nymalede bønner (altså kaffe-bønner – ikke dem til Gud) nemlig duften.

Hos dem begge vækker duften af nymalede bønner minder fra langt tilbage i tiden – kaffebønner dufter ganske enkelt af barndom! Selv har jeg ikke kaffebønner i min barndoms duft-rygsæk, men bladhandler “Fru Frederiksens bladkiosk”, hvor mormor købte FamilieJournalen hver mandag. Hos Fru Frederiksen duftede der som en blanding af krydderier og viskelæder.

Måske husker jeg det så tydeligt, fordi mormor altid var large med Anders And & Co.? Hos mormor manglede der aldrig noget – udbud og efterspørgsel var ikke efter de store ting, som børn af i dag ville efterspørge. Men der var tid, kærlighed, rummy-spil og uendeligt mange landsbykirker fra FamilieJournalen, der skulle farves, klippes og “fold nu flig A mod flig B, sæt herefter flig C i den østre ende, og De ender med en landsbykirke” osv. Og når man ikke klippede landsbykirker, kunne man klippe alt muligt andet ud og lave collager… Det var tider dernede på Dalgasvej i Brande med madder med torskerogn fra den blå Amandadåse, og om lørdagen var der “Svend Nicolaisens orkester” i transistoren kl 13:00 efterfulgt af “Køreklar” med Svend E. Christiansen, hvor alle lytterne altid havde et tillægsspørgsmål. Og derefter var der Jørgen Mylius (før “de Mylius”) , og de ville altid have plademærke og -nummer.

Merete og Ingrid – Nu fik I også mig en tur “down Memory Lane” via duften af bønnerne; mange tak for det. Jeg har nydt turen!

Symbol-debat

Hvor er jeg træt af debatten om tørklæder! Debatten er forfejlet, fordi vi lader som om vi taler om tørklæder. Vi taler i realiteten om vores ikke særligt næstekærlige syn på en gruppe mennesker i dette her land.

Det er derfor helt befriende at se forsiden af Kristeligt Dagblad i dag. Overskriften er “Præster i oprør over tørklædeforbud” og artiklen handler om regeringens bebudede forbud mod religiøse symboler i danske retssale. Kastelsprovst Ole Brehm Jensen siger ligefrem: “Jeg synes det er forfærdeligt, hvis kristne dommere ikke må bære et kors. Efter min mening kunne der også godt hænge et kors i retssalen. Det udtrykker barmhjertighed og viser, at vi mennesker ikke afsiger den endelige dom”.

Godt gået Folkekirke! Hjælp med at stoppe hysteriet og bring danskerne tilbage til koncepterne. Hvad er vi for nogle hundehoveder, der føler vores kultur truet af, at der er mennesker, der kan lide at gå med religiøse symboler? Hvis kulturen kan trues af det, så lad falde, hvad ikke kan stå.

En af vores elever i Udenrigsministeriet (UM) er kurder, og jeg havde en spændende samtale med ham i sidste uge, hvor han med stolthed i stemmen fortalte om “sit land”. Jeg spurgte ham, om UM var et OK sted at arbejde, når man har en anden etnisk baggrund end dansk – altså underforstået har vi det verdens-udsyn, vi bør have? Jeg blev rigtig glad, da han fortalte, at han var så glad for at være der, fordi kollegerne opfører sig ordentligt og behandler ham nøjagtig som alle andre mennesker. Jeg blev til gengæld rigtig trist, da han begyndte at fortælle om, hvad han til tider oplevede, når han sad ved kassen i Netto i weekenden. Hvorfor skal en ung mand nedværdiges?

Af og til er det pinligt at være dansker!